Alphonse de Lamartine (1790–1869)

Lamartine [lamar’tin], Alphonse de, fr. Digter, f. i Mâcon 21. Oktbr 1790, d. i Passy 28. Febr 1869. L. hørte til en gl Adelsfamilie; hans Fader var blandt Ludvig XVI’s Forsvarere og blev saaret 10. Aug. 1792. Han blev opdraget i Milly, i Bourgognes skønne fredelige Højlandskab, af en øm og from Moder, som ejede en varm, af Rousseau og Bernardin de Saint-Pierre udviklet Naturfølelse, og som lærte ham at læse i en Billedbibel. Efter først at være undervist af en elskværdig Landsbypræst og nogen Tid at have gaaet i Skole i Lyon, hvor den raa Tone bl. Kammeraterne stødte ham, blev han anbragt i en Jesuiterskole i Belley nær ved Savojens Grænse. Her befandt han sig usigelig vel blandt fine og kloge Lærere og venligsindede Adelssønner. Gennem Oplæsning stiftede han Bekendtskab med Chateaubriand, hvis stolte majestætiske Sprog gjorde et uudsletteligt Indtryk paa ham. De eksakte Videnskaber og 18. Aarh.’s Litteratur tiltalte ham lidet, derimod dannedes hans Sjæleliv i Naturhenrykkelse og religiøse Sværmerier. Da han var vendt tilbage til Forældrenes Landejendom i Milly, fortsatte han samme Tilværelse ligelig fordelt mellem Jagtglæder, Friluftsliv og Læsning af ital. og især eng. Klassikere, der tilfredsstillede hans romantiske Trang, Tasso, Shakespeare, Milton og Ossian. Et Kærlighedsforhold med en ung Pige i Nabolaget var ganske farvet af Aanden i Ossian. Forældrene, der vilde løsrive ham af dette Forhold, sendte ham nogen Tid til Paris og derpaa 1809 til Italien. Paa egen Haand flakkede han længe om i sværmerisk Betagelse af den skønne Natur og de klassiske Ruiner. Han turede om paa Napoli-Golfen og boede en Tid lang hos en Fiskerfamilie paa Procida, hvor han og Husets Datter Graziella knyttede en platonisk Kærlighedsforbindelse. Da L. kaldtes hjem af sin Familie, døde den unge Pige af Sorg over Skilsmissen. Da Bourbon’erne 1814 vendte tilbage til Frankrig, bragtes L. af sin Fader til Paris for at indskrives i den kgl. Garde. Dog, da Napoleon gik i Land fra Elba, flygtede han med Hoffet til Grænsen, hvor Korpset opløstes, og efter de 100 Dage tog han ikke mere Tjeneste. Fortæret af sine vage, ubestemmelige Længsler flakkede L. om paa Rejser i Savojen og Alperne, hvor han traf sammen med en ung Kreolerinde, en bedaget Videnskabsmands datterlige Hustru, lidende af en Hjertefejl, æterisk sart og sværmerisk. I hende forelskede L. sig med en aldrig anet Inderlighed. Træt af sensuelle Udskejelsers grove Glæder tilbad han hende med en overjordisk Elskov. I Savojen, i Nærheden af Søen Le Bourget, som L. senere besang i sit allerberømteste Digt, levede de i en ekstatisk Henrykkelsestilstand ved hinandens Side, betagne af serafiske Følelser og svævende i en Evighedslykke, der satte uforgængelige Spor i hans Digtersjæl, som tidligere kun havde følt »Hjemve efter Himmelen«; Nogle Aar efter døde hun, religiøst paavirket og omvendt af L.; som Kristen med Krucifikset mellem sine Hænder. Om denne Kvindeskikkelse (Elvire) og dette Kærlighedsforhold kredsede alle L.’s Digterlængsler som Røgelsesskyer om et Madonnabillede. Hun inspirerede hans Digte og prægede hans Sjæl med dens evig vibrerende Sangbund af Melankoli. Efter en farlig Sygdom rejste L. til Paris med en Digtsamling, som han med Besvær søgte Forlægger til. 1820 udkom disse Meditations poétiques og vakte uhyre Opsigt, den største i Frankrig siden Chateaubriand’s Le génie du Christianisme; i Løbet af fire Aar solgtes ikke mindre end 45000 Eksemplarer, 1823 offentliggjordes Nouvelles Méditations, 1829 Harmonies poétiques et religieuses, der begge befæstede Digterens alt vundne Berømmelse. I L. fandt Frankrig sin første romantiske Lyriker. Hvad Chateaubriand havde antydet i sin Prosa, hvad Folkestemningen følte den inderste Længsel efter i Reaktion mod Revolutionens og Kejserdømmets materielle, sociale og krigerske Kampe, det fandt man udtrykt i disse ideale Sværmerier i vage hensvømmende Rytmer, i overjordiske Billeder som Hyldest til Livets guddommelige Magter. Det var Vers til Forherligelse af Alter og Trone. Religiøsitetens Altre var atter rejste, Bøn og Paakaldelse af sublime Magter steg som Dampe mod den af Krudtrøgen saa længe tilslørede Himmel. Jorden havde atter fundet sin Gud og sine retmæssige Guder. Mennesket blev atter en guddommelig Skabning, Naturen gudbesjælet, Universet hvælvede sig som en Kirke over alle ideale Traditioner. Naar L. sang sine dybe Resonanser, var det, fordi de evige Kræfter bragte hans Sjæl til at dirre. Han digtede ikke som nogen professionel Sanger, der kunstnerisk udarbejdede et opgivet Stof; hans Digterhjerte skjalv som en Æolsharpe, rørt af usynlige Hænder. Der var i L. atter født Menneskeheden en Skjald, der kun sang, fordi han maatte synge om de store evige Idealer. Ord som Udødelighed, Evighed, Forsyn, Tro, Haab og Kærlighed, Vemod, Trøst og Længsel blev atter til levende digteriske Symboler, der udfoldede Vingerne som Svaner i Flugt. Alt i denne Lyrik var vagt og endeløst, ubegrænset og evigt, uforklarligt og mystisk — Duft og Dug, Stjerneskær og Havsus, Længsler og Suk. Selve Abstraktionerne faldt i Smag efter de mange Aars tørre Tal; det elegiske Drømmeliv fristede efter den lange praktiske Energiudfoldelse. Oven paa Krigsrabalderet kom her Stemningsandagten. Hvad L.’s Digte rummer af teologisk Programforkyndelse, af religiøs Propaganda, synes paaklistret og nu forældet. Men tilbage bliver hans Sjælelivs ægte lyriske Bevægethed, dets aandige Udtryk for dybe Længsler, Følelsen af Menneskeskæbnens smertelige Afmagt over for Naturens evige Uforanderlighed, af Forgængelighed og haabløs Higen efter Lykkens Idealer. L. var en lyrisk Improvisator af ægte Oprindelighed; mange af hans Digte er vei kun alm. Meditationer over konservative og religiøse Begreber, som Tidsreaktionen bragte paa Mode; men i andre risler Poesiens evige Kildeløb i en skøn og naturlig født Melodik. Foruden af Chateaubriand er han tydelig paavirket af Byron og den eng. »Søskole«. — Straks efter Udgivelsen af sine første Méditations blev L. som Løn af Ludvig XVIII ansat som Attaché ved Grevskabet i Firenze, hvor han giftede sig med en rig Englænderinde Miss Birch, som beundrede hans Digtning, derefter forflyttet til Napoli og endelig udnævnt til Chargé d’affaires i Toscana. I Firenze førte han et fyrsteligt Hus. 1823 udgav han La mort de Socrate, et Forsøg paa at skrive et filosofisk-digterisk Epos, og 1825 Le dernier chant de Childe-Harold, hvori han søger at omskabe den Byron’ske Helt efter sin egen Lignelse, men rigtignok uden at maale sig med Byron. En Udtalelse heri om Italien skaffede ham en Duel med den ital. Oberst Pepe, der saarede ham haardt. Til Karl X’s Kroning skrev han Hymnen Chant du sacre, der belønnedes med Æreslegionen. 1829 vendte han tilbage til Frankrig og blev Medlem af Akademiet. Efter Julirevolutionen afslog han den ny Regerings Tilbud om Ansættelse, gjorde et forgæves Forsøg paa at blive valgt ind i Deputeretkamret og foretog derefter 1832 sammen med sin Hustru og Datter sin store Orientrejse, paa hvilken han optraadte med fyrstelig Pragt og Ødselhed. Han rejste med talrigt Følge, med Bibliotek og Vaabensamling og medførte Gaver til Østens Emirer. Rejsen strakte sig fra Grækenland over Syrien og Palæstina indtil Libanon. Rejsen har han selv skildret i den 1835 udgivne Voyage en Orient, souvenirs, impressions, pensées et paysages (4 Bd), et skødesløst og ukorrekt Værk, der med genial poetisk Kolorit giver rige orientalske Billeder, men tillige i høj Grad bærer Vidne om Forfatterens kolossale Selvvurdering. Paa Rejsen havde han mistet sin eneste Datter Julia. Efter at være vendt hjem blev han 1833 valgt ind i Deputeretkamret. L. forsøgte nu at samle sine Evner om Udformningen af en stor filosofisk Digtning, at hæve sig over den subjektive Elegi og Ode til en vældig objektiv Epopé, som skulde skildre Menneskehedens Udvikling og den universelle Verdensorden. Menneskenaturens Ophav fra Guddommen, dens Fald og Genrejsning gennem frivillig Lutring og Lidelse. Som Brudstykker af denne Idés Gennemførelse maa betragtes de to episke Digtninge Jocelyn (2 Bd, 1836) og La chute d’un ange (2 Bd, 1838). Begge er brede, vage og udsvømmende, men indeholder tillige store lyriske Skønheder. I La chute d’un ange skildres i 15 Visioner, hvorledes en Skytsengel af Kærlighed til en jordisk Kvinde stiger ned paa Jorden og bliver Menneske for at kunne ægte hende, men til Straf hjemfalder til alle menneskelige Ulykker. I Jocelyn skildres til Gengæld Oprejsningen gennem Tro og Selvopofrelse. Jocelyn er en ung Bonde, der først ofrer sit jordiske Arvegods til Fordel for sin Søster, siden efter en heftig Kamp besejrer sin Elskov til en ung og dejlig Pige, hvem han Opgiver for at tjene Gud. Medens hun synker dybere og dybere i Elskovs Vanære, befæstes han i sit aandelige Kald og hører til sidst sin fordums elskedes Syndsbekendelser paa Dødslejet. La chute d’un ange gjorde ved sit billedoverlæssede og ideelt forskruede Indhold kun ringe Lykke. 1839 udgav han en Samling social og politisk Lyrik Recueillements poétiques. Fra at være abstrakt Lyriker uddannede han sig efterhaanden til at blive praktisk Politiker. Først traadte han kun i Skranken for alm. humane Spørgsmaal som Dødsstraffens Afskaffelse ell. Ordningen af det tyrkisk-græske Rige, saaledes at de kristne Grækere blev stillede under Europas Protektion, senere blev han mere og mere Praktiker og en af Førerne for det »sociale« Parti som Talsmand for en human demokratisk Republik. Ludvig Filip forsøgte fl. Gange at hverve ham som Minister for sin Regering, men forgæves; efter 1843 tilhørte han afgjort Oppositionen. Med politisk Tendens skrev han sin Histoire des Girondins (8 Bd, 1847) som et varmt og farvet Forsvar for Revolutionens Mænd. Værket medvirkede ikke lidet til at undergrave Kongedømmet. Ved at udtale sin oratoriske Foragt for dette var han med til at forberede Februarrevolutionen og efter dennes Fuldbyrdelse selvskreven som Medlem af den provisoriske Regering, hvis egl. Leder han blev i Kraft af sin store Popularitet, sit europæisk berømte Navn, der var en Garanti for Ordenens Opretholdelse, og sin glimrende Veltalenhed, hvormed han alene kunde tøjle de ophidsede Masser. 25. Febr fik han den røde kommunistiske Fane afvist som et Symbol paa Rædsel og Blodsudgydelse, og gentagne Gange viste han i det flg. stor Aandsnærværelse og personligt Mod. I tre Maaneder, skildrede af ham selv i Trois mois au pouvoir (1848), var han en virkelig Folkefører i stor Stil. 6. Marts udsendte han som Udenrigsminister en Rundskrivelse, der udtalte, at, skønt Fastholdelsen af Frankrigs Grænser vilde være Udgangspunktet for Regeringens Politik, forkastede den dog Wien-Traktaterne og stillede andre Nationer i Udsigt at kunne hjælpe dem til deres Frihed og nationale Uafhængighed. L. blev valgt til Nationalforsamlingen i 10 Departementer og 10. Maj optagen i det eksekutive Udvalg; men hans Alliance med Ledru-Rollin vakte de Konservatives Mistanke, og Masserne var misfornøjede med, at han viste nogen fjendtlig Holdning mod Socialisterne og de Radikale. Hans Yndest dalede, han ud traadte af Regeringen og fik i Novbr kun 22000 Stemmer til Præsidentværdigheden. For at retfærdiggøre sin Politik forfattede han sin Histoire de la revolution de 1848, der udkom 1849. Efter Statskuppet 1851 gik han helt ud af det politiske Liv og skrev Histoire de la restauration (6 Bd, 1851—53) og nogle andre Historiearbejder. 1849—51 udgav han sine Livserindringer Confidences og Nouvelles confidences, der tjener hans Livsførelse til lyrisk Selvforherligelse; fl. Brudstykker udkom særskilt og læstes meget som Noveller: Raphael (der under Navnene Raphael og Elvire behandler L.’s og Fru Julie Charles’ Kærlighed), Graziella o. s. v. Ved sin ødsle Levemaade havde han opbrugt sin Formue og skrev nu en lang Rk. Godtkøbsværker i Prosa for at kunne eksistere. Subskriptioner, Lotterier til Fordel for ham, Indsamlinger o. l. sattes i Gang baade i Frankrig og i Udlandet. Alligevel lykkedes det ikke at bringe hans Finanser paa Fode igen. 1867 doterede Napoleon III ham ved Lov en Sum paa 1/2 Mill. frcs, hvoraf han skulde nyde Renterne, saa længe han levede, og som efter hans Død skulde anvendes til at dække hans Gæld. Aandelig udmarvet og sygelig henlevede L. sine sidste Aar. Han havde selv 1860—66 udgivet sine Œuvres complètes i 61 Bd (13 Bd, ny Udg. 1865—87). Efter hans Død udkom Mémoires inédits 1790—1815 (1870), Manuscrit de ma mère (1871), Souvenirs et portraits (3 Bd, 1871), Poésies inédites (udg. af Fru Valentine de Lamartine 1873), Correspondance (udg. af samme, 6 Bd, 1872—75), A. de L. par lui-même 1790—1847 (1892). Lettres à L. 1818—65 (1898). (Litt.: P. Pelletan, Lamartine [1868]; J. Janin, L., sa vie et ses œuvres [1869]; Mazade, L., sa vie littéraire et politique [1872]; Ollivier, L. [1874]; Ronchaud, La politique de L., choix de discours et écrits politiques [2 Bd, 1878]; Ch. Alexandre, Souvenirs sur L. [1884]; Lady Domvile, Life of L. [Lond. 1888]; De Pomairols, L. [1890]; Chamborand de Périssat, L. inconnu [1891]; Reyssié, La jeunesse de L. [1892]; E. Deschanel, L. [2 Bd, 1893]; A. France, l’Elvire de L. [1893]; Zyromski, L., poète lyrique; Quentin-Bauchart, L., homme politique [1903]).