Albert Küchler (1803–86)

Küchler, Albert, 1803–86, Historie- og Genremaler, var født i Kjøbenhavn 2. Maj 1803 og Søn af Snedkermester Christian K. Han begyndte med at lære Snedkerhaandværket hos sin Fader, men kom dog allerede som Dreng paa Kunstakademiet og rykkede gradvis Skolerne igjennem, saa han 1821 kunde vinde den mindre og Aaret efter den store Sølvmedaille. Rimeligvis fra 1821 begyndte han at male hos Eckersberg og blev ved med det indtil Udenlandsrejsen. Paa Udstillingen 1823 saas hans første Billeder, «Parti ved Rundetaarn» og et Portræt, som efter en samtidig Anmelders Mening var «ganske i den nederlandske Smag og vidnede om meget Talent». S. A. vandt han en Pengepræmie, men ikke den mindre Guldmedaille, som han konkurrerede til; dog fik han som en Opmuntring Lov at udstille sit Arbejde, «Engelen, som aabenbarer sig for Gideon». Ved den næste Konkurs var Opgaven «Tobias med Engelen», og denne Gang vandt han Præmien.

I disse Aar, hvor Historiemaleriets Palme endnu syntes at vinke ham, malede han næsten udelukkende alvorlige Æmner, som «Skirner, der løser Gesturs Gaader» efter Oehlenschläger, «Ossian og Ninathoma» efter Ossian, et Par Billeder efter Gessners Idyller og lignende, uden at det lader til, at disse Billeder vandt synderlig Opmærksomhed. Kun Høyen optegnede de Æmner af Nordens Mythologi og Historie, der fremkom fra danske Kunstnere, som om han deri saa Tegn til den gryende Morgen for national Kunst. Ved Siden deraf kunde der gives de unge Kunstnere ret ejendommelige Opgaver, som naar K. og Rørbye til Vinhandler Waagepetersen malede 2 Døre, der skulde bruges som Skilte. Først ved Udstillingen 1828 kom et Billede frem, som bragte hans Kunstnernavn i alles Munde. Han fik Kammeraterne til at sidde for sig og har derved bevaret i fuld Naturlighed, som et levende Stykke Kunsthistorie, 2 unge Kunstnerskikkelser, hvoraf navnlig den ene, ved sin tidlige Død, efterlod et ubodeligt Savn. Billedet forestiller en ung Amagerpige, som kommer ind i den lille Malerstue for at sælge Frugt. Maleren foran Staffeliet er Vilh. Bendz, den anden, som spøgende holder den forskrækkede Pige tilbage, er Chr. Holm. Hvor meget J. L. Heiberg senere («Perseus» 1838) fra et stærkt doktrinært Synspunkt kunde fordømme den Slags Billeder, der forestillede Træk af Kunstnernes eget Liv, var dog dette og lignende Billeder Forløberne for den Række Livsbilleder, hvori den danske Kunst under det ikke videre træffende Navn «Genrebilleder» har udfoldet sin rigeste Ejendommelighed med en Frodighed, som kun Landskabsmaleriet kappes med dem om. Medens dette Billede er blevet en af den kongl. Malerisamlings smaa Perler, vandt K. i endnu højere Grad Kjøbenhavnernes Opmærksomhed ved sit næste Billede, nemlig «Scene paa Nørrefælled», hvor Borgere, efter deres krigerske Øvelser, indtage et Maaltid i Græsset; med rigt Lune ser man hele Datidens Liv gjengivet; den ene af de yngre Mænd skræmmer en ung Pige ved at lægge an med Bøssen, den anden klinker lystig med Fatter, hvem den røde Kjoles Snæverhed hindrer i ret at nyde sin Magelighed, osv. (udst. 1830). Billedet havde moret saa meget, at «Portefeuillen» 10 Aar efter fandt Anledning til at gjengive det blandt sine «artistiske Bilag».

Uagtet Kunstnerens Vej her syntes at ligge aaben, havde han dog ikke opgivet den akademiske Bane; efter et forgjæves Forsøg i 1827 vandt han 1829 den store Guldmedaille for Opgaven «Jesus helbreder de syge». Det store Rejsestipendium var ikke ledigt, en varm Anbefaling til Fonden ad usus publicos hjalp ikke, men da han dels ved Salg, dels ved en Bestilling fra Datidens Mæcen, Konferensraad Holten, var i Stand til «at soutenere sig udenlands», rejste K. i Maj 1830 til München, hvor han snart efter fik det glædelige Budskab, at Stipendiet var bevilget ham fra 1. Jan. 1831; i Følge med Landskabsmaler Petzholdt og Billedhugger Jahn gik Rejsen (til Fods) til Italien. Fra Rom hjemsendte han først et Par Arbejder i den herskende Retning, «Christus i Urtegaarden», den ovenfor nævnte Bestilling, og «Josef tyder sine Drømme», et af hans største, men ikke mest fremragende Billeder; dog blev det kjøbt til den kongl. Malerisamling (1833), ligesom det ogsaa tilfredsstillede Datidens Smag baade i og uden for Kunstnerkredsen.

I Førstningen nød den glade Kjøbenhavner i sine gamle Kammeraters Kreds ret det nye Liv i Rom, og i Følge med Blunck var han med overalt, hvor der var noget at se, paa Korsoen, i Theatre, vel ogsaa i Kirker og Musæer; under hans Vinduer i «Capo le case» bevægede det romerske Almueliv sig i al sin sorgløse Larm, og det varede ikke længe, før han var optaget af at gjengive det. Det vil sikkert aldrig til fulde kunde opklares, hvad der er foregaaet i den unge Kunstners Liv; naar man spørger: «où est la femme?» saa kjendes Svaret ikke; men hans Billeder fortælle, at Ynglingens muntre Lune i disse Aar efterhaanden viger for en blød, halv religiøs, halv sentimental Stemning, som maa have været Forløber for den stærke aandelige Strømning, som til sidst førte ham over i Katholicismen og Munkelivet. Selv om hans gamle Skjælmeri endnu kruser sig om hans Læbe, naar han indfører Børn i sine Billeder, f. Ex. Abbatebilledet i Thorvaldsens Musæum, fremdrager han mere og mere alvorlige Træk; ikke alene maler han «Correggios Død» i et Billede, som Medaillør Christensen finder «fuldt af Følelse og ypperlig malt», men ogsaa hans Billeder af det daglige Liv bære Præget af dulgte Længsler eller skjulte Savn. «En Abbate lærer sine Søstre at læse», «En ung Pige lærer to andre at bede Rosenkransen», «En ung Pige, som ifører sig sin Søndagspynt for at gaa i Kirke», «En ung Pige pyntes som Brud» afspejle disse Stemninger. At dømme efter det sidste (udst. 1835), som nu er i den kongl. Malerisamling, er Farven bleven lysere og klarere, men har tabt noget af sin Dybde, Formernes Runding træder mindre frem, men Følelsens Inderlighed, det fine Sammenspil mellem Personerne, den smukke Fordeling i Rummet gjøre dem til værdige Minder om, hvad dansk Kunst den Gang var.

Bekjendtskab med Tyskeren Overbeck udviklede denne aandelige Bevægelse hos K. Han sætter denne Nazarener over Horace Vernet, efter at han, som han i 1834 skriver til J. L. Lund, «har lært at kjende noget højere i Kunsten end blot et magisk Spil af Farver og en beundringsværdig Praktik». Han forlader nu efterhaanden det daglige Livs Æmner, maler «Maries Bebudelse» til Esbønderup Kirke paa Sjælland og «Christi Opstandelse» 2 Gange til 2 Klostre i Schlesien. I 1844 gik han nemlig, efter lang Betænkning, over til Katholicismen og blev i 1851 viet til Franciskanermunk under Navn af Fra Pietro. Han skulde tilbringe sine Prøveaar i Schlesien, men det nordlige Klima var ham for strængt, og i 1855 fik han Tilladelse til at vende tilbage til Rom, hvor han fik Bolig i Klosteret Bonaventura paa Kejserpaladsernes Ruiner. Han fik vel Atelier der, men han malede kun en Del mindre betydelige Billeder i katholsk Aand for Klosterets Regning, og dette skal til sine Tider have stillet store Krav til hans Flid. I Fædrelandet saa man efter den Tid kun nogle fortrinlig udførte Kopier efter Perugino og Rafael, malede til Grosserer Puggaard. Først i sine Oldingeaar fik han nogen Lettelse i de strænge Klosterregler, indtil han ved disses Ophævelse 1866 fik en uventet og ikke ubetinget behagelig Frihed, i det han fra den Tid kun havde en lille Pension fra den italienske Regering og et Tilskud fra Hjemmet at leve af, men hans tilvante nøjsomme Liv frelste ham fra Nød. Han vedblev at føle sig som dansk, havde bevaret sit danske Sprog, endog i dets kjøbenhavnske Ejendommelighed, og det synes, som om hans gamle Lune var vendt tilbage i hans Tale, om end ikke i hans Kunst.

Thorvaldsen holdt meget af K., og da han i 1838 var kommen tilbage til Fædrelandet, var et af hans første Skridt at fremstille de Billeder af K., som han ejede, for Akademiet, og han anmeldte dem som indsendte af K. for paa dem at agreeres. 1838 blev han enstemmig agreeret, og Aaret efter fik han Udstillingsmedaillen for et Billede, som nu er i Thorvaldsens Musæum, «Familieliv i Albano». Indbydelsen til at komme hjem og gjøre Medlemsstykke fulgte han ikke, men efter at Akademiet var omordnet, blev han dog 1877 Medlem af dette. Han døde i Rom 16. Febr. 1886 og ligger jordet fjærnt fra de mange Landsmænd, som hvile ved Cestiuspyramidens Fod, paa en lille katholsk Kirkegaard, hvor der er rejst en Mindesten over ham med hans Portræt i Omrids.

Weilbach, Konstnerlex. Museum 1892, II, 261 ff.