Jakob Knudsen (1858–1917)

Knudsen, Jakob Christian Lindberg, 1858–1917, Forfatter. Født 14. September 1858 i Rødding, død 21. Jan. 1917 i Birkerød, begravet samme Sted. Forældre: Højskolelærer, cand. theol., senere Sognepræst, sidst i Lejrskov, Jens Lassen Knudsen (1819–86) og Nanna Marie Frederikke Adelaide Boisen (1824–1900). Gift 1° 22. Aug. 1883 i Kbh. (Vartov) med Sophie Frederikke Plockross, født 20. Februar 1861 paa Frederiksberg (Garn.), død 25. Marts 1916 i Holte, Datter af Fuldmægtig i Krigsministeriet, cand. jur., senere Overretssagfører, Kancelliraad Harald Christian Plockross (1826–1913, gift 2° 1871 med Anna Helene Hall, 1840–1919) og Marie Christine Krarup (1834–64). Ægteskabet opløst. 2° 17. November 1896 i Mellerup med Helga Bek, født 17. August 1877 i Halling, Randers Amt, Datter af Lærer, senere Højskoleforstander Jens Bek og 2. Hustru.

1862 blev Knudsens Fader Lærer ved Kolds nye Folkehøjskole i Dalum, udnævntes 1864 til Sognepræst for Aggersborg i Øster Han Herred, forflyttedes 1872 til Lejrskov og døde her. Af Knudsens fire Barndomshjem har, hvad Omgivelserne angaar, det i Aggersborg givet ham rigest; Naturbillederne i hans Digtning er overvejende bestemt af Limfjordslandskabet, og blandt de primitive Hanherredboere — uforstyrrede af moderne aandelige Strømninger og rodfæstede i ældgammel Bondesæd — har han truffet de Mennesker, han umiddelbart har holdt mest af. Først i Lejrskov-Aarene kom han en grundtvigsk vakt Landbefolkning nærmere ind paa Livet. Men grundtvigsk var Hjemmets Luft, og den blev saa meget mere afgørende for Børnene, som de udelukkende undervistes af Forældrene: de »levede af« Faderens og Moderens Ord, og hvad de fik fortalt af Bibel-, Danmarks- og Verdenshistorie, havde for deres Bevidsthed samme Aktualitet som Hverdagen omkring dem. Af det Knudsenske Forfatterskabs talrige Vidnesbyrd om den grundtvigske Opdragelses Betydning for ham (bl. a. en historisk Farvning af hans Naturindtryk) findes de centraleste i Romanerne »Gjæring-Afklaring« og »To Slægter«; i sidstnævnte har Knudsen desuden givet en digterisk fri Udredning af de frugtbart kontrasterende Forudsætninger, som han formentlig skylder Spillet mellem sin vestslesvigske Fædreneslægts baade urkraftige og skrupuløse Bondetyngde og sin almendanske, kulturprægede Mødreneslægts harmoniske Søndagssind. Hans dobbelte Familiearv rummer vistnok en Del af Forklaringen paa hans aktivt selvudprægende Individualismes Brydning med en mystisk stemt Kvietisme — Grundformlen for hans Religiøsitet, der snart tenderer den ene Vej, snart den anden, snart er i Ligevægt mellem begge. Moderens fine musikalske Sans genfindes hos ham; for Resten var den blide, noget reserverede Præstekone ret kritisk anlagt og ganske fremmed for al saadan særgrundtvigsk Manér, som Knudsen har sammenlignet med pasteuriseret Mælk. Mere iøjnefaldende er dog hans Aandsslægtskab med den bondefødte Fader, hvis desillusionerende Oplevelser paa Kolds Højskole (jfr. Forholdet mellem Kresten Børgesen og Haar i »To Slægter«) han ligefrem synes at have overtaget som en besknøgtern Erkendelse af, at Aandens frie Lov ikke gælder i vor syndige Verden. Imidlertid var det navnlig gennem sit ubønhørlige Lydighedskrav i alle ydre Ting, smaa og store uden Forskel, at Faderen udøvede sin næsten guddommelige Autoritet over Knudsen. Drengens typisk Knudsenske Samvittighedsangst spændtes abnormt under »den gøglende Luftspejling . . ., at alt med fuldkommen Sikkerhed kunde indrettes fuldkommen godt«, og den heraf udsprungne sygelige Ansvarsfølelse, der aldrig helt forlod ham, og som i Bagateller kunde virke pinagtigt og tidsspildende, udviklede sig efterhaanden til en dyb, religiøs Drift: »over for Livets stadig indløbende Sam- vittigheds-Sager« maatte han indhente Guds inappellable Dom — skyldig eller ikke-skyldig. »Men jeg blæser ogsaa baade Vedtægt, Kleresi, Øvrigheden og hele Kommersen en lang March, naar jeg først er bleven sikker . . . ad den Vej.« Midt under Kampe og Kriser kunde han hele Livet igennem nu og da med en sjælden Intensitet erfare »Guds Fred over al Forstand«.

Det praktiske Landbrugsarbejde, som han efter god grundtvigsk Skik blev sat til i Overgangsalderen, laa daarligt for ham. En forholdsvis glad Tid havde han fra Oktober 1873 til Juli 1874 som Elev paa Askov Højskole, hvor hans bedste Udbytte var de reelle Kundskaber, som han erhvervede gennem den »udvidede Undervisning«. Fra Efteraaret 1874 forberedte han sig under Faderens og andres Vejledning til Optagelse paa Rudolph Møllers Artiumskursus i Københavner; her kom han ind August 1875, blev 1877 Student og Sommeren 1881 teologisk Kandidat. En i Kursustiden udkastet Cicero-Oversættelse paa Hanherredmaal, »Den først’ af de catilinarisk’ Taler . . .« (i Bogform 1887 under Pseudonymet »Jakob« og forsynet med en Fortale), er baade en heldig humoristisk Penneprøve og et blufærdigt Udtryk for Jydens Hjemve i Hovedstaden. Sin tunge jyske Naturgrund blev han sig ikke mindst bevidst gennem Venskabet med en jævnaldrende Medgrundtvigianer, den sjællandske Præstesøn Holger Begtrup, hvis æstetiske Livsindstilling forekom ham letbenet og affektert (jfr. den ubehersket forvrængende Roman »Den Gang«). I øvrigt indførtes han af Begtrup baade i de Omraader af dansk Guldalderlitteratur, som ikke havde været dyrket i hans Hjem (f. Eks. den Heiberg’ske Skole og Paludan-Müller), og i 70’ernes danske og norske »moderne Gennembrud«; skønt han var temmelig ukendt med det teoretiske Fundament for den nye Digtnings Ideer, talte dens Naturalisme stærkt til Bondeoprindeligheden i hans Sind. Fagstudiet, som han drev rent mekanisk, betød intet for hans urolige religiøse Liv, og hans Hunger efter »aandelig Virkelighed« tilfredsstilledes ikke af Rasmus Nielsens »Dualisme« (jfr. den formelt ubehjælpsomme versificerede Studenterspøg »Hrr. Begtrups Haar«). Om end hans barnlige Fantasilege i Lejrskov havde taget Form af Breve til Søstrene (fra en tyrannisk Konge), var hans litterære Evne dog sent udviklet, og »Poesien« i ham fik foreløbig sit modneste Udtryk i hans uskolede, men mærkeligt smukke Sang og Klaverspil.

Faderen til den unge Københavnerinde, han havde forlovet sig med 1879, støttede ham pekuniært, da han som nybagt Kandidat vilde realisere Russens opgivne Plan om et filosofisk Specialstudium; men i Løbet af Efteraaret 1881 kørte han fast, og en samtidig forfattet grotesk Komedie faldt efter Begtrups Mening mislykket ud — en Dom, som Knudsen senere med nogen Bitterhed har bebrejdet Vennen. Nedbrudt vendte han November 1881 hjem til Lejrskov og knyttedes faa Dage efter som Lærer til Askov, hvor han blev i næsten ni Aar og stiftede sit første Hjem 1883; fra 1882 fik han Begtrup til Kollega, og trods indbyrdes Rivalisering fortsatte de Venskabet. En tung Fremstillingsform og et pinligt Hang til at overvældes af Bevægelse over sit Stof hemmede ham i Skolearbejdet (Fag: Dansk og Engelsk). Den Indflydelse, han dog snart kom til at øve paa adskillige Elever, var tit af en Art, der ikke behagede det lidet indadvendte Forstanderpar Schrøder, hvem ogsaa hans i 80’ernes Slutning stiftede Venskab med Frimenighedspræst Valdemar Brücker faldt for Brystet. Knudsens Overflytning Sommeren 1890 til Stillingen som Valgmenighedspræst i Mellerup ved Randers Fjord føltes af begge Parter som en Lettelse.

Blandt hans litterære Arbejder fra Askov-Tiden gjorde en lidet betydelig Kantate til en grundtvigsk Holberg-Fest i Kolding (1884, Musik af H. Nutzhorn) vistnok mere Lykke end det kejtede, men stærkt personlige fortællende Digt »Bent Kongebroder« (trykt samme Aar i »Historisk Maanedsskrift«), af ham selv opfattet som hans digteriske Gennembrud; han har her objektiveret sit eget hvileløse Sinds Kampe mellem hedensk og kristent Væsen. Fra Juni 1884 stammer det utrykte »Haltefanden«, et gribende Krisedigt, der anticiperer Problemstillingen Naturalisme-Kristendom i den atten Aar senere »Gjæring-Afklaring«. Fra 1884 er ligeledes Afhandlingen »Vore moderne Forfatteres Forhold til det Overnaturlige« (i »Historisk Maanedsskrift«), hvor Poesien i de moderne dansk-norske Fritænkeres Digtning udledes af deres religiøse Længsler og Instinkter. Faderens Død 1886 skal have ført ham ud i svære Anfægtelser med en afgørende kristelig Modning som Resultat; forbundet hermed var en Valfart til Aggersborg og en Fordybelse i Kierkegaard, hvem han omsider afviste som en »forkølet« Mand uden Sans for Kristendommens inderste Karakter af Hvile. En Englandsrejse i sidste Halvdel af 1886 bragte ham ind paa Studier over Cromwell, i hvis djærve og jævne Engelskhed han genkendte sin egen jyske Bondearv; hans provinsielle Partikularismes angelsachsiske Tilknytning giver hans Stilling i »den jyske Bevægelse« Lighed med Johs. V. Jensens. Allerede nu begyndte det omstændelige Arbejde, der først blev til en Foredragsrække om Cromwell (trykt 1888 i »Historisk Maanedsskrift«), og som satte sin endelige Frugt i Skuespillet »Cromwell’s Datter« (udsendt 1891 med Forord af Drachmann, hvem Knudsen til Gengæld siden hjalp med Oversættelsen af Byrons »Don Juan«); stilistisk angribeligt i sin Arkaisering (paa Grundlag af »Jammersmindet«) og dramatisk svagt er det aldrig opførte Stykke dog af Værdi som en Bekendelse fra en stridende Sjæl med et uendeligt Fredsbehov. 1888 affødte en kort Rejse til Frankrig et Par Artikler om Indtryk fra Versailles (i Tidsskriftet »Danskeren«, 1889), en Kærlighedserklæring til dansk Folkelighed.

I sin første Mellerup-Tid digtede Knudsen Aftensangen »Tunge, mørke Natteskyer«, og Morgensangen »Se, nu stiger Solen«. Til sin Præstegerning var han bl. a. forberedt gennem de Søndagstaler, han havde holdt i Askov og det nærliggende Gesten, og hvorom »Christelige Foredrag« (1893) giver et fyldigt Begreb. Hans særprægede og vægtige Prædikener fandt modtagelige Tilhørere i hans Menighed. — 1893 enedes han med sin Hustru om at skilles; bl. a. i Opdragelsen af deres Børn aabenbaredes der en skæbnesvanger Afstand mellem hans tungere og hendes lettere Natur. Forargelse over Skilsmissen medførte Dalen i Elevtallet paa den stedlige Højskole, i hvis Ledelse Knudsen var indtraadt efter Forstander Beks Død; i selve Menigheden forblev hans Position dog temmelig urokket, indtil Brücker November 1896 viede ham til en nittenaarig Datter af den afdøde Forstander; da blev der saa uroligt i Kredsen, at han opsagde sin Stilling. Foraaret 1897 slog han sig ned i Randers og levede i de nærmest følgende Aar væsentlig af at holde Foredrag og læse op (især Holberg), indtil videre henvist til slet betalende Foreninger og lignende. Mange Slags Oplevelser fra hans Foredragsrejser har givet ham Stof til nogle af hans smaa Fortællinger (jfr. »Jyder«, I-II, 1915–17) — en Genre, han havde indledet 1887 med »Møller og Bager Peder Mortensen« og saa smaat fortsat i Midten af 90’erne (»Skjønheden og Dyret«, »En Forlovelse«, begge først trykt senere, den sidste af ham selv dramatiseret som »Kjærlighed og Kjøbmandsskab« og uden Held opført paa Det kgl. Teater 1905). Slette Logisforhold paa Turneerne svækkede tidligt hans Helbred, og Nyresmerter og Gigttilfælde vedblev, efter at han i Løbet af ret faa Aar var gledet ind i taalelige Kaar som en højt anerkendt og meget læst Forfatter. 1901 flyttede han til Glostrup, 1904 til Nyhusene ved Hillerød, 1909 til Birkerød.

Fra 1898 til sin Død udsendte han henved en Snes — mest store — Bøger. Et saa pludseligt Frembrud af Produktionskraft hos den 40-aarige Mand, der hidtil kun havde skrevet med Besvær, maa ikke blot forklares ud fra den indre Sikkerhed, han havde vundet gennem Opgøret med sit naturlige Milieus Moralkodeks, men ogsaa ud fra hans Lykke i sit andet Ægteskab. De indre Kampe var dog ingenlunde endt og prægede bl. a. Aarene efter 1910, da Arbejdet med den stærkt subjektive Luther-Roman snarere paaførte ham end befriede ham fra den gamle Samvittighedsuro.

I psykologisk Forlængelse af »Cromwell’s Datter« ligger den maaske i Mellerup udkastede Fortælling »Et Gjensyn« (1898), der ved Vilh. Andersens og Ernst Bojesens Hjælp blev hans egentlige Skribentstart, Udviklingsromanen »Gjæring-Afklaring« (1902), hvor Samvittighedsuroen faar sin særlige Tone gennem Skildringen af den grundtvigsk opdragede Hovedpersons Møde med moderne Panteisme og Naturalisme, »To Slægter« (1910) og Luther-Romanen »Angst-Mod« (1912–14). Personlighedens Problemer i Forholdet til Gud, sig selv og Samfundet behandles skarpest i Romanerne »Den gamle Præst« (1899, i Sven Langes Dramatisering med Held fremført paa Det kgl. Teater 1904), »Sind« (1903), hans bedste Kunstværk, samt Ægteskabs- og Skilsmisseromanerne »For Livets Skyld« (1905) og »Inger« (1906). De i flere af de nævnte Bøger forekommende Angreb paa lødig gammel Bondekulturs civilisatoriske Forurening og paa blødsøden, falsk Humanitet i Børneopdragelsen og i det sociale Liv fremtræder særlig stærkt i Romanerne »Fremskridt« (1907) og »Lærer Urup« (1909) ligesom i Fortællingen »En gammel Slægt« (»Ill. Tid.« 1903–04, Bogform 1918). Delvis under Indflydelse fra Ludvig Feilberg opfattes forskellige af ovenanførte Motiver stundom under Synspunktet: naturfattig Selvspejling contra naturkraftig Umiddelbarhed, saaledes i det dramatiske Digt »Varulven« (1908), hvor Knudsens Indlevelse i »Faust« spores, og i Romanerne »Rodfæstet« (1911), »Den Gang« (1916) samt »En Ungdom« (1913); i sidstnævnte revser han den Forsvarsnihilisme, som han havde set brede sig i Højskolekredse, og som han navnlig efter den russisk-japanske Krig harmedes over. Som rent digteriske Hvilepunkter i det lidenskabeligt spændte, ofte tendentiøst karikerende Forfatterskab virker den i flere gamle Stil- og Sprogtoner skrevne Fortælling »Adelbrand og Malfred« (1900) og det enfoldigt fromme, yndefuldt ubehjælpsomme Digt »Jomfru Maria« (1904). Stor Vægt maa der tillægges den Samling Artikler, Foredrag og lignende, som Knudsen samlede under Titlen »Livsfilosofi« (1908), og som danner en naturlig Fortsættelse af »Christelige Foredrag«; jævnfører man disse to Bøger med hans Digtning, faar man et betagende Indtryk af hans modsætningsrige Aandspersonligheds faste Rejsning og sluttede Sammenhæng. I den Sammenhæng indgaar ogsaa hans sparsomme enkeltstaaende — oftest ufuldbaarne — Digte, hvoraf en nogenlunde komplet Udgave vil udkomme 1938.

I sin Stil skyr Knudsen forsætligt Artistens raffinerede Præcision og lader helst selv det mest ekstraordinære spejle sig i almindelige Menneskers ukunstneriske Bevidsthed — overbevist om, at Læseren lever af dagligdags Ord. — Hans fundamentale sjælelige Oplevelse er den lige saa angstsom tillidsfulde Bundethed til Faderen; Afhængigheden af ham bliver det Billede, hvorunder han anskuer sit Forhold til Gud. Spændingen mellem hans kristeligt tonede Samvittighedsuro og hans hedenske Urtrang til uhemmet Udfoldelse bliver ikke mindre, naar hans selvtægtfordrende Individualisme brydes med hans brutale Samfundskonservatisme, der lovpriser baade den sociale Nød og den økonomiske Lagdeling som op- dragende Værdier. Ofte synes det, som vælger han Kristendommen paa Trods af sine inderste Instinkter. Idet han ser Løgn over for Gud som den utilgivelige Grundsynd, fordrer han et redeligt Skel mellem denne Verden med dens nødvendige hedenske Moral og Aandens frie Verden, og han krydser sig frem mod den kristelige Fuldkommenhed med saa store Slag, at han »faar hele Naturalismen med ombord«. Hans animalsk heftige Lyksalighedskrav over for baade det jordiske og det himmelske er en af Forudsætningerne for hans Angst, der bl. a. bunder i Risikoen for at forspilde Tilværelsens herlige Muligheder. Under en saadan Risikos Tegn ved han sig paa Naade og Unaade prisgivet Gud, der — frisk og vilkaarligt inhuman (Messina-Jordskælvet) — skænker os sin bund- løse Kærlighed sammen med »Naturens og alle aabne Himles uendelige Frihed«. Paa sit Geni for dette farlige og forunderlige Liv i Gud blev Knudsen Digter.