Friedrich Gottlieb Klopstock (1724–1803)

Klopstock [’klåp-], Friedrich Gottlieb, tysk Digter, f. i Quedlinburg 2. Juli 1724, d. i Hamburg 14. Marts 1803. Han var den ældste af 17 Søskende og levede en Del af sin Barndom et sundt Friluftsliv paa en Forpagtergaard. 1737 kom han i Latinskolen og 1739 i den kendte klosterlige Undervisningsanstalt Schulpforta ved Naumburg a. d. S. Her indsaa han tidlig Bet. af, at hans Fædreland fik et nationalt Heltedigt, og han nærede den Tanke, at gøre Henrik Fuglefænger, hvis Person jo var knyttet til hans Fødeby, til Hovedpersonen. Men under Indtrykket af Milton’s »Tabte Paradis« udkastede han Planen til sin berømte »Messias«. 1745 kom han paa Univ. i Jena og Aaret efter til Leipzig, hvor han studerede Teologi, men samtidig beskæftigede sig stærkt med litterære Studier. — Her digtede han de 3 første Sange af Messiaden — i Prosa — og omstøbte den senere til Heksametre. Her opstod ogsaa de første Oder. I Leipzig kom K. ind i den Kreds af Gottsched’s Modstandere, som kendes under Navnet »Bremer Beiträger«, og Messiadens 3 første Sange blev trykte i deres Tidsskrift. 1748 forlod K. Univ. og tog til Langensalza som Huslærer for at være i Nærheden af sin tilbedte Sophia Schmidt, hvem han forevigede i sine Oder under Navnet »Fanny«, dog uden at vinde Genkærlighed. Han modtog derfor en Indbydelse til at besøge den gl. Bodmer i Schweiz (1750) og blev paa alle Maader feteret, men kunde ell. vilde ikke i Længden føle sig tilpas i en Kreds, som havde ventet sig en »Helgen« i Stedet for en livsglad ung Mand og ingenlunde lagde Skjul paa sin Skuffelse i den Anledning. Han var derfor glad ved at kunne benytte en Kaldelse fra Grev J. H. E. Bernstorff i Danmark. Der blev stillet ham en pekuniær Understøttelse i Udsigt, og han forlod da Schweiz 1751. Paa Vejen standsede han i Hamburg og forelskede sig her i Meta Möller, som senere blev hans Hustru. I Danmark blev han venlig modtaget af Bernstorff, A. G. Moltke og selve Kongen, som tilbød ham Bolig paa Fredensborg Slot, samt en Aarpenge paa 400 Rdl. for at kunne fuldende sin »Messias« »uden Distraktion«. Her skrev K. de to Oder »Friedensburg« og »Die Königin Louise« i Anledning af Dronningens Død (1751). Foraaret 1754 rejste K. til Hamburg og holdt Bryllup, hvorpaa de Nygifte tog til Quedlinburg for at hilse paa hans Forældre, men K. blev syg og maatte blive der hele Sommeren. 1755 var de 10 første Sange af »Messias« færdige og udkom i 2 Udg. paa Kong Frederik V’s Bekostning. Aaret efter skrev K. sit første bibelske Drama, »Abels Tod«, nogle gejstlige Sange og Oder samt sine første prosaiske Afh. 1758 døde hans kære Meta paa et Besøg i Hamburg, og han var ved Sygdom og ondt Vejr forhindret fra at være til Stede ved hendes Dødsleje. Dette Tab har vistnok bidraget til at gøre ham ked af Opholdet i Danmark, thi i de næstfølgende Aar opholdt han sig omtrent uafbrudt i Tyskland, saaledes 1760 i Halberstadt hos sin Ven Gleim, hvor han skrev to ny bibelske Dramaer, »Salomo« og »David«. 1764 kom han dog tilbage til Danmark, blev udnævnt til Legationsraad og sammen med Cramer ans. som Opdrager for Grev Stolberg’s Sønner (1765). I den sidste Tid havde K. været stærkt optaget af Studiet af den germ. Oldtid, hvad der paavirkede ham til at skrive det saakaldte »Bardiet«: »Die Hermannschlacht« (1769). Dette Værk indførte det flove og forskruede »Bardiet«-Uvæsen, der florerede i den tyske Litt. i de nærmest flg. Aar. Imidlertid havde Kong Frederik V’s Død og Bernstorff’s Fald gjort K.’s Stilling i Danmark meget vanskelig, og han forlod Landet sammen med sin Velynder, for efter dennes Død (1772) at tage Ophold hos Enkegrevinden i Nærheden af Hamburg. En Rejse til Wien, hvor han søgte at bevæge Kejser Josef II til at patronisere de tyske Digtere og at sætte sig i Spidsen for en »Gelehrtenrepublik«, blev uden Resultat, men paa Tilbagevejen blev K. i Göttingen hyldet af den nystiftede »Hainbund«, og s. A. fuldendte han sit Livs Hovedværk »Messias« (1773). Han bosatte sig nu i Hamburg hos en Hr. v. Winthem, hvis Enke senere giftede sig med K. og plejede ham i hans Alderdom. 1774 modtog K. et Tilbud fra Markgreven af Baden om frit Ophold i Karlsruhe og en Digtergage paa 528 fl., men efter et halvt Aars Forløb rejste K. bort uden Afsked. Dog fik han Lov til at beholde sin Pension, ligesom han ogsaa til sin Død beholdt sin danske Understøttelse. Han levede nu sorgfrit i Hamburg, omgivet af en Kreds af Beundrere og til Dels betragtet som en Slags Afgud i visse Kredse af det dannede Tyskland. Men hans Produktion aftog i Bet., hans Sprog blev tungere og mere uforstaaeligt og han blev efterhaanden indskrænket til den lille Kreds, der umiddelbart omgav ham. Han udgav endnu 2 »Bardiete«, »Hermann und die Fürsten« og »Hermanns Tod«, der som Dramaer nærmest er umulige. Hans besynderlige »Gelehrtenrepublik« (1774) blev meget kølig modtaget, ligeledes hans uheldige lingvistiske Forsøg »Fragmente über Sprache und Dichtkunst« (1779—80), og hans væsentligste Arbejde i de sidste Aar var Udgivelsen af hans samlede Skr. Skønt K.’s Værd som Digter er omtvistet, og skønt hans Værker altid har været lidet kendte og lidet læste, saa er det dog ubestrideligt, at han var en stor Banebryder i den tyske Litteratur, og at han har haft Bet. for det tyske Sprog og med sine »Rhytmer« udvidet dets Udtryksmidler. »Sämtliche Werke« [12 Bd, 1798—1817; i 1 Bd 1830; Suppl., 3 Bd ved Schmidlin 1839—40, o. fl.); »Auswahl« (6 Bd, 1869; i 4 Bd 1886 og 1893). (Litt.: Klamer-Schmidt, »K. und seine Freunde« [2 Bd, 1810]; Mörikofer, »K. in Zürich« [1851]; Strauss, »K.’s Jugendgeschichte« og »K. und der Markgraf Karl Friedrich von Baden« [i »Kleine Schriften«, 1878]; Muncker, »K., Geschichte seines Lebens und seiner Schriften« [1888]; Lyon, »Goethes Verhältnis zu K.« [1882]).
1724
Klopstock født i Quedlinburg.
Jens Schielderup Sneedorff født.
1728
Storbrand i København ødelægger 1670 huse.
Peter Frederik Suhm født.
1730
Christian VI (1699–1746) udråbes til konge.
1733
Stavnsbånd indføres
1734
Det andet guldhorn findes ved Gallehus, Tønder.
1746
Frederik V (1723–1766) udråbes til konge.
1748
Det Kongelige Teater åbner på Kongens Nytorv.
1749
Klopstock: Der Messias.
1755
Jordskælv i Lissabon dræber 60.000.
1758
Klopstock: Geistliche Lieder.
1764
Jens Schielderup Sneedorff død.
1766
Aalborg Stifttidende udkommer første gang.
Christian VII (1749–1808) udråbt til konge.
1767
August Wilhelm Schlegel født i Hannover.
1769
Klopstock: Hermanns Schlacht.
1770
Trykkefrihed indføres indtil censurens genindførelse 20/10 1773.
1771
Struensee ved magten.

Johann Friedrich Struensee, 1771. Schloss Celle.
Klopstock: Oden und Elegien.
1781
Kant skriver Kritik der reinen Vernunft. (Kritik af den rene fornuft)
1784
Den 16-årige Frederik VI (1768–1839) overtager regeringsmagten fra sin sindssyge far.
Klopstock: Hermann und die Fürsten.
1787
Klopstock: Hermanns Tod.
1788
Ophævelse af stavnsbåndet.
1789
Den franske revolution (1789–1801).

Jean-Pierre Houel: Vue du siège et prise de la Bastille.
1790
Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Klopstock: Klopstocks Oden. Zweyter Band.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen: Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, Frederiksborg Museum.
1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
1803
Klopstock død i Hamburg.