Erik Axel Karlfeldt (1864–1931)

Karlfeldt [’ka._rlfælt], Erik Axel, sv. Digter, f. 20. Juli 1864 i Folkärna i Dalarne, gik i Vesterås Skole, blev Student 1885, Kand. 1892 og Licentiat 1898, hvorefter han gik over i praktisk Biblioteksvirksomhed, 1905 ansattes han som Fagkyndig i Engelsk ved Nobelinstituttet. 1904 var han blevet indvalgt i Svenska Akademien, og 1907 udnævntes han til dettes Sekretær. K. stammede fra en gl Bondeslægt, og fra hans første Digte i 80’ernes Tidsskrifter mærkes det, hvor dybt hans Sind er rodfæstet i Hjemegnens Forestillinger og Natur. 1895 udsendte han den første Samling »Vildmarks- och kärleksvisor« (6. Opl. 1917), derefter fulgte »Fridolins Visor« (1898) og »Fridolins lustgård och Dalmålningar på rim« (1901). Set under eet vidner disse tre Saml. om, hvilken god Iagttager, K. er, og hvilke dybe Indtryk han har modtaget af Naturen og af Livet i Dalarne; men med størst Overlegenhed tumler han sit Stof, naar han har lagt Tanker og Følelser i Munden paa den muntre, stolte og djærve Dalkarl Fridolin, der ved sin første Indtræden i Litteraturen straks blev modtaget som en ægte sv. Type, og som ved sine Digte og ikke mindst med sine Versbilleder, f. Eks. i »Jone havsfärd«, »Elie himmelsfärd«, »Jungfru Maria« og »Yttersta domen« forener Humor, Finhed og Storladenhed. Fra gl. Bøger og af Folkemunde har K. tilegnet sig en knap Stil, og dette djærve folkelige eller patosfyldte Ordforraad følger ham ogsaa i de bedste af hans andre Digte. Allerede ved de nævnte første Digtsamlinger naaede han at blive nævnt som den svenske Lyriks ypperste Repræsentant ved Siden af Fröding; var Fröding større som Menneskeskildrer og som Naturbegavelse, saa var K. ham jævnbyrdig i Form, men overlegen i Skildring af Landskabets Skønhed og vekslende Aarstider, af Hjemstavnens Skikke og de Bondelivsskæbner, som udfolder sig i Trofasthed mod det overleverede.

Men efterhaanden er K. for den store Almenhed ikke alene blevet staaende som Dalarnes og Fridolin’s Digter, men tillige som Tolker af sit eget Bevidsthedsindhold. »Flora og Pomona« (1906, 3. Udg. 1918), de bibliofilt udgivne »Dikter« (1916), der indeholder nogle Digte, som senere optryktes i »Flora og Bellona« (1916, 3. Opl. 1918) vidner derom. Skønt han i »Värdshuset«, »I Fridolins spår« o. fl. Digte viser, at han ikke har glemt Dalarne, og skønt han endnu finder rammende Udtryk for »Fattigmansverser«, og i »Häxorna« for Dalkullornes Tankegang i ældre Tid, er Størsteparten af denne hans senere Lyrik i Pagt med den Patos, der talte gennem »Barmhertighetens tempel« og »Om en tillbörlig vrede« i hans første Samlinger; han giver ikke blot pragtfulde Tidsdigte som »Vid sekelskiftet«, men tillige stærkt personlige Tanker som »I Passionsveckan«, »Träslottet«, »Sjukdom«; de sidste Aars begivenhedsrige Tid har udviklet hans Form og uddybet hans Følelser som i »Poeten till sångmön« ell. selve Digtet »Till Bellona«. Foruden de fem Digtsamlinger med det særligt dallarske og den personlige, mandige Tone er K. kun optraadt med et Par Smaabøger »Vid Gustaf Frödings bår« (1911), »Skalden Lucidor« (1914); men hvor han skriver ell. taler, klinger hans Stemme fuldt og stærkt og paa en Maade som ingen anden i den sv. Litteratur.