Jens Juel (1745–1802)

Juel, Jens, 1745–1802, Maler, var uægte Søn af Vilhelmine Elisabeth Juel, Husjomfru paa Wedellsborg, og «en velfornemme Herre», en Wedell eller Kammerherre Jens Juel (f. 1707 † 1775). Moderen, som var født i Jan. 1725 og døde i Marts 1799, var Søster til Degnen Johan Jørgensen J. i Balslev paa Fyen, og det var uden Tvivl i dennes Degnebolig (derimod ikke i Gamborg), at J. J. fødtes til Verden 12. Maj 1745. Moderen ægtede det følgende Aar «Studiosus» Jørgen Jørgensen (f. 1724 † 4. Juni 1796), som var bleven Degn og Skoleholder i Gamborg, en Mils Vej fra Balslev, og det staar derfor vel til at antage, at han har modtaget ikke alene Kald og Brød, men ogsaa Kone og Barn af hin «velfornemme Herres» Haand. I Gamborg Degnebolig henrandt J.s Barndom sorgfrit og rolig. Han ytrede tidlig Lyst til Malerkunsten, og Forældrene satte ham efter hans Konfirmation i Lære hos Maleren Gehrmann i Hamborg, hvor J. i 5–6 Aar mellem Stolper og Paneler sled sig frem til Malersvend, medens han samtidig dermed gjorde saa stor Fremgang i Malerkunsten, at han snart overfløjede sin ikke ganske uhabile Læremester og var godt paa Veje til at vinde sig et Navn som Kunstmaler (Portrætter, smaa Genrebilleder, Natstykker, Landskaber, af hvilke 2 bevares i Hamborgs Musæum, osv.). Noget over en Snes Aar gammel kom han til Kjøbenhavn, hvor han strax med ungdommelig Suffisance optraadte som Portrætmaler og virkelig ogsaa opnaaede baade Sysselsættelse og Anerkjendelse. Denne Medbør synes at have gjort den unge Mand meget selvtillidsfuld, og der fortælles, at da Als (I, 191) tilbød ham sin Vejledning i Kunsten, modtog han ikke dette velvillige Tilbud «af Mangel paa Tid». Et og andet kunde han dog den Gang nok have lært af Als, om han end snart overfløjede denne langt.
Han slap for at konkurrere om Sølvmedaillerne og vandt 1767 med Lethed Akademiets lille Guldmedaille. Nogen mere Møje kostede det ham at opnaa den store: i 1770 tilstodes den hverken ham eller nogen anden af de konkurrerende «Artister»; dog opnaaede han den det følgende Aar. Med at komme til Udlandet syntes det derimod at have lange Udsigter, Abildgaard kom først afsted, saa Almer, endelig dog ogsaa J.; en Del fornemme Damer havde interesseret sig for ham og sammenskudt de nødvendige Pengemidler. I 1772 forlod han Kjøbenhavn og var borte i 8 Aar. Først gik han til Rom, hvor han opholdt sig i 4 Aar i fortroligt Samliv med andre danske Kunstnere, som dels allerede vare i den evige Stad, dels efterhaanden kom dertil, som Abildgaard, Beeken, Almer, Dajon, Rüde, Malcho. I Rom studerede og arbejdede han flittig; flere mindre Billeder skrive sig fra hans Ophold i denne By, bekjendt er navnlig Portrættet af en vanskabt Dværg, som den Gang tiggede paa Roms Gader (nu i den kgl. Samling); dets tekniske Udførelse er fortræffelig, men æsthetisk set er det uskjønt. Fra Rom drog J. til Paris, som den Gang var og i lang Tid havde været Portrætmaleriets fornemste Højskole. Hvor var der ikke her meget for ham at se og lære, mange fremragende Kunstnere at studere: Mignard, Vanloo, Rigaud, Seb. Bourdon, de Troy, og af yngre samtidige: le Toqué, Natoire, Greuze, Fragonard o. a. Disses og mange andres Værker havde han her for Øje – skjønt ikke samlede i noget Musæum –, og at han flittig har studeret disse Malere og deres Kunst, fremgaar tydelig af hans senere Produktion: den franske Portrætkunsts gode Egenskaber, dens aandrige Opfattelse og Karakteriseren, dens smagfulde Anordning af Figuren i Rummet, dens fine, om end noget sirlige og blødagtige, Gratie, dens delikate Udførelse, kunne uden Vanskelighed gjenfindes i mangfoldige af J.s Billeder, og uden Tvivl er det ligeledes de franske Mestre, han skylder den noble og tiltalende Kunst, hvormed han lader mange af sine Portrætfigurer fremtræde i en hel lille, kvikt komponeret Situation, optræde i et diskret behandlet Landskab, i en Have, ved Arbejdsbordet, i Atelieret, foran Staffeliet, ved Bordet med den opslagne Bibel, bringende friske Blomster fra Mark og Skov osv. Fra hans Pariserophold stammer et af hans i nævnte og i andre Henseender fortrinligste og interessanteste Billeder, Clemens ved Arbejdsbordet (nu i den kgl. Samling).
I 1777 forlod J. Paris og drog til Genf, hvor han hurtig kom i nær Forbindelse med Naturforskeren Bonnet († 1793), der den Gang paa sit Landsted i Nærheden af den nævnte By samlede et helt lille Hof af danske Kunstnere om sig – foruden J. Kobberstikkeren Clemens, Emaillemaleren Pløtz, ovenomtalte Maler Simon Malcho o. a. –, og som kort efter blev Æresmedlem af det danske Kunstakademi. I Genf fik J. hurtig et vel fortjent Ry som fremragende Kunstner og malede en Hoben Portrætter, blandt dem ogsaa det fortræffelige Billede af Bonnet, hvilket Clemens stak lige saa fortræffelig i Kobber. At Bonnet, efter at være bleven Æresmedlem af Akademiet i Kjøbenhavn, i Breve til dette udtalte sig paa det fordelagtigste om sine 2 unge danske Venner, Maleren, der havde gjort hans Billede, og Kobberstikkeren, der havde overført det paa Pladen, forstaar sig af sig selv, og dette bidrog ikke lidet til at skaffe J. og Clemens et i øvrigt vel fortjent Ry her hjemme. J. blev godt og vel 2 Aar i Genf, stærkt sysselsat og med rette anset for en betydelig Mester, og maaske var han bleven der endnu længere, hvis ikke en, som det synes, meget flygtig Forelskelse i en Jomfru Holm, Datter af en senere Inspektør ved Fødselsstiftelsen i Kjøbenhavn, havde slaaet sig til der nede. Den i Kjærlighedssager ganske uerfarne Maler, som maaske kun havde fundet et rent kunstnerisk, æsthetisk Behag i den nævnte unge Piges sympathetiske Ansigtstræk, dem det for en Kunstner som ham lønnede sig Umagen at fængsle paa Lærredet, blev, som der siges, under Pigebarnets kyndige og erfarne Moders Paavirkning forlovet med Jfr. Holm, en Forbindelse, som dog hurtig opløste sig af sig selv, men som dog uden Tvivl væsentlig har bidraget til at drive ham bort fra Genf. (Hele dette Forhold og de nærmere Omstændigheder ved det ere endnu ikke tilstrækkelig opklarede.) Som det synes, har Familien Holm ladet sig det være magtpaaliggende at faa den brudte Trolovelse fornyet, i det mindste forlod den Genf kort efter J. og fulgte efter ham lige til Holsten, hvor den unge Pige temmelig pludselig bortreves af Døden, og J. saaledes udløstes af et Baand, han maaske i sin Uerfarenhed noget uoverlagt havde paalagt sig – eller ladet sig paalægge. J. slog sig foreløbig ned i Hamborg, hvor han blev et Aars Tid, og hvor han, som der meldes, malede en Del Portrætter af den rige Hansestads store Matadorer. Han kom her i nøje Bekjendtskab med Klopstock, som den Gang, efter at have vendt Danmark Ryggen, fra 1774 til sin Død boede i sit endnu existerende Hus i Königsstrasse; det var her, J. malede sit bekjendte Billede af «Messiadens» Digter.
Endelig, efter 8 Aars Fraværelse, kom J. tilbage til Kjøbenhavn 1780. Først i April s. A. agreerede Akademiet ham paa et Par Portrætter og nogle romerske Studier og paalagde ham for Receptionen at gjøre et Portræt i hel Figur og naturlig Størrelse af Arveprins Frederik. Det var den Gang Skik ved Akademiet, at Aspiranterne til Medlemsværdigheden udbade sig, at nogle af Akademiprofessorerne som «Kommissærer» vilde syne og vurdere deres Receptionsarbejder; saaledes havde Wiedewelt og Mandelberg synet Abildgaards Medlemsstykke, og den gamle Mandelberg, Weidenhaupt og Abildgaard synede nu J.s. Det blev godkjendt og J. 4. April 1782 enstemmig valgt til Akademiets Medlem. Allerede tidligere var han bleven kongelig Hofportrætmaler. Efter gjentagne Gange forgjæves at have søgt om at blive Professor ved Akademiets Modelskole blev han fra April 1784 ansat som «adjungerende» Professor med Tilsagn om den første reglementerede Professorplads, der blev ledig, og da Mandelberg 2 Aar efter afgik ved Døden, fik J. den saaledes ledigblevne Plads. Men hvor lidet sikker en Kunstners, en Akademiprofessors Stilling i det hele den Gang var – man kunde fristes til at tilføje: hvor lidet agtet og æret, og det gjaldt selv en saa fremragende og udmærket Mester som J. –, hvor værgeløse Kunstnerne og hele deres Akademi stode over for en anmassende Stormands naadige eller unaadige Forgodtbefindende og vilkaarlige Overgreb, ses klart af Overhofmarskal Numsens Fremfærd mod J. i 1790: Numsen, der ogsaa fra Theatrets Historie er kjendt som en myndig og hovmodig Herre, fratog i Juni nævnte Aar uden videre J. hans Atelier paa Charlottenborg og henviste den forurettede Kunstner – ret som for at haane ham og hele Akademiet – til dette, som i Følelsen af sin Afmagt lige over for den overmodige Stormand «maatte nøjes med at beklage ham, J.». Og Numsen var endda Akademiets Æresmedlem, og det nævnte Overgreb fandt Sted, medens den energiske Abildgaard, den eneste af alle Akademikerne, der i Ny og Næ vovede at vise Tænder, var Direktør.
I «Salonen» (ɔ: Kunstudstillingen) 1794 havde det store Publikum rig Lejlighed til at beundre J.s fortrinlige Billeder, og hans Ry som en af Evropas største Portrætmalere var fra den Tid grundfæstet. Aaret før, under Wiedewelts 8. Direktorat, var han enstemmig valgt til Akademiets Kasserer for Tidsrummet 1793–95; ved Direktørvalget 23. Febr. 1795 – der var kun 5 stemmeberettigede tilstede – opnaaede J. og Bygmesteren Meyn hver 2 Stemmer, hvorfor Valget indstilledes til Præses’, Arveprinsens, Afgjørelse; denne erklærede sig for J., der saaledes blev Akademiets Direktør. Hans Direktorat var kun lidet glædeligt: Byens Brand medførte en Invasion paa Charlottenborg af Politiretten og Politivagtmesteren og af brandlidte og reddet Gods – og af Lotteriet, som man end ikke under den almindelige Nød og Elendighed kunde undvære –, og det var endog paa højeste Steder under Overvejelse rent at fratage Akademiet Charlottenborg Slot. J. som Direktør stod selvfølgelig ganske magtesløs over for alle disse Kunstens Trivsel saa lidet fremmende Forhold. Hans Direktorat udløb i Marts 1797; 2 Aar efter blev J. for anden Gang Direktør. Da Harsdorff snart efter afgik ved Døden, fik J. hans Bolig paa Charlottenborg, som han, des værre for den danske Kunst, saa hurtig maatte forlade.
Tallet paa J.s Arbejder er overmaade stort, hvorved dog maa bemærkes, at adskillige Portrætter fra den Tid udgives for Værker af J. uden at være det. Ved hans rige Produktion er det let forstaaeligt, at der ved flere af hans Billeder nok kunde være et og andet at udsætte, thi ikke ethvert Aasyn, Kunstneren skal overføre paa Lærredet, virker sympathetisk, end sige æggende eller inspirerende, og deraf er jo dog grumme meget afhængigt. Men som Regel ere Billederne fra hans Haand i høj Grad aandfuldt opfattede, habilt indstillede i Rummet og udførte med virtuosmæssig Dygtighed og med sand og dyb Kjærlighed til Opgaven, om han end ikke sidder inde med de store Hollænderes dybe og mættede Farver og brede, kraftige, marvfulde Pensel, ja maaske undertiden ikke hæver sig op til enkelte af deres ham nærmest forudgaaende Epigoner her hjemme (som f. Ex. Pilo i hans Billede af Æmilius Biehl). Men om det end maaske ikke kan nægtes, at Rokokotidens Portrætkunst, navnlig den franske, som J. jo havde staaet paa nært Hold ved, har kunnet brede ligesom et let Stænk af mild Sødlighed over en Del af hans Billeder, saa rager han desuagtet langt op over største Delen af hans samtidige Medbrødre i Portrætfaget og fører en fin, delikat, elegant og dog naturtro Pensel, som i enkelte Værker, f. Ex. det herlige Portræt af ham selv, siddende ved sin Hustrus Side i Atelieret med Paletten i Haand foran Staffeliet, i Adel og Ynde overgaar alt, hvad man af Portrætkunst hidtil havde set her hjemme. De talrigste af J.s Arbejder ere Brystbilleder, og det er ogsaa i dem, han naar sit højeste Mesterskab; hans Knæstykker og endnu mere hans hele Figurer og Grupper ere ikke aldeles dadelløse: man mærker undertiden i dem, at han ikke var Figurmaler, end mindre Historiemaler, skjønt han ganske vist havde vundet den store Guldmedaille som saadan (for «Mardochais Triumf»). – Foruden Portrætter og Portrætgrupper, af hvilke adskillige, som tidligere antydet, ved Anordning og Staffage nærme sig Genrestykkernes Kategori, leverede J. ogsaa Landskabsbilleder, ligesom han da ogsaa hyppig lod sine Portrætfigurer fremtræde paa en diskret holdt landskabelig Baggrund. Hans egentlige Landskabsbilleder – de romerske Studier undtagne – sysselsætte sig mest med dansk Natur, men skjønt det ingenlunde mangler dem paa poesifuld Stemning og Opfattelse eller paa naturtro Udførelse, lide de dog af en vis Tunghed i Farvetonerne, og hans Landskabsbilleder staa ikke fuldt i Højde med hans øvrige Produktion. I sine ældre Aar gjorde han ogsaa ikke faa Pastelbilleder, mest let henkastede og udførte, men derfor ikke mindre gratiøse og karakteristiske.
At give en Fortegnelse over J.s talrige Arbejder kan ikke ske her. Vi nøjes med, foruden de foran nævnte Værker af ham, i Flæng at nævne nogle enkelte: hans Portræt af Caroline Mathilde, af Kronprins Frederik som 14aarigt Barn, af Arveprins Frederik, af Christian VII i Kroningsdragt med Regalierne, hel Figur, naturlig Størrelse (Rosenborg), det nydelige Raben-Levetzauske Familiestykke (1796), det Tuteinske Familiebillede, flere Portrætter af Familien Tuteins Medlemmer, Portræt af Joachim Godske Moltke (1796), af Suhm, Bastholm (1781), Tode (1787), Ryberg, Billederne af 2 unge ostindiske Piger (Døtre af Generalkonsul Pingel, 1792–94), Portrætterne af Kunstnerens Moder og Stiffader, begge i Bondedragt, o. fl. Den kongelige Samling ejer en Del Billeder af J., men langtfra nok af en saa stor og udmærket Kunstner som han.
J. blev, som det af alt foranstaaende vil fremgaa, stærkt sysselsat og lod sig ræsonnabelt betale for sine Arbejder. Foruden hvad hans Pensel indbragte ham, havde han ellers kun grumme lidt at leve af, og hans Løn af Staten oversteg aldrig 400 Rdl. K. aarlig (Balletmester Galeottis Løn var 5 Gange saa stor). Økonomi i Husførelsen havde derfor nok været nødvendig for J., men baade han og hans Hustru kjendte næppe Økonomi af Navn, de vare glade, muntre, elskværdige Mennesker, som ikke brøde sig om den Dag i Morgen, som selv vilde leve og lade andre leve med sig, og Kunstnerens Kaar vare derfor bestandig alt andet end glimrende. Ved sin Død efterlod han kun Gjæld, og hans Enke solgte rask væk af Boets Ejendele og vilde uden Tvivl være nedsunken i Armod og Elendighed, hvis hun ikke havde opnaaet en lille Pension af Kongens Chatolkasse. Hun havde i sin Tid været en af Kjøbenhavns største Skjønheder, hed Rosine f. Dørschel, var Datter af den afdøde Slotsgartner ved Rosenborg Christoffer D. (f. 1719 † 1782) og Catharine f. Køhne og havde ægtet J. 9. Febr. 1790. De fik i deres Ægteskab en Hoben Børn, baade Sønner og Døtre, af hvilke de fleste dog døde i en meget ung Alder. 2 af Døtrene bleve efter hinanden gifte med C. V. Eckersberg (IV, 408). – J.s og hans Hustrus Hjem var muntert, gjæstfrit og «vennehuldt», som man den Gang sagde, og baade han og hun elskede og afholdte af alle, som kjendte dem eller kom i Berøring med dem.
Til deres stadige Omgangskreds hørte først og fremmest Hustruens ældre Søster Charite Elisabeth og hendes Ægtefælle, kongelig Gartner C. E. Døllner, dernæst de andre Damer af det Dørschelske Hus, Ungdomsvennen Abildgaard, Cornelius Høyer og Harsdorff og den disse 2 nærstaaende Fortlingske Familie, endelig Wiedewelt, Weidenhaupt, Clemens o. a. af den Tids mest fremragende Kunstnere. Og baade de unge Lærlinger og de gamle Lærere ved Akademiet og hele det dannede Selskab i Hovedstaden elskede og ærede den ypperlige Kunstner, og derfor var der stor Sorg, ikke alene i Akademiets Læresale og Professorboliger, men i alle dannede Kredse, da J. brat bortkaldtes af Døden, noget over 57 Aar gammel, 27. Dec. 1802,efter at man havde fundet hans gamle og trofaste Ven Wiedewelts Lig i Sortedamssøen d. 21. Dec. J. efterlod sin Hustru frugtsommelig med deres 7. Barn. Hun overlevede ham i mange Aar og døde først 1831.
J. blev jordfæstet paa Assistens Kirkegaard. Paa hans sidste Hvilested lagde hans Ven Weidenhaupt en Gravsten med en kort Indskrift. Da Stenen i Tidernes Løb var stærkt medtaget og forvitret, blev den for henved en Snes Aar siden fornyet «af Venner og Beundrere af den afdødes Kunst».
A. Lowzow, Mindeskrift over Maleren J. Juel (1891). Hennings, Musaget 1798, III, 21 ff. Weilbach, Konstnerlex. Meier, Wiedewelt.
1745
Juel født i Balslev, Fyn.
1746
Frederik V (1723–1766) udråbes til konge.
1748
Det Kongelige Teater åbner på Kongens Nytorv.
1755
Jordskælv i Lissabon dræber 60.000.
1764
Jens Schielderup Sneedorff død.
1766
Aalborg Stifttidende udkommer første gang.
Christian VII (1749–1808) udråbt til konge.
1767
August Wilhelm Schlegel født i Hannover.
1770
Trykkefrihed indføres indtil censurens genindførelse 20/10 1773.
1771
Struensee ved magten.

Jens Juel:
Johann Friedrich Struensee, 1771. Schloss Celle.
1781
Kant skriver Kritik der reinen Vernunft. (Kritik af den rene fornuft)
1784
Den 16-årige Frederik VI (1768–1839) overtager regeringsmagten fra sin sindssyge far.
1788
Ophævelse af stavnsbåndet.
1789
Den franske revolution (1789–1801).

Jean-Pierre Houel: Vue du siège et prise de la Bastille.
1790
Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen:
Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, olie på lærred, 123 × 205 cm.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. ⌘1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
Juel død i København.