Christian Frederik Jacobi (1739–1810)

Jacobi, Christian Frederik, 1739–1810, Konferensraad, Forfatter, blev født 12. Marts 1739 i Asminderød Præstegaard. Hans Fader, Slotspræst til Fredensborg og Sognepræst i Asminderød Peder J. (fra Løgumkloster), døde før Sønnens Fødsel; Moderen, Elisabeth Charlotte f. Schaffer (d. 1789), blev senere Kammerfrue hos Dronning Juliane Marie, og denne Forbindelse med Hoffet fik væsentlig Betydning for Sønnens følgende Livsbane og Forfremmelse. I sit 10. Aar blev han sendt til Herlufsholm og gjennemgik strænge Aar under Rektor Buck; her fra dimitteredes han 1754. Da han Aaret efter havde taget 2. Examen, turde Moderen ikke lade ham blive i Hovedstaden, men ansaa det gavnligere for ham at lade ham nogen Tid have Ophold hos en Præst paa Landet; men da J. hurtig lagde sine fremragende Evner for Dagen og gjorde ualmindelige Fremskridt i sin aandelige Udvikling, raadede Præsten selv Moderen til snarlig at lade ham komme tilbage til Universitetet. Han tog nu juridisk Embedsexamen 1760 og fik Ansættelse paa en Højesteretsadvokats Kontor, indtil han 1762 tiltraadte en Udenlandsrejse til Tyskland, Holland og Frankrig. Han opholdt sig længst i Gøttingen og Leiden og dyrkede her særlig de gamle Sprog. I Paris fik han god Lejlighed til at kjende den nyere franske Litteratur. Han vendte tilbage med rige Kundskaber og en fint dannet Smag. 1766 ansattes han som Hovmester for Juliane Maries Pager. Nu skrev han sin berømte «Lovtale over Ærkebiskop Absalon», som 1769 vandt Prisen i Selskabet for de skjønne Videnskaber og blev trykt i dette Selskabs Skrifter. Ved dette rhetoriske Pragtstykke i fransk Stil grundede han sit litterære Ry. 1770 blev J. Assessor i Hofretten og ved Rettens Omdannelse i Hof- og Stadsretten. Efter Struensees Fald 1772 blev han Lecteur hos Christian VII og s. A. Assessor i Højesteret. 1773 indtraadte han som Medlem i Direktionen for det kongl. Theater og udfoldede her en betydelig og gavnrig Virksomhed ved sin Smag og Intelligens, ligesom han altid var ivrig for Theatrets Anseelse og Fremgang. Den sindrige Overskrift, som pryder den danske Scene den Dag i Dag: «Ej blot til Lyst», skyldes J. (jvfr. Nyeste Skilderi af Kbhvn. 1810, Nr. 116). Da der 1778 skete en Omdannelse af Theatrets Bestyrelse, overgik J. i den nye, saakaldte «Overtilsynskommission», indtil denne ophævedes 1784. Han oversatte for Skuepladsen flere fremmede Arbejder, saaledes «Den ærgjerrige» af Destouches (1775), «Huset i Oprør» (1778) og «Den fornuftige Daare» (1782) af Goldoni samt «Det standsede Bryllup» af Cailhava (1782). Som original dramatisk Forfatter var han ikke heldig. En Toakts-Komedie, «Kuren», der opførtes anonymt i April 1783, var af saa ringe Værd og gjorde saa liden Lykke, at den henlagdes efter faa Forestillinger og kun paa ny dukkede frem en enkelt Gang i 1796.

Allerede 1774 var J. efter Hielmstiernes Forslag ved kongelig Bevilling blevet denne adjungeret som Sekretær i Videnskabernes Selskab med Løfte om at efterfølge ham i denne Post; og da Hielmstierne 1776 blev Selskabets Præsident, indtraadte han uden Valg i Pladsen som Selskabets Sekretær. Her vidste han ogsaa at hævde sin Anseelse, og det tilfaldt ham at holde Mindetaler over Hielmstierne, Luxdorph og P. Chr. Abildgaard, hvilke alle foreligge trykte. Men uden kjedsommelige Brydninger fik han ikke Lov at virke og paatænkte derfor ogsaa 1792 at trække sig tilbage; Grev Bernstorffs Forestillinger fik ham dog til at blive nogle Aar endnu; men fra 1795 ophørte han at fungere som Sekretær og varetog efter den Tid kun Kassererforretningerne ved Selskabet. – Ogsaa af Selskabet for Fædrelandets Historie og Sprog var J. Medlem i adskillige Aar; men han udmeldte sig selv deraf 1798 efter Suhms Død.

I sin Stilling ved Hoffet rykkede han hurtig frem paa Rangstigen: 1774 blev han Justitsraad, 1776 Etatsraad, 1781 Konferensraad; men ved Regeringsskiftet 1784 fjærnedes han med Pension fra Hoffet og fra Kongens Person og beholdt nu sin Stilling som Assessor i Højesteret. Hans Helbred havde i mange Aar været svageligt, og han var hver Vinter i høj Grad bøjet af Gigtsmerter. Men Aarene henglede dog til 1807. Da fik han ved Englændernes Bombardement af Kjøbenhavn en saadan Nerverystelse, at han fuldstændig gik fra Sans og Samling. Der traadte en heftig legemlig Sygdom til, og efter dennes Ophør fortog vel Afsindigheden sig, men Hukommelsen var forsvundet. Et Par Aar henlevede Oldingen i denne sørgelige Tilstand, ømt plejet af sin elskelige Hustru, Sophie Hedevig f. Rasch (d. 1814), Datter af Kammerraad Otto Christian R., Regimentsskriver ved Kronborg Amt, og Cathrine Margrethe f. Schäffer. Døden udfriede ham 11. Nov. 1810.

7 Aar efter J.s Død udgav Konfessionarius Liebenberg med Understøttelse af Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme hans «Samlede Skrifter», hvori foruden de anførte Taler ogsaa en betydelig Del blandede Digte og Komedien «Kuren» ere optrykte. En kortfattet Levnedsskildring indleder Samlingen.

Molbech, Videnskabernes Selskabs Hist. Nyerup, Lit. Lex. Hist. Tidsskr. IV, 323. 329 f. Fr. Schmidts Dagbøger, ved Hancke, S. 30 f. 102. A. D. Jørgensen, Johs. Evald S. 113.