J.M. Hertz (1766–1825)

Hertz, Jens Michael, 1766—1825, Biskop, Forfatter, yngre Broder til ovfr. anførte Christian H. († 1810), blev født i Ørslev ved Vordingborg 26. Juli 1766. Da hans Fader døde (1775), blev han tillige med sin Broder med Arveprins Frederiks Understøttelse sat i Helsingørs Skole og undervistes her i 6 Aar. Efter at Moderen havde indgaaet nyt Ægteskab, overflyttedes Brødrene 1781 til Kjøbenhavns Skole, hvorfra de samtidig dimitteredes 1784. Moderens digteriske Talent var gaaet i Arv til Sønnen, og allerede i Skolen havde han gjort sig bekjendt ved dette; men Rektor Thorlacius gav ham i hans Afgangstestimonium det Raad «ej at bortskræmme Muserne ved alt for tidlig at bejle til deres Gunst». I den første Studentertid levede han lystig i temmelig vildt og broget Selskab. Men da han indsaa Nødvendigheden af forandrede Omgivelser, hvis han vilde fortsætte Studeringerne, modtog han en Huslærerplads paa Falster, først et Aars Tid hos en Kjøbmand i Stubbekjøbing, derefter i 3 Aar i det patriarkalske Hjem hos Pastor Koch i Horbelev. Samtidig med at han underviste Børnene, skulde han selv forberede sig til Embedsexamen; dette gik kun trangt. Efter et Par Maaneders Ophold ved Universitetet i 1787 underkastede han sig Attestats, men kunde kun indstille sig til ringeste Karakter. Da han 1789 kom tilbage til Kjøbenhavn, paatænkte han at tage Examen om, samtidig med at han øvede sig i at prædike; men inden noget Resultat i saa Henseende var naaet, udnævntes han 1791 til Sognepræst i Nørhaa i Thy og ægtede en Datter fra Horbelev Præstegaard, Christiane Sophie Koch. Kaldets Indtægter vare kun ringe, Boligen faldefærdig, saa trykkende Næringssorger lode ikke længe vente paa sig og fremskyndede Ønsket om Forflyttelse. 1796 kom han til Butterup og Tudse ved Holbæk. Her paa Baroniet Løvenborg fik han god Lejlighed til at øve Indflydelse paa Skolevæsenets Forbedring og vise sin levende Interesse derfor. 1800 udnævntes han til Sognepræst i Korsør. Under sin Embedstid her fuldendte han det poetiske Arbejde, som særlig har gjort hans Navn bekjendt i Litteraturen. I hele 10 Aar havde han arbejdet derpaa, enkelte Brudstykker vare tidligere bekjendte, men først 1804 udkom som Helhed «Det befriede Israel, et Prisdigt i den episke Poesi i 18 Sange». Ved Læsningen af Herders «Vom Geist der hebräischen Poesie» havde H. faaet Impulsen til at give sig i Lag med et saadant Arbejde. Israeliternes Udfrielse fra Ægypten under Moses er det historiske Stof, der behandles i korrekte og smagfulde Hexametre, ofte med betydelig rhetorisk Skjønhed, om ogsaa ikke saa lidt hul Pathos faas med i Kjøbet, og Digtet i hele sin Udstrækning vanskelig vil kunne fængsle Læseren (bekjendt er Baggesens Persiflage: «det lange Jødedigt, som ingen læser»). Selskabet for de skjønne Videnskaber belønnede det med en Præmie paa 600 Rdl., selv om det ikke var i Stand til at tilkjende det hele den for et episk Digt tidligere udsatte Pris.

I forskjellige Tidsskrifter findes af H. en Del mindre Digte fra hans Embedstid i Korsør, ligesom han ogsaa udarbejdede en Plan til et Bibliothek i Korsør for rejsende. Men da han i Marts 1804 havde mistet sin Hustru, længtes han efter ny Virkekreds, og i Nov. s. A. udnævntes han til Domprovst i Roskilde og ægtede sin afdøde Hustrus ældste Søster, Else Christence Thrige, f. Koch († 1845), der i adskillige Aar havde levet hjemme i den fædrene Præstegaard som fraskilt fra Prokurator Søren T., der døde knap 2 Maaneder før hendes andet Giftermaal. H. dyrkede nu mere Theologien end Poesien. I de af Biskop Münter iværksatte videnskabelige Forhandlinger ved Sjællands Stifts Landemode var han flittig Deltager, hvortil det i 1812 oprettede Stiftsbibliothek i Roskilde var ham en væsentlig Hjælp. I de 3 Bind trykte Landemodesforhandlinger findes af H. en Afhandling om Lighederne i de synoptiske Evangelier, en metrisk Oversættelse af Johannes’ Aabenbaring og flere Stykker rettede mod de Wettes Kritik af det gamle Testamentes historiske Bøger. Disse sidste kritiske Afhandlinger udkom senere samlede i tysk Bearbejdelse (Altona 1822). 1817 erholdt han den theologiske Doktorgrad for en Afhandling om Firmicus Maternus, en kristelig Apologet i det 4. Aarhundrede. Arbejdet vidner om flittig Læsning, men er uden selvstændig Betydning. Som Theolog nød H. overhovedet trods sin Doktorgrad ingen stor Anseelse. Men hans Hjem i den nye Provstegaard i Roskilde var et livligt Samlingssted for mange begavede Mennesker. Musikken dyrkedes ivrig, og bl. a. var Professor Weyse en fortrolig Husven. — 1819 udnævntes H. til Biskop i Ribe. Her vandt han Yndest baade som Prædikant og ved sin Administrationsdygtighed. Hans Erfaring paa Skolevæsenets Omraade kom Stiftet til gode, og han fik oprettet saa vel Bibelselskab som Stiftsbibliothek. Kun paa 6. Aar virkede han som Biskop. Efter et Par Maaneders Sygeleje hensov han 2. Juni 1825.

Med sin første Hustru havde han 5 Sønner og 1 Datter; det sidste Ægteskab var barnløst. 2 af Sønnerne ere anførte ovenfor; Datteren, Lucie Elise H., der døde 1883 som Enke efter Konsistorialassessor, Sognepræst H. J. Fich i Bogense, har efterladt i Haandskrift (3 tykke Kvartbind) udførlige Livserindringer, der ere i Familiens Eje. De ere nedskrevne, da hun var i Halvfjerdserne, og indeholde bl. a. rige Bidrag til Faderens Karakteristik.