Vilhelm Grønbech (1873–1948)

Grønbech, Vilhelm Peter, f. 1873, Kultur- og Religionshistoriker. F. 14. Juni 1873 i Allinge.

Grønbech, der som Barn gik i Kommuneskole i Rønne, fra 1881 i Kbh., blev Student 1890 fra Kursuset København og læste derefter til Skoleembedseksamen (Dansk; Latin og Engelsk), men drev samtidig hermed omfattende lingvistiske Studier: sammenlignende Sprogvidenskab og Tyrkisk (Vilh. Thomsen), Slavisk (Karl Verner) og Keltisk (Holger Pedersen). Elevforholdet til Thomsen har sat et umisteligt Præg paa hele Grønbechs Udvikling og Virken, dels gennem den Baggrund af kulturel Interesse, der altid laa bag Thomsens Sprogstudier, dels gennem hans stille varmende Glød for Videnskaben og ærlige Behandling af Stoffet. Tillige erhvervede Grønbech gennem Finnur Jonssons og Otto Jespersens Undervisning et saadant Fond af Kundskaber, at han senere under sine Studier af germansk Religion var i Stand til fuldt ud at beherske Kilderne sprogligt.

1897 blev Grønbech cand. mag., 1896–1905 underviste han paa Døckers Kursus og Frbg. Latin- og Realskole, 1900–01 paa Borups Læreanstalt, 1903–06 paa Sprogkonservatoriet, og 1899–1900 var han Vikar ved Det kgl. Bibliotek. Resultatet af disse Aars Fritidsstudier var Disputatsen »Forstudier til Tyrkisk Lydhistorie« (1902). Dette Arbejde viser en Forsker, som er gennemtrænet i Indogermanistikken, og som overfører dennes Metoder paa den tyrkiske Sprogæt, samlende sin Interesse om Studiet af Vokalerne. Arbejdet var banebrydende og blev overalt modtaget med den største Anerkendelse, og store var de Løfter for Fremtiden, som hermed blev givet den rene Lingvistik. Holger Pedersen bragte i »Zeitschrift der Deutschen Morgenlåndischen Gesellschaft«, 1903, S. 535–61, den internationale Videnskab i Berøring med Bogen, medens Grønbech selv i »Keleti Szemle«, 1903, S. 114–25, 229–40, leverede et sammentrængt Referat paa Tysk af de vigtigste Resultater. Paa Grundlag af Materiale, hjembragt af den 2. danske Pamir-Ekspedition under Ledelse af O. Olufsen, udgav Grønbech 1905 et tyrkisk Glossar for en af Turkestan-Dialekterne: »A vocabulary of the dialect of Bokhara«.

De gennem mere end et Decennium drevne intense Studier i Forbindelse med Lærergerningen havde udtomt Grønbechs legemlige Kræfter, og han, der allerede i sin Studentertid havde modtaget Undervisning i Musikteori og Orgelspil afJ. H. Nebelong og derefter vikarieret for denne i Johannes Kirken, søgte 1902 Embedet som Organist ved Jakobs Kirken, hvor han forblev til 1906. Medens Lingvisterne i disse Aar konstaterer et Brud i Grønbechs Udvikling, maa det fremhæves, at han netop nu samler alle Linierne fra sin foregaaende Udvikling om et nyt Centrum, som ligger i direkte Forlængelse af hans første Ungdoms Studier over tyrkiske Sprog. I Stedet for at blive en fremragende Specialist inden for Lingvistikken, som f. Eks. hans nære Ven Chr. Sarauw, kaster han Ensidigheden over Bord, fordi det nærmere Studium af Tyrkisk har givet ham Oplevelsen af en ny Totalitet. Og denne Oplevelse bliver Udgangspunktet for en videnskabelig Forskning, som er alenestaaende i det 20. Aarhundredes Danmark.

Til en Begyndelse fortsatte Grønbech med videregaaende Studier af Mongolsk. Nu beherskede han disse nord- og mellemasiatiske Sprogætter, og fra Disputatsens Forsøg paa Enkeltstudier i Indogermanistikkens Aand vendte han sig mod Helheden. Han indser da, at vi i de tyrkiske Sprog staar over for en hel anden Maade at tænke paa end i vor Sprogæt, hvor alt grupperes om og bestemmes af Subjektet. I Tyrkisk derimod underordnes dette Handlingen, og et Sprog saaledes tænkt i andre Baner end vore giver et Fingerpeg om en helt anden Kulturstruktur end vor. Herefter begynder Grønbech en alsidig, men til en Begyndelse spredt Læsning af alle Slags Værker af etnologisk Indhold, hvis Samlingspunkt er Studiet af de store Forskeres Problemstilling fra Herder over Grimm, Kuhn, Mullenhoff og Max Muller til Mannhardt, Tylor og Robertson Smith. Hans Universitetsforelæsninger som Privatdocent fra 1903 og 1904 (Udsigt over religionshistoriske Teorier og Systemer; Religionsforskningen i det 19. Aarh.) bærer Bud om den nye Verden, hans Sprogstudier med logisk Konsekvens har ført ham ind i. — Som udøvende Organist fordyber Grønbech sig i Musikkens Indhold, finder heri et Medium til Udtryk for bundne Tanker, et nyt Sprog skabt uafhængigt af det talte. Men ogsaa Indlevelsen i det musikalske Formsprog sætter fra nu af et afgørende Præg paa hans Værkers Komposition. Straks i første Kapitel anslaas Indhold, Tema og Resultat, og derefter arbejder han tematisk i ordrige Variationer, som søger at belyse en Kultur eller en Personlighed, idet hver psykologisk Detaille indarbejdes i en flydende Strøm, i hvilken Motivet stadig dukker op og ses snart fra denne, snart fra hin Side. Hele Kompositionsmetoden føles som en voldsom Spænding mellem alle de givne Elementer, men nogen Udløsning finder ikke Sted, fordi den symfoniske Helhed netop betinges af, at samme Tone stadig klinger igennem med forskellige Komponenter.

Disse rige Receptionsaar fik Udtryk i Universitetsforelæsninger, der foruden de ovennævnte har Titler som Herder og Romantikerne (1905), Germansk Litteratur (1907), Engelsk Kultur og Litteratur (Beovulf, Chaucer, W. Langland) (1907). Da Adolf Hansen pludselig døde 1908, og Grønbech søgte det ledige Docentur i engelsk Sprog og Litteratur, var han derfor selvskreven til at opnaa Embedet i Kraft af sin videnskabelige Overlegenhed og sine vidtomspændende Studier. Efter Edv. Lehmanns Afgang (1910) flyttede Grønbech naturligt 1911 over i Docenturet i Religionshistorie, som 1915 blev omdannet til et ekstraordinært Professorat, ikke uden Indflydelse af Grønbechs Afslag til den ærefulde Kaldelse som Prof. ord. i Religionshistorie ved Universitetet i Leipzig ved N. Soderbloms Afgang 1914. Han underviste ved Lærerhøjskolen i Religionshistorie 1912–19 og deltog 1912, efter en længere Rejse i Grækenland, i den religionshistoriske Kongres i Leiden, hvor han gjorde sig internationalt bekendt som Religionshistoriker (»Soul or Mana«, 1913). 1918–20 var han Formand for Selskabet for psykisk Forskning og holdt 1919, 1924, 1925 og 1930 Gæsteforelæsninger ved Universiteterne i Uppsala (Engelsk Mystik), Kristiania (Religionsskiftet i Norden), London og Berlin (begge Steder: Germansk Religion og Kultur).

Med to store Receptionspauser (1915–22 og 1925–32) har Grønbech fra 1909 udfoldet en stor Produktion, ved hvilken hans kundskabsrige Hustru har været ham en trofast og dygtig Hjælp. Hans dybeste og stærkeste Indsats er vel trods alt »Vor Folkeæt i Oldtiden« (I-IV, 1909–12; engelsk Oversættelse, bearbejdet og udvidet, 1931). — Under Titlerne »Nordisk Religion« og »Die Germanen« er samme Stof behandlet i Edv. Lehmanns »III. Religionshistorie« (1924) og i 4. Udg. (1925) af Chantepie de la Saussayes religionshistoriske Standardværk). Om »Folkeætten« udtaler Universitetet i sin Indstilling fra 1910 disse Ord: »Dersom det lykkes ham at fuldføre det store Værk . . . vil vor videnskabelige Litteratur, ja den danske Litteratur i det hele, blive beriget med et i sin Art sjældent om ikke enestaaende Skrift. Hvad der først slaar hans Læser, er den ualmindelige psykologiske Sans, med hvilken han formaar at gøre Rede for en forlængst forsvunden Tids Følelses- og Driftsliv . . . Paa den anden Side er hans Fremstilling, saa livlig og aandfuld den er, helt igennem bygget paa strenge og alsidige Kildestudier . . .«. Især er 2. Del banebrydende i Kultur- og Religionshistorien. Heri sættes den engelske antropologiske Skoles Resultater ind i en Helhed, som giver disse Liv og for første Gang skaber en virkelig Forstaaelse af de primitive Religioner. I en Slags Kompendium hertil, »Primitiv Religion« (Stockholm, 1915) har han givet en koncentreret Skildring af disse, hvilende paa Kildestudier inden for Polynesisk, Australsk og nordamerikanske Sprog. — Som en Slags Epilog til »Folkeætten« fremkom 1913 »Religionsskiftet i Norden«, der senere sammen med forskellige Foredrag, Taler, Avisartikler og Afhandlinger blev genoptrykt i omarbejdet Form i »Kampen om Mennesket« (1930). Blandt disse Optryk findes ogsaa den Tale, som Grønbech holdt ved Festen i Studenterforeningen 1912 i Anledning af Vilh. Thomsens 70-Aars-Dag, og som udgaves s. A. under Titlen »Videnskabens Stilling i Folkelivet«. Heri har Grønbech maaske for eneste Gang ladet sin egen Personlighed træde frem: med humorfyldt Lethed, fordi Alvoren bagved er saa dyb, former han i store Udsyn sin Bekendelse om sin Kærlighed til Sammenhængen mellem Historien og Livet og sin Hyldest til Videnskaben i dens ædleste Form.

To Gange endnu har Grønbech taget en stor Kultursammenhæng op til Undersøgelse. »Religiøse Strømninger i det 19. Aarh.« (1922, svensk Udg. 1923) er vel noget af en Torso, men aldrig før er Romantikkens Aandsfysiognomi tegnet med en saadan Indlevelse i Tidens Tanker. Hans senere store Bøger om »Donne-Wordsworth-Herder« (»Mystikere«, IV, 1934), »Friedrich Schlegel« (Vid. Selsk. Meddelelser, 1935) og »Goethe« (I, 1935) er at betragte som en Videreudvikling af Ideer og Vurderinger, som findes heri in nuce. Og i »Mystikere i Europa og Indien«, I (1925, 2. Udg. 1932; svensk Oversættelse 1926), som behandler Indien, har han evnet at lytte sig ind til Upanishademystikerens ugribelige Oplevelse, og Buddhas Realisme har han afluret dens dybeste Hemmelighed i sin Forklaring af »Aarsagskæden«, som har bragt Grønbech Indologers uforbeholdne Anerkendelse. De heri meddelte Prosaoversættelser af indiske erotiske Digte viser Grønbech som en genskabende Kunstner i stort Format, en Evne, han senere gav et nyt Udtryk for i sin Genfortælling af nordiske Myter og Sagn (1927, svensk Udg. 1926, tysk Oversættelse 1929).

Det er først efter 1932, at Grønbechs store Bøger om Enkeltpersonligheder ser Lyset. Men de sidste Aars rige Produktion betyder blot en Realisering af Ungdommens Drømme, en Udkrystallisering i Bogform af Tanker, som i deres første Form ligger ti-tyve Aar tilbage i Tiden (Forelæsninger fra 1905: Herder og Romantikerne, fra 1916: Blake, fra 1917–18: Jesus; »Wordsworth« i Edda, 1915). I disse Værker har Grønbech evnet at give en Række magtfulde Sjæleskildringer gennem et taalmodigt Studium af Kilderne i Forening med genial Intuition. Højest naar han vel i Skildringen af Eckehart (»Mystikere«, II, 1932), Donne og den unge Wordsworth, medens Dybden og Bredden forenes i »Teresa dejesus« (»Mystikere«, III , 1932) og i »William Blake« (1933), maaske Grønbechs betydeligste Enkeltstudie. I »Jesus« (1935) har Grønbech gjort et psykologisk fremragende Forsøg paa at forstaa, hvad Jesus selv har tænkt med, og i hvilken Sammenhæng han har brugt de Ord, som baade paa Jesu Tid var og igennem snart to Aartusinder har været faste Klicheer, som det næsten er umuligt at komme bagom.

Medens Grønbechs Værker stiller store Fordringer til Læseren, nyder hans temperamentsfulde, paradoksale og humorfyldte Foredrag megen Popularitet. Men de virker trods alt som Brudstykker af Inspiration og savner den symfoniske Komposition, som kun kan gennemføres i de store Bøgers brede Fremstilling.

Ved Begyndelsen af Grønbechs Produktion mødte hans Resultater Skepsis hos Repræsentanter baade for den gammelfilologiske Rationalisme og for den historiske Kildekritik. Siden har der været Stilhed om hans Virken, vel først og fremmest fordi Grønbech i sine Bøger aldrig tager Parti for eller imod. Thi medens han som Wellhausen kun har en grænseløs Ligegyldighed tilovers for andres Resultater og Meninger, saa er hans Mangel paa Interesse for eget Standpunkt Forudsætningen for, at han overalt kan identificere sig med sit Stof og derfor er ude af Stand til at stille sig dømmende eller bejaende uden for Stoffet. Derfor kan han skrive saa sjælekyndigt og stærkt om Personligheder, som han inderst inde ingen Sympati har for (Ruysbroek, Donne, Goethe; »Harald Høffding«, Vid. Selsk. Oversigt, 1932), fordi det er Sagen selv, Personlighedens Indsats, der griber ham. — Medens Grønbechs dybe Fortrolighed med Menneskers Tro og Kultur under de forskelligste Former udadtil har præget hans legende Dialektik, har den udløst sig indefter i en kunstnerisk Skaben, hvis Voksekraft er næret af Kildestudier og atter Kildestudier. Og har hans ironiske Tilbageholdenhed hindret ham i at blive en Fører i vort Aandsliv, saa har han med brændende Ildhu, som gemmes bag en flegmatisk Ro, i det stille øvet en Daad i dansk Videnskab. — Dr. theol. h. c. ved Lunds Universitet 1918. Medlem af Videnskabernes Selskab 1918, af Vetenskapssocieteten i Lund 1920, af Kungliga Vetenskaps- och Vitterhetssamhållet i Göteborg 1934.