Jørgen Friis (1684–1740)

Friis, Jørgen Pedersen, 1684–1740, Præst, Forfatter. Født 3. Januar 1684 i Thisted, død 12. Februar 1740 i Helsinge, begravet samme Sted. Forældre: Tolder, Raadmand Peder Marcussen (død 1699) og Ingeborg Sørensdatter Bloch (død 1726?). Gift 14. November 1719 i København (Holmens) med Johanne Cathrine Høiberg, født 1695, begravet 11. December 1751.

Jørgen Friis blev Student 1706 fra Aalborg, tog Baccalaurgraden 1707, Attestats 1712, boede som Alumnus paa Valkendorfs Kollegium 1711–14 og var Decanus ved Kommunitetet. At han skulde have taget Magistergraden 1716 og have været Skibs- eller Feltpræst (Dsk. Saml., IV, 1868–69, S. 89), beror paa en Misforstaaelse. Derimod var han omkring 1717 Handelsbetjent hos Storkøbmanden Abraham Kløcker i København. 1719 kaldtes han til Sognepræst for Helsinge og Valby, hvor han tilbragte Resten af sine Dage. — Af Jørgen Friiss fem latinske Disputatser fra Københavnstiden har den ene, som handler om den overtroiske Almue (»Vulgus superstisiosus«, 1713), Krav paa særlig Opmærksomhed. Den hører til de tidlige Behandlinger af dansk Folketro og indtager en Særstilling inden for denne sparsomme Litteratur. Medens de ældre Forfattere i denne Genre som Regel kun meddeler Enkeltiagttagelser, har Jørgen Friis Bog et Hovedsynspunkt, idet han har faaet fat paa et meget væsentligt Træk i Almuens Tænkemaade, nemlig den urokkelige Fatalisme, paa hvilken baade teologisk og oplysende Paavirkning preller af. Disputatsen er den første Studie, vi har over det vigtige folkepsykologiske Skæbnetro-Problem og vidner om Forfatterens gode Iagttagelsesevne.

Som Poet tilhører Jørgen Friis den Kreds af Digtere, der fortsætter den Bording’ske Linie; under Indflydelse af Reenberg betegner de Reaktionen mod den senere Baroktids Overdrivelse og en Tilbagevenden til Bordings større Naturlighed. Lige saa lidt som sit store Forbillede forsværger Jørgen Friis dog helt Barokstilens Virkemidler; han anvender Aleksandrineren til mere officielt Brug og gaar ikke af Vejen for temmelig haandfaste Ordspil. Derimod dyrker han hverken Hyrdestil eller mytologisk Billedsprog. Af Jørgen Friiss aleksandrinske Digte er det mest vellykkede »De Svenskes Indgang, Fremgang og Udgang af Norrig Aar 1716«, hvori et gemytligt, nationaltfolkeligt Element trænger den traditionelle Kongeforherligelse i Baggrunden; mere ujævnt i sin poetiske Flugt er et Digt som »Kjøbenhavns Taare, udøste i den store og bedrøvelige Ildebrand 1728«. Friest og naturligst udtrykker Jørgen Friis sig i kortere Metra (f. Eks. den Bording’ske firfodede Jambe), som han anvender i en Del Lejlighedsdigte, der udmærker sig ved deres realistiske hverdagsagtige Beskrivelser i en jævn, lidt snaksom og humørfyldt Tone. En vis Færdighed har Jørgen Friis haft i at forme poetiske Indskrifter (af hvilke den paa Sandflugt-Monumentet i Tisvilde (1738) endnu er bevaret i Sten), og han har haft Ord for at kunne improvisere paa Rim. Er Traditionen sand, som siger, at han under Audiensen hos Frederik IV., da han fik Helsinge Præstekald, paa staaende Fod ekstemporerede baade den versificerede Supplik og Taksigelse, forstaar man godt, at en nøjsom Tid beundrede hans Kvikhed. — Udtryk for dybere poetisk Følelse i moderne Forstand findes næppe hos ham, betegnende i saa Henseende er det, at Erotikken helt savnes i hans Digtning. Han hører til Epigonerne, de sidste Repræsentanter for det 17. Aarhundredes Stil før den nye Lyriks Frembrud med Brorson og Stub. I J. F.s Sprog findes ikke mange Fremmedord; han skriver et renere Dansk end f. Eks. Holberg. — Hans »Poetiske Skrifter« blev 1752 udgivet af Sønnen Peder Friis.