Frederik 1. (1471–1533)
Frederik I, 1471—1533, Konge, Christian I’s yngste Søn, var efter den paalideligste Angivelse født 7. Okt. 1471. Ved Faderens Død 1481 var han saaledes næppe 10 Aar gammel; men kort før havde det holstenske Ridderskab søgt at bevæge Kongen til at lade sin Søn opdrage i Hertugdømmerne, hvorpaa Kongen ogsaa skal have givet et imødekommende Svar, i det han samtidig anbefalede dem Sønnen som Hertugdømmernes tilkommende Hersker. Herpaa grundede F. senere sin Ret til Hertugdømmerne og fandt heri en Støtte hos sin Moder, Dronning Dorothea; men da den ældre Broder, Kong Hans, ikke vilde opgive sine Rettigheder, enedes man til sidst paa en Landdag i Kiel i Nov. 1482 efter tysk Skik om at hylde begge Brødre i Forening. Hertug F. opdroges nu i Hertugdømmerne under sin Moders Formynderskab med Holsteneren Enevold Sovenbroder, Provst ved Slesvig Domkirke, som Lærer. Broderen skaffede ham et Kanonikat i Køln, hvormed Meningen sagtens var, at den unge F. skulde gejstlig opdrages for at forsørges ved et gejstligt Bispedømme, hvorved Delingen af Hertugdømmerne kunde undgaas, men Planen strandede paa F.s Ulyst. 10. Avg. 1490 foretoges da en Deling af Landene, hvorved begge Brødre fik spredte Dele i begge Hertugdømmer, medens Ridderskabet vedblev at udgjøre en fælles Korporation under begge Fyrsters fælles Regering, hvorved man mente at redde Ribebestemmelserne af 1460 om Landenes Udelelighed. Som yngste Broder valgte Hertug F. først og fik Gottorp til Hovedsæde.
Ved Delingen ansaa F. sig stadig for forurettet; han antog Titel af Arving til Norge og gjorde Arvefordringer gjældende paa Halvdelen af dette Land; ligeledes fordrede han Dele af Danmark; men paa en Rigsdag i Kalundborg 1494 afvistes denne Fordring som stridende mod dansk Statsret. Forholdet til Broderen vedblev at være køligt; F., der i Aaret 1500 havde deltaget i det uheldige Ditmarskertog, holdt sig nevtral under Broderens langvarige Krige med Lybek eller optraadte som Mægler, hvilket medførte et endnu mere spændt Forhold, da Hertugen herved paa Kongens Vegne paatog sig Forpligtelser, som denne senere ikke vilde godkjende (s. I, 242). Værre endnu blev Forholdet til Christian II, som ved sin fremfusende Egenraadighed dannede en fuldstændig Modsætning til sin rolige, jævne, sparsommelige, kun 10 Aar ældre Farbroder, der i sin Politik nærmest sluttede sig til Lybek, ligesom i Broderens Tid, og som med spændt Opmærksomhed fulgte Forholdenes Udvikling i Kongeriget. Ogsaa her henvendte man tidlig sin Opmærksomhed paa F., der ved sin rolige, lidet reformivrige Styrelse havde vundet et vist Navn, ogsaa blandt den lavere Befolkning i Hertugdømmerne, blandt hvilken han oftere færdedes, især naar han Efteraar og Foraar tog til Vesteregnene for at lede store Digeforetagender.
Allerede strax efter Kong Hans’ Død (1513) skal et Parti af misfornøjede Stormænd have tænkt paa at sætte F. paa Tronen, hvilket dog den Gang ikke lykkedes. Men da Christian II’s Færd stadig blev mere egenraadig, og da han paa det dybeste krænkede Hertugen ved at faa Forleningsretten over Holsten overdragen til sig, rejste F. atter med fornyet Kraft de gamle Fordringer fra Broderens Tid og forstod ved en klog Benyttelse af de mange ydre og indre Vanskeligheder, hvori Christian II havde indviklet sig, at aftvinge denne det for Hertugen heldige Forlig i Bordesholm (Avg. 1522), hvorved Spørgsmaalet om Rigernes Deling henvistes til en Voldgiftskjendelse af tyske Fyrster. Inden denne var falden, udbrød imidlertid det jyske Oprør. Allerede 26. Marts 1523 hyldedes F. som Konge paa Viborg Ting og udstedte en foreløbig Haandfæstning, der endelig vedtoges i Roskilde 3. Avg. s. A. Kroningen fandt først Sted 7. Avg. 1524 i Kjøbenhavn, efter at denne By og Malmø i Begyndelsen af Aaret havde underkastet sig.
Da ogsaa det norske Rigsraad valgte F. I til Konge, havde denne saaledes opnaaet et langt større Landomraade, end han tidligere havde tænkt sig; men disse Lande vare løst forbundne. Hertugdømmerne stode som en politisk Enhed for sig i Modsætning til Kongeriget, der kun ved Kongens Person var forbundet med Norge, hvor Kongen havde maattet udstede en særlig norsk Haandfæstning (24. Nov. 1524), hvori fastsloges, at Landet var et Valgrige. I Haandfæstningen forbødes det desuden Kongen at faa sin Søn valgt til Efterfølger i sin Levetid; vel afgav det danske Rigsraad et skriftligt Løfte om at tage en af Kongens Sønner til hans Efterfølger, og den næstældste, Hans, blev med dette Formaal for Øje ogsaa senere (1529) indkaldt til Riget for at opdrages, men en endelig Ordning blev ikke truffen før Kongens Død. Ude fra truede stadig Christian II; i Landet selv blev Tvedragten mellem de forskjellige Stænder stedse større. Udad til maatte den nye Regering støtte sig til Sverige og Lybek, der begge vare upaalidelige Forbundsfæller, som kun Frygten for Christian II holdt sammen. I Udlandet var den nye Regering ikke anerkjendt; i Aaret 1526 fik Kongen dog ved sin Datter Dorotheas Bryllup med Hertug Albrecht af Preussen en paalidelig, men kun lidet mægtig Forbundsfælle. Først senere, da Christian II fuldstændig havde kastet sig i Kejser Carl V’s Arme og atter optraadte som Katholik, sluttede F. sig som Hertug af Holsten til det schmalkaldiske Forbund og traadte i nøjere Forbindelse med Frankrig og Kejserens øvrige Fjender. Og da saa endelig Christian II (1532) ved Brud paa Tro og Love blev sat i livsvarigt Fængsel paa Sønderborg, blev Rigernes ydre Stilling derved ingenlunde befæstet. Det gamle Forbund mellem Danmark, Sverige og Lybek blev tvært imod derved mindre fast, og i sine sidste Regeringsmaaneder maatte F. gjøre fortvivlede, men forgjæves Forsøg paa at forsvare den Troløshed, der var begaaet. Hvorledes F.s personlige Stilling til Lejdebruddet var, er for øvrigt usikkert. Det er muligt, at han her væsentlig kun har været et Redskab i sine danske og holstenske Raaders Haand og selv har ment, at Lejdet burde holdes; det antyder i alt Fald Huitfeldt, medens den samtidige Skibbykrønnike kaster Skylden paa Kongen selv.
Ogsaa i den indre Styrelse havde F. mange Vanskeligheder at bekæmpe. Ved sin Haandfæstning var han bleven stærkt bunden af Adel og Gejstlighed; Rigsraadet var blevet saa mægtigt og selvstændigt som ingen Sinde tidligere. Han maatte støtte sig til de højere Stænder, der havde sat ham paa Tronen, men vandt aldrig de lavere Stænder for sig, skjønt han ikke manglede Blik for Nødvendigheden af at vinde dem. Hans Forsøg paa at faa Vornedskabet indskrænket fandt Modstand hos Rigsraadet, der netop gjennem Haandfæstningen havde faaet Hals- og Haandsret over sine Fæstere; derimod gjennemførtes en Forordning af 14. Maj 1523, hvorved Fæsterne sikredes mod vilkaarlig Udvisning af Gaardene, og Livsfæste til Dels indførtes. Den lavere Borgerstand søgte Kongen at vinde for sig ved Ophævelsen af Gilder og Lav (6. Dec. 1526); Valget af Øvrigheden lagdes i Kjøbenhavn og Malmø i det menige Borgerskabs Hænder, og Borgmestrenes Antal forøgedes. Borgerstanden saa dog stadig hen til Christian II som sin naturlige Beskytter, og da denne Konge saa fra Nederlandene af ved de nye Oversættelser af det nye Testamente og paa anden Maade søgte at fremme det stærke religiøse Røre, som fra 1525 af især fremkaldtes af Hans Tausen, blev F. alene af den Grund nødt til at tage sig af Reformationen.
I Hertugdømmerne, hvor Kongens Hænder vare friere, havde han, understøttet af sine luthersksindede Raader, Johan og Melchior Rantzau, Kansler Utenhof o. a., allerede paa Landdagene i Rensborg og i Kiel i Aarene 1525 og 1526 sikret Evangeliets Forkyndelse, uden at der prædikedes «Fabler», mod at Tiende og lignende Ydelser sikredes Gejstligheden. En lignende Stilling indtog han i Danmark, hvor han, ledsaget af de samme Mænd, paa Herredagene i Odense i Aarene 1526 og 1527 til Trods for sin Haandfæstnings Bestemmelser forstod at sikre «Guds Ord og Evangelium» en fri Forkyndelse ved at tage de lutherske Præster under sin Beskyttelse ved kgl. Beskjærmelsesbreve, hvorved de unddroges Prælaternes Jurisdiktion, og da Prælaterne gjorde Indsigelse herimod, hævdede han, at der først maatte føres Bevis for, at de Folk, der prædikede «Guds Ord og Evangelium», vare Kjættere; som Konge var han ikke sat til at dømme Sjælene. Ligeledes hævdede han, at han ikke kunde tvinge nogen til at være i Kloster, «hvo som enten vilde gifte sig eller løbe af Kloster, maatte gjøre det paa sit eget Æventyr». Tillige forstod Kongen med stor Snildhed ved Adelens Hjælp at skaffe sig selv Supremati i Kirkens Anliggender ved Bestemmelsen om, at Bekræftelsen paa Bispeembederne ikke skulde søges i Rom, men hos Kongen selv, og da der til sidst paa Herredagen i Kjøbenhavn 1530 vedtoges en Bestemmelse om Ordets friere Forkyndelse under Ansvar over for Kongen, uden at det var lykkedes Prælaterne gjennem en Disputats at føre Beviset for Fripræsternes kjætterske Lære, havde Kongen ved sin snilde Adfærd sikret den nye Læres Forkyndere en temmelig fri og uanfægtet Stilling; men videre førtes Sagen ikke under hans Regering. En fuldstændig Gjennemførelse af Reformationen var endnu en Umulighed, da Kongen i Kampen mod Christian II ikke kunde helt bryde med Gejstligheden og sit for største Delen katholske Rigsraad.
Ogsaa med Rigsraadet havde Kongen haft mange Stridigheder. Karrig og sparsommelig laa han i evindeligt Kjævl med Raadet om større Indtægter af Riget. For at sætte sin Mening igjennem truede han af og til med at nedlægge Regeringen eller søge Forlig med Christian II; saa maatte Rigsraadet bevilge Skatter, Gejstligheden falde til Føje og spæde godt til; men Kongen var stadig misfornøjet, især naar Kieler-Omslag forestod; da var han «ond at tale med», skriver en af hans Sekretærer. «Jeg har ikke mere af Riget,» ytrede han en Gang, «end jeg kan spille bort en Aften.»
Under disse Forhold opholdt han sig helst paa Gottorp; til Kongeriget kom han kun sjældnere og da i Regelen for kortere Tid, til Norge aldrig, og alle Rigsraadets Forsøg paa at faa ham til at tage blivende Ophold i Riget mislykkedes. Aldrig drog han omkring i Riget for at holde Retterting, hvortil vel ogsaa den Omstændighed bidrog, at han næppe forstod Dansk. Man sagde derfor ogsaa om ham, at han var en lad og uvirksom Fyrste, der overlod Sagernes Styrelse til sine Raader, og i Danmark klagede man stærkt over hans holstenske Hofkamarillas Indflydelse. «Han ansaas af sine Naboer,» skriver en af hans mest fortrolige Raadgivere, «for en enfoldig, ligefrem Mand, der havde tilbragt sin Ungdom i ørkesløs Fred; men i Virkeligheden var han en forstandig, indesluttet, tavs og taalmodig Mand, der netop ved disse Egenskaber har sat meget igjennem; han kunde anstille sig, som om han ingen Forstand havde paa Sagerne, som han dog udførte med Visdom og Dygtighed; tidlig paa Dagen plejede han Raad med sine Raadgivere og afgjorde da alle Sager; men efter Middag hengav han sig alene til Lystighed og Selskabelighed i al Gemytlighed.» Denne Skildring synes i det hele sand. Den kloge Forsigtighed, Kongen stadig viste, hans Ulyst til at sætte noget paa Spidsen, hvorom ogsaa hans Brevskaber vidne, hans Lyst til at optræde mæglende mellem de stærke Rivninger, der laa i Tiden, og som syntes at kunne medføre Fare for Rigernes Sikkerhed og Ro, alt dette hørte vistnok ham selv til og stemmede ingenlunde altid med hans til Dels hensynsløse holstenske Raaders Ønsker. Men den Dobbelthed, der herved kom til Syne i hans Regeringshandlinger, gjør ofte et uheldigt Indtryk. Hans stiltiende, men kloge Omgaaen af Haandfæstningen, Lejdebruddet mod Christian II og meget andet gave hans Regering Skin af Underfundighed og List.
Kong F. døde efter flere Aars Svagelighed Skærtorsdag 10. April 1533 i sit 62. Aar og begravedes i Slesvig Domkirke. Han var to Gange gift, først (10. April 1502) med Anna af Brandenborg (I, 284), Moder til Christian III (III, 490) og Dorothea, Hertuginde af Preussen (IV, 307); hun døde 1514, hvorpaa han 9. Okt. 1518 ægtede Sophie af Pommern, der overlevede ham og var Moder til Hans (d. ældre), f. 1521, Hertug i den haderslevske Del, Elisabeth, f. 1524 (IV, 497), Adolf, f. 1526, senere Hertug af Gottorp (I, 108), Anna, f. o. 1527 † 1535, Dorothea, f. 1528 (IV, 306), og Frederik, f. 1529, senere Biskop i Slesvig og i Hildesheim.
Allen, De tre nord. Rigers Hist. Paludan-Müller, De første Konger af den oldenb. Slægt. Hist. Tidsskr. 4. R. VI.
1471
Frederik 1. født i Haderslevhus.
1477
Universitetet i Uppsala bliver nordens første universitet.
1479
Københavns Universitet indvies.
1482
Johan Snell trykker bøger i Odense
1492
Columbus ankommer til Amerika.
1506
Christoffer Columbus død i Valladolid, Spanien.
1508
Michelangelo maler det sixtinske kapel (1508–12).
1520
Det stockholmske blodbad.
1523
Frederik 1. (1471–1533) udråbes til konge.
1527
Niccolò Machiavelli (f. 1469) død.
1532

Carl Bloch:
Christian II i fængslet på Sønderborg Slot, 1872, olie på lærred, 294.5×1234.5.
Statens Museum for Kunst. ⌘1533
Michel de Montaigne født nær Bordeaux.
Frederik 1. død på Gottorp Slot.