Nicolai Faber (1789–1848)

Faber, Nicolai, 1789—1848, Biskop, er født 19. Juni 1789 i Odense og Broder til ovfr. nævnte Fred. F. Han dimitteredes fra Odense 1807 og tog theologisk Embedsexamen 1811. Han underviste derefter i Kjøbenhavn og blev 1813 Adjunkt ved Metropolitanskolen, men tog det næste Aar sin Afsked. Han havde nemlig 1813 ægtet Christiane Kaarup, Datter af Forvalter S. K. paa Næsbyhoved Mølle, og det var ham umuligt at leve af sin Løn, 400 Rdl., der paa Grund af Sedlernes ringe Værdi næsten svandt ind til intet. Han modtog derfor en Plads paa Kontoret hos en yngre Broder, Johan F., der havde oprettet en Korn- og Skindhandel. I den Tid, han saaledes var Forretningsmand, tog han 1817 den filosofiske Doktorgrad. Men ogsaa i sin nye Stilling havde han ondt ved at komme ud af det, og da han nogen Tid forgjæves havde søgt Præsteembede, havde han endog besluttet at rejse til Amerika, hvor han havde en Svoger bosat i Philadelphia; det var hans Hensigt der at oprette en Privatskole. Rejsen blev imidlertid forhindret ved en Søns Sygdom og Død, og den blev opgivet, da han 1820 kaldtes til Sognepræst for Allested og Vejle paa Fyn. Her døde hans Hustru 1823, og han ægtede da 1825 hendes Søster Jacobine (d. 1846). Aaret efter forflyttedes han til Middelfart og Kavslunde, og samme Aar tog han i Anledning af Tusendaarsjubilæet for Kristendommens Indførelse den theologiske Doktorgrad. 1830 blev han Sognepræst ved St. Knuds Kirke i Odense og Stiftsprovst og 1834 Biskop over Fyns Stift. 1846 udnævntes han til Kommandør af Danebrog og døde 15. Maj 1848.

Allerede den Energi, hvormed han en Tid havde kastet sig ind i en ham fremmed Virksomhed, viser, at han var en Mand, der havde Mod og Lyst til at bruge sine Kræfter, og som Embedsmand tog han ogsaa med stor Iver Del i alt, hvad der satte hans Tid i Bevægelse. Hans theologiske Standpunkt var, som saa mange af hans samtidiges, ikke klart; der var en Stræben efter at vikle sig ud af den rationalistiske Tankegang; men han og mange med ham havde ondt ved at finde et fast Punkt, hvortil deres Bestræbelser kunde knyttes. I Aaret 1825 udgav han «12 Prædikener», der synes at have vakt nogen Opsigt. Grundtvig anmeldte dem og roste dem i det hele for Selvstændighed og Frimodighed «og, hvad jeg skatter højst af alt, Sandhedskærlighed». Denne Anmeldelse gav Anledning til, at F. ogsaa kom til at deltage i den store Kirkestrid i disse Aar, og som det var at vente, kom han mere og mere til at indtage sin Plads mellem Grundtvigs Modstandere, hvorfor han ogsaa hørte mellem dem, der ved Lejlighed bleve haardt medtagne af Lindberg. De nævnte Prædikener vare til Dels foranledigede ved den Lægmandsopvækkelse, der i disse Aar gik hen over hele Fyn. F. vilde imødegaa det Sværmeri, der fulgte hermed; men han vilde tillige imødekomme den Trang, der var vakt, til at høre Guds Ord forkyndt ogsaa uden for den egentlige Gudstjeneste; derfor holdt han Bibellæsninger Søndag Eftermiddag eller paa Hverdage, og hans Skrift om disses «Væsen, Vigtighed og Nødvendighed» (1834) giver os et Billede af, hvorledes man den Gang behandlede denne Form for Opbyggelsen, der siden skulde blive saa almindelig anvendt. Ligeledes skrev F. som Sognepræst et «Overblik paa Almueskolevæsenet i Danmark» (1832). De Forslag, han gjør til dets Forbedring, ere vistnok ikke praktiske, naar undtages, at han under Navn af «Methodevæsenet» bekæmper den indbyrdes Undervisning; men det kan kaldes en Fortjeneste, at han overhovedet har skrevet om Almueskolen paa en Tid, hvor der kun var liden Interesse for den.

F. blev Biskop i en vanskelig Tid; hans Stift var Arnestedet for Opvækkelsen og de gudelige Forsamlinger, og siden sloge Gjendøberne ned i det. I Statskirken begyndte nu for Alvor Striden mellem Mynster og Grundtvig; den liberale politiske Bevægelse indvirkede baade paa Præster og Menigheder, og forskjellige tilsigtede Reformer satte Sindene saa meget mere i Bevægelse, som det ikke lykkedes at føre dem igjennem. Der gjøres ham næppe Uret, naar man formener, at han ikke var disse Forhold voxen; han indlod sig paa langt mere, end han magtede; de Forslag, han gjorde, formaaede ikke at gjøre sig gjældende, og ingen af Biskopperne stødte saa tit an mod Regeringen som han, uagtet det sikkert laa langt fra ham at ville gjøre Opposition.

Strax ved Tiltrædelsen af Bispeembedet maatte F. tage fat paa at tilvejebringe den Udtalelse fra Gejstligheden om en Forandring af Ritual og Alterbog, som var forlangt ved Resolutionen af 22. April 1834. Han delte sit Stift i 12 Konventer og forelagde disse en Mængde Spørgsmaal. Af de indkomne Besvarelser gjorde han en vidtløftig Extrakt, og desuden udarbejdede han selv et fuldstændigt Forslag til et nyt Ritual og en ny Alterbog; men dette var, siger Mynster, «et ganske mislykket Arbejde». Hvor besynderlig hans Tankegang kunde være, ses bedst af et Forslag, han gjorde, da Lindberg 1837 bebudede, at han vilde oversætte det gamle Testamente og udgav 1. Hæfte af Oversættelsen. Man var bange for, at alt, hvad der kom fra hans Haand, skulde være lagt an paa Partiformaal, og det theologiske Fakultet tog i den Anledning fat paa en Revision af den gamle Oversættelse. F. derimod vilde, at Oversættelsen skulde udgaa fra den danske Gejstlighed i Almindelighed, saaledes at Testamentet fordeltes mellem de forskjellige Stifter, hvis Gejstlighed da hver skulde oversætte sit Afsnit. — Over for Lægmandsbevægelsen i Stiftet optraadte han flere Gange paa en skarpere Maade, end Mynster kunde billige, i det han vilde have nye Lovbestemmelser mod den. Saaledes vilde han 1839 bevæge Regeringen til at udstede et Forbud mod, at de opvakte optraadte som ukaldede Sjælesørgere hos syge, og at de i Husene holdt Taler over de afdøde, og da Forsamlingerne det samme Aar toge stærkt Opsving paa Langeland, ønskede han en nærmere Bestemmelse af, hvor talrige de Forsamlinger maatte være, som Forordningen af 13. Jan. 1741 tillod.

I Aaret 1838 bevægede F. en fynsk Stænderdeputeret til at indgive en Petition til Stænderforsamlingen om, at denne maatte blive forøget med Medlemmer valgte af Gejstligheden. Men da han indsendte Petitionen til Kongen, fik han en højst unaadig Kabinetsskrivelse, der lod ham vide, at han aldeles havde miskjendt sin Stilling som Embedsmand ved ikke først at indhente Tilladelse til at indgive en saadan Petition. — Mere uforskyldt var en Kollision, hvori han 1843 kom med Waisenhusdirektionen ved at indforskrive Nye Testamenter, der vare trykte i Norge.

F. regnede sig selv til dem, der hverken mere haabede noget af Rationalismen eller kunde slutte sig til Grundtvig. Men han følte sig heller ikke tilfredsstillet af den Konservatisme, som han mente at finde i Regeringen. Han ønsker at kalde sin Retning «den paa aandelig Vej fremskridende», i det han vilde arbejde for, at Statskirkens indre Liv skulde forøges ved nye Foranstaltninger fra Regeringens Side, og Agtelse og Indflydelse hævdes det. Hertil hørte «en stedse omhyggeligere Religionsundervisning, en stedse nidkjærere Forkyndelse af Evangeliet, Omhu for den hellige Skrifts rettelige Oversættelse og dens Benyttelse i Kirke og Skole, en Nærelse af den gejstlige Stands Interesse og Glæde ved den Agtelse, der fra Statens Side udvises mod den». I disse Ord har han selv nævnt alt det, vi have set ham virke for, vistnok med bedre Vilje end Evne; men selv de, der med langt rigere Begavelse og videre Overblik forsøgte at støtte Statskirkens vaklende Mure, arbejdede jo forgjæves, og da F. lukkede sine Øjne, var det allerede klart, at dens Dage vare talte.