Gustav Esmann (1860–1904)

Esmann, Gustav Frederik, 1860–1904, Forfatter. F. 17. Aug. 1860 i Kbh. (Garn.), d. 4. Sept. 1904 sst., Urne paa Holmens Kgd. Forældre: Sekondløjtnant, senere Generalmajor Niels Christian Esmann (1832–1901) og Adelheid Nathalie Weber (1835–1922). Gift 6. Juni 1890 i Kbh. (Holmens) med Fanny Drewsen, f. 1. Sept. 1868 i Kristiania, D. af Papirfabrikant Valdemar D. (1828–92) og Pauline Sofie Beutner (1828–1908).

Esmann tilbragte det meste af sin Barndom i Provinsen paa de Garnisonssteder, hvor Faderen virkede, gik i Viborg Skole 1869–73, i Odense 1873–77 og blev Student fra Odense 1877. Efter en kortvarig juridisk Studietid slog han sig paa Journalistik. Han blev i Efteraaret 1884 Redaktionssekretær ved det nyoprettede »Politiken«, men bestred kun i tre Maaneder denne Gerning, hvortil han med sin vagabonderende Natur ikke egnede sig. Han blev et Par Aar ved Bladet som Journalist, kom ikke frem i første Række, men fik dog ofte Lejlighed til at vise, med hvilken Sikkerhed og Elegance han førte sin Pen. Han gik derefter over til den Ferslew’ske Presse, hvor han skrev nogle Aar, men endte sin journalistiske Virksomhed ved det 1896 grundlagte »Vort Land«, Nykonservatismens Organ. Hans Teateranmeldelser her var fremragende ved Stilens Verve og Glans; han udarbejdede sine Artikler med aarvaagen Sans for hver enkelt Sætnings Udtryksfuldhed, og ofte hændte det, at han vendte tilbage en Time efter at han havde forladt Redaktionen for at ændre blot et eneste Ord; han ønskede, at hver Artikel skulde virke som et lille fast og fuldendt Kunstværk, og ofte lykkedes det for ham. Samtidig med sin Journalistik skrev han Noveller og Teaterstykker. Han debuterede 1885 med Novellen »Gammel Gæld«, to blaseret følsomme og fordækt ironiske Fortællinger, der betegner Kulminationen af det, man i 80’erne forstod ved fornem Kunst og overlegen Menneskeerfaring — han var artistisk set baade Herman Bangs og Peter Nansens Overmand. Den samme Kunst, men mere frigjort, møder man i Skitsesamlingen »I Kjøbenhavn« (1891) og i Novellesamlingen »Livet er —«, der udkom kort efter hans Død (1904). — Esmanns tidligste dramatiske Arbejder var Situationerne »I Stiftelsen« (1886), »Pebersvende« (s. A.) og »Før Brylluppet« (1891), opført henholdsvis paa Det kgl. Teater, Folketeatret og Dagmarteatret. Af disse har det førstnævnte vist sig at eje Livskraft; det er ofte blevet opført siden og har altid gjort Lykke. Hans første Helaftenskomedie »I Provinsen« gjorde 1890 stor Lykke paa Det kgl. Teater, og det samme gjaldt det næste, »Den kære Familie« (1892), som gennem de 40 siden da forløbne Aar stadig er blevet genoptaget. 1893 opførte Casino hans effektfulde Folkekomedie »Magdalene«, men hverken den eller de senere opførte Komedier og Folkekomedier fik en Succes, der kunde maale sig med »Den kære Familie«s, selv om intet af dem faldt til Jorden: »Den store Maskerade« (1895), »Theatret« (1897), »Vandrefalken« (1898), »Det gamle Hjem« (1899), »Sangerinden« (1901, s. m. Sven Lange). En betydelig Succes fik det folkelige Lystspil »Alexander den Store« (1900). Et paabegyndt efterladt Arbejde »Fader og Søn« blev fuldført af Einar Christiansen og Poul Nielsen og opført paa Det kgl. Teater 1905. — Sit sidste Leveaar optraadte Esmann om Sommeren som Konferencier paa Sommerlyst paa Frbg., hvor han forstod at give sine velindstuderede Foredrag Præg af Improvisation. Han blev skudt af en Elskerinde paa et Hotel i Kbh. — Esmann var en ejendommelig Blanding af Bourgeois og Boheme. Hans ovennævnte Bind Skitser og Fortællinger giver det rigtigste Billede af ham. Teaterstykkerne er alle kyndigt tilrettelagt efter et bestemt Publikums Fordringer. Folkekomedierne er fulde af grove Effekter, Brutalitet og Sentimentalitet krydses. Komedierne, han skrev for Det kgl. Teater, er behændigt arrangeret for dettes Publikums særlige Tarv. Malice og Følsomhed har indgaaet en nær Forening, og han har forsigtigt sørget for, at Satiren ikke blev saa ram, at den kunde saare Publikum; derfor kærtegnede han med den ene Haand, mens han kradsede varsomt med den anden. Han ejede et født scenisk Talent: hans Milieu og Menneskeskildringer er ikke Realisme i streng Forstand. Han havde skarp Iagttagelsesevne, men han benyttede den kun i de rent sceniske Formaals Tjeneste. Det afgørende for ham var, hvordan det vilde tage sig ud paa Scenen, og meget faa af vore Teaterskribenter fra nyere Tid har haft et saadant Instinkt for den sceniske Realitet og Teatrets specielle Atmosfære, der er en anden end det virkelige Livs. Hans Karaktertegninger holdt sig derfor med velberaad Hu paa Overfladen, det var hans Mission at røre og more Publikum med tilspidsede Replikskifter og virkningsfulde Situationer — og denne Kunst forstod han som kun faa danske Teaterskribenter.