Dorothe Engelbretsdatter (1634–1716)

Engelbretsdatter (Engebretsdatter), Dorthe, 1634—1716, Digterinde, var født i Bergen 16. Jan. 1634 og Datter af Rektor, senere Præst ved Domkirken, Engelbret Jørgensen og Anna Wrangel. Hun synes at have tilbragt nogle Ungdomsaar i Kjøbenhavn; men allerede 1652 blev hun gift med sin Faders Kapellan, siden hans Efterfølger i Embedet, Ambrosius Hardenbeck, der døde som Provst 1683. Hun nød et godt Navn baade som Hustru og Moder og indlagde sig ved Siden deraf et ikke ringe Ry ved sin religiøse Digtning, men fristede den tunge Skæbne at miste baade sin Mand og alle sine 9 Børn, deriblandt 2 Sønner i en voxen Alder, inden hun selv, 82 Aar gammel, lukkede sine Øjne i sin Fødeby 19. Febr. 1716.

Hendes Samling af Salmer, Morgen- og Aftensuk, «Sjælens Sangoffer» (1678), blev flere Gange eftertrykt og med Forøgelser paa ny oplagt lige ned til vore Dage. 1685 og ofte senere udkom det «Andægtige Taareoffer for bodfærdige Syndere», en versificeret Bearbejdelse, til Dels i Alexandrinere, af Præsten Peder Møllers Andagtsbog «Trøst- og Taarekilde» (1677—79), knyttet til Fortællingen om den bodfærdige Magdalena og inddelt i 4 Afsnit: «Den taaregydende», «den fodtørrende», «den kyssende» og «den salvende Synderinde». Endelig udgav Digterinden sit «Kristelige Valet fra Verden» (1698) og sin «Ligsang».

Skjønt ganske jævnaldrende med Kingo tilhører D. E. en tidligere, nærmest tysk paavirket Retning i Salmedigtningen. Samtiden stillede hende lige med ham, og de talrige Æredigte foran hendes Arbejder prise hende som den 10. Muse; Kingo selv skriver:

Det usædvanlige i, at en Kvinde optraadte som Digter, er aabenbart medvirkende til denne Overvurdering; Reenberg i «Forsamling paa Parnas» var derimod ugalant nok til at bedømme det samme Fænomen paa helt modsat Maade. Vore Dages Smag vil næppe engang stille D. E. ved Siden af samtidige religiøse Digtere af anden Rang som Peter Dass eller Frederik Brandt. Hendes Digtning præges af Tidens tunge Livssyn, en livstræt Lede ved «Ormesækken» og en sygelig Dvælen ved Syndeskylden og dens «blodige Tvæt», som i Forbindelse med hendes egne huslige Ulykker, til hvilke hun ofte vender tilbage, gjøre Tonen saare drøvelig. De oftest trivielle Tanker skæmmes yderligere ved smagløst Udtryk og Misbrug af Fremmedord, naar hun f. Ex. synger om Nadveren:

eller om Djævelen, som

Lettere tilgive vi hende de «selvgjorte danske Gloser» eller rettere Norvagismer, som Reenberg laster, og i formel Henseende ere hendes Vers lette og korrekte, enkelte virkelig ganske smukke, som Aftensalmen «Dagen viger og gaar bort»:

Den ret friske Tilegnelse foran «Sangofferet» saa vel som hendes i Wielandts og Høpfners Verssamlinger og Schønaus «Lærde Fruentimmer» optagne Lejlighedsdigte, poetisk Polemik mod Kritikere eller Eftertrykkere og Rimbrevvexling med P. Dass, Præsten Joh. Olavius i Randers o. a. bære Vidne om, at hun heller ikke ganske manglede den for Bergenserne ejendommelige aandelige Livlighed og det Lune, hvorpaa hendes yngre Bysbarn Holberg snart skulde give saa glimrende Prøver. Men ikke sjælden falder Lunet dog i det platte og plumpe, hvilket hine Dages drøjere Smag let saa igjennem Fingre med, selv hos en Kvinde. Hvor lidt der den Gang fordredes i Retning af Aand, ses bedst af den almindelige Beundring for de bekjendte og oftere, bl. a. i N. M. Petersens Litteraturhistorie, gjentagne Impromptuer, som D. E. vexlede med Kingo under sit andet Besøg i Kjøbenhavn, hvor hun synes at have nydt ikke saa lidt Opmærksomhed. Om Tiden for dette Ophold ere hendes Biografer uenige; men efter Dateringen af flere herhenhørende Vers tør det med temmelig Sikkerhed sættes kort efter, at hun var bleven Enke, fra Slutningen af 1684 til Avg. 1685.

Nord. Ugeskr., udg. af Selsk. for forbedret Retskrivn. 1837, Nr. 28. Skaar, Norsk Psalmehist. II, 1880.