Jacob J. Dampe (1790–1867)

Dampe, Jacob Jacobsen, 1790—1867, Politiker. D., Søn af Skræddermester Jac. Frandsen D. og Anne Gertrud Christensdatter, blev født i Kjøbenhavn 10. Jan. 1790. Han dimitteredes 1804 fra Frue Latinskole, vandt 1808 Guldmedaillen for Besvarelsen af den æsthetiske Prisopgave, tog 1809 theologisk Embedsexamen og ansattes 1811 som Lærer ved Slagelse Latinskole. Medens han virkede der, disputerede han 1812 for den filosofiske Doktorgrad over en Afhandling om de ethiske Principper i Koranen. 1816 tog han Afsked og udfoldede derefter i Løbet af henved 5 Aar en privat Virksomhed i Hovedstaden som Skolebestyrer, men ved Siden af denne Gjerning beskæftigede han sig ogsaa med filosofiske Studier og, da han var i Besiddelse af en vis poetisk Aare, med bellettristiske Arbejder. Som Theolog stod han paa det rationalistiske Standpunkt, der var betegnende for det 18. Aarhundredes Oplysningstidsalder, og hans Anskuelser i den Retning paadroge ham det første Sammenstød med Avtoriteterne, i det han 1819 holdt en Prædiken «om Frihedens Overensstemmelse med Kristendommens Aand», hvilken blev undertrykt ved Dom og Konfiskation. D.s Interesse var imidlertid ogsaa bleven vendt udad, mod de store politiske Begivenheder i Evropa, hvor de konservative, der støttede sig til den mellem Fyrsterne afsluttede Alliance, overalt søgte at undertrykke den af de liberale baarne Bevægelse, der gik ud paa Folkets Deltagelse i Lovgivning og Skattebevilling gjennem frit valgte Repræsentanter. I disse Forhold ligger den almenhistoriske Baggrund for det af D. projekterede Foretagende, der her i Landet kan betegnes som den første Dønning af den konstitutionelle Bevægelse i Evropa. I Følge D.s Plan skulde Folket gjennem valgte Repræsentanter udtale sig om Regeringsformen. Ønskede det en fri Forfatning, skulde der afæskes Kongen en Erklæring, om han anerkjendte Folkets Ret til selv at bestemme sin Regeringsform, og hvis han nægtede den, skulde den valgte Repræsentation sætte sin Vilje igjennem med Magt, i det Hæren gjennem Proklamationer skulde opfordres til at gjøre Opstand. D.s Planer vare endnu noget uklare og temmelig svævende, men til deres Gjennemarbejdelse og praktiske Udførelse besluttede han at stifte en Forening, efter at han havde indviet nogle af sine nærmeste Omgangsvenner i sit Forehavende. En af disse, Kapitajn Top ved Livjægerkorpset, anmeldte imidlertid Sagen for Politiet, og da den projekterede Forening i Nov. 1820 skulde holde sit konstituerende Møde, blev D. fængslet, og hans Papirer beslaglagdes. Samme Skæbne fristede hans Medvider, Smeddemester Hans Christian Jørgensen, der havde bidraget til Udbredelsen af de Manuskripter, hvori D. havde nedlagt sine Tanker. D. og Jørgensen tiltaltes af Generalfiskalen for crimen perduellionis et læsæ majestatis, men da de ikke havde gjort sig skyldige i udvortes Vold til Opnaaelsen af deres Øjemed, og da der til Iværksættelsen af dette kun var paatænkt Dannelsen af en Forening, bleve §§ 1 og 25 af Forordningen af 27. Sept. 1799 bragte til Anvendelse paa dem. De dømtes begge til Døden, men ved et Reskript af 14. Marts 1821 forandrede Kongen Dommen til livsvarigt Fængsel paa Christiansø. Forgjæves ansøgte D. om, at den oprindelige Dom maatte blive staaende ved Magt og exekveret. Fra nu af var D. fuldstændig tabt for det offentlige Liv i et Tidsrum af 20 Aar. Først efter at han havde hensiddet omtrent 5 Aar, 1821–26, som Fange i Citadellet, førtes han til Christiansø, hvorfra han med en Afbrydelse fra 1831–32, da han flyttedes til Citadellet, forblev, indtil hans Fangenskab mildnedes. D. var i den første Periode af sit Fangenskab Gjenstand for en i det hele temmelig ublid Behandling og et utaalelig nærgaaende Tilsyn. Mærkværdig nok tænkte Frederik VI, hvis Hjærte ellers var saa aabent for humane Følelser, aldrig paa at benaade den politiske Fange, hvortil der dog kunde have været et Slags ydre Anledning ved det delvise politiske Systemskifte, der fandt Sted ved Stænderinstitutionens Bebudelse og Indførelse. Med Hensyn til D. stillede Kongen sig paa et strængt legitimistisk og militært Standpunkt, i det han i førstnævnte Henseende ikke kunde tilgive ham hans Theori om Folkets Revolutionsret og i sidstnævnte hans Forsøg paa at vække Oprørsaand i Hæren. Efter Frederik VI’s Død oprandt bedre Dage for D. Ved Reskript af 22. Maj 1841 bestemte Christian VIII, at D. skulde løslades af Fængselet, dog saaledes, at han skulde tage Ophold paa Bornholm og være undergiven Politiets særlige Tilsyn.

Befrielsens Budskab overbragtes D. af Kronprins Frederik personlig, der paa sin Bryllupsrejse til Meklenborg lod Skibet lægge til ved Bornholm. D., hvis Aandskraft ikke var bleven svækket, og hvis Legemsstyrke ikke var bleven nedbrudt af det lange Fængsel, valgte nu Rønne til Opholdssted, og han kunde frit færdes og udgive Skrifter, dog kun under speciel Censur. Efter Frederik VII’s Tronbestigelse 1848 og Udstedelsen af Amnestien for politisk domfældte fik D. fuldstændig Frihed. Han vendte tilbage til Kjøbenhavn. Da de konstitutionelle Principper, for hvilke han, om end i en rudimentær Form, først havde gjort sig til praktisk Talsmand, og for hvilke han vitterlig havde lidt, nu vare komne til Herredømmet i Danmark, fik D. som en Art Belønning en lille aarlig Livrente af Staten. Det sidste Afsnit af sit Liv tilbragte han i Stilhed. Han døde i Kjøbenhavn 22. Dec. 1867. D. ægtede 1811 Dorthea Kirstine Boye, Adoptivdatter af Justitsraad Hans B. Ægteskabet synes at have været alt andet end lykkeligt.

Dampe, Fortælling om mit Fængsel osv., 1858. Erslew, Forf. Lex.