Christian 3. (1503–59)

Christian III, 1503–59, Konge, Søn af Frederik I og dennes første Hustru, Anna af Brandenborg (I, 284), blev født paa Gottorp Slot 12. Avg. 1503. Moderen døde allerede 1514, og ved Faderens senere Ægteskab med Sophie af Pommern kom den unge Prins og hans eneste Helsøster, Dorothea, senere gift med Hertug Albrecht af Preussen, til at staa temmelig ene over for Faderen og deres unge Halvsøskende. I sit 15. Aar fik han til Lærer den højt begavede Mester Wolfgang v. Utenhof, der lige kom fra Wittenberg, og kort efter til Hofmester den energiske Johan Rantzau, to Mænd, der fik stor Indflydelse paa hans Liv og senere bleve hans vigtigste Raadgivere. I Aaret 1521 blev den unge Prins under Johan Rantzaus Ledelse sendt til sin Morbroder Kurfyrst Joachim af Brandenborg (gift med Christian II’s Søster Elisabeth). I Følge med denne kom han til at overvære Rigsdagen i Worms, hvor Luthers Optræden gjorde et uudsletteligt Indtryk paa ham, der blev af den største Betydning for Fremtiden.

Kort efter Tilbagekomsten blev Faderen Konge i Danmark. Efter Kongehyldingen i Viborg i Marts 1523 drog Hertug C. som øverste Befalingsmand med Johan Rantzau ved sin Side gjennem Fyn til Sjælland og ledede Belejringen af Kjøbenhavn. I de følgende Aar kom han dog ikke meget til Danmark. Der udviklede sig hurtig et spændt Forhold mellem ham og det katholsksindede Rigsraad. Han viste sig ved enhver Lejlighed som udpræget Lutheraner. Aaben og ligefrem, som han var i sin Ungdom, undertiden lidt kaad og overgiven, lod han Rigsraaderne høre, at de vare Oprørere mod deres retmæssige Konge. Han viste ligefrem Ulyst til at blive Konge i Danmark. Dette bragte ham atter i et spændt Forhold til hans koldt beregnende Fader og flere af dennes Omgivelser, der nødig vilde se de med saa store Anstrængelser forbundne Lande atter adskilte efter Kongens Død. Selv efter at Hertug C. i Aaret 1525 var bleven gift med den 15aarige Dorothea, Datter af Hertug Magnus af Sachsen-Lauenborg, blev han kun knapt underholdt af sin sparsommelige Fader. Han aflagdes med Tørning og Haderslev Len og begyndte strax her at indføre Reformationen, selv i de Distrikter af Nordslesvig, der hørte under Ribe Bispestol, uden at bryde sig om Biskop Iver Munks Indsigelser. I Aaret 1526 blev han af Faderen indsat til Statholder i Hertugdømmerne under dennes Fraværelse i Danmark og varetog dette Hverv med Iver og Dygtighed.

Han var nu en ung, smuk Mand, der ved sin Vennesælhed forstod at vinde sig mange Venner. Men han beskyldes for paa denne Tid at have ført et lidt lystigt Liv. Hans ungdommelige Begejstring, der endnu kunde forlede ham til uoverlagte Skridt, var ikke vel set hos Faderen. Han søgte da Trøst hos sin Søster Dorothea, der 1525 var bleven gift med Hertug Albrecht af Preussen. Disse foresloge Faderen at gjøre ham til Statholder i Norge for at skaffe ham en større Virkekreds. Kongen sendte ham dog kun der op i Aaret 1529 i et kortere Ophold med paalidelige Raadgivere ved Siden. Han viste sig ogsaa her meget virkelysten, men holdtes stadig tilbage fra kraftigere Indgriben i de vanskelige Forhold af sin forsigtige Fader. Sin hensynsløse lutherske Iver viste han ogsaa her ved, uden Hensyn til sine danske Raadgivere, at berøve Mariekirken i Oslo dens Klenodier.

Under disse Forhold var allerede 1529 hans unge Halvbroder Hertug Hans efter Rigsraadets Ønske hentet til Danmark for at opdrages her. At det katholsksindede Flertal i Rigsraadet vilde have denne til Konge, var en offentlig Hemmelighed. Da Frederik I døde (10. April 1533), overtog Hertug C., tilskyndet af sine kraftige holstenske Raader, strax Regeringen i Hertugdømmerne i sit eget og sine umyndige Halvbrødres Navn og modtog paa sine og deres Vegne Arvehylding i Kiel 8. Juni. Først havde han dog sørget for, at den nye Læres Udbredelse i Hertugdømmerne sikredes. «Hellere vil jeg gaa til Fods her fra og lade alt blive liggende end finde mig i deres ukristelige Levned», havde han kort efter Faderens Død skrevet til Landgrev Philip af Hessen; men da denne tilraadede ham at imponere Landdagen i Kiel ved sammenkaldt Militær, afslog han dette.

Hertug C. havde saaledes tidlig taget et fast Stade. Tronerne stode for ham kun i anden Række. Sit Maal tabte han aldrig af Syne. I Danmark udsatte Rigsraadet Kongevalget i et Aar. «Hertug C. vil blive en værre Tyran end Christian II», ytrede man. Baade det lutherske Adelsparti med Mogens Gjøe og Erik Banner i Spidsen og det demokratiske Parti med Jørgen Kock, Ambrosius Bogbinder og Jürgen Wullenwever tilbøde ham Tronen, naar han vilde vise sig i Landet med væbnet Styrke; men af Samvittighedsfuldhed, ogsaa af Hensyn til Broderen, afslog han dette. Først da Adelen i Jylland og Fyn ved Møderne i Ry og Hjallese (Juli 1534) ved Grevefejdens Udbrud kaarede ham til Konge, tog han mod Tronen. 18. Avg. 1534 blev han foreløbig hyldet i Horsens af den Del af Jylland, der ikke havde sluttet sig til Skipper Clement. Han lovede at udstede en Haandfæstning og bekræfte Privilegierne, dog med Forbehold af, naar der var kommet Ro i Landet, med Rigsraadet og Adelen at gjøre «en kristelig god Skikkelse i alle Maader». Efter at Clements-Fejden var dæmpet, hyldedes han derpaa af hele Jylland paa Viborg Landsting 8. Marts 1535. Han har næppe personlig Skyld i den haarde Medfart, Johan Rantzau havde ladet overgaa Bønderne efter Clements-Fejden. Personlig optraadte han paa den Rejse, han nu foretog i Jylland, mildnende og dæmpende og vandt ved sine Retterting en stor Del af den menige Befolkning for sig.

Den samvittighedsfulde Tilbageholdenhed, han hidtil havde vist, faldt ingenlunde ubetinget i hans holstenske Raaders Smag. Af den hensynsløse Utenhof skildres han endnu som det hjælpeløse Barn, der ikke kunde raade sig selv. Man raabte paa Reformer, at det var nødvendigt at knække de danske Stor-Hanser, der atter vare faldne fra. Det er utvivlsomt denne Indflydelse, der bevægede Kong C. til efter Kjøbenhavns Overgivelse (29. Juli 1536) i et hemmeligt Aftenmøde med sine holstenske Raader og tyske Landsknægtoberster at beslutte Biskoppernes Fængsling, der fandt Sted tidlig næste Morgen (12. Avg.), og at behandle de Rigsraader, der havde hyldet Grev Christoffer til Trods for deres tidligere Tilsagn om at tage en af Kong Frederiks Sønner til Konge, saa haardt (s. II, 203). De verdslige Rigsraader bleve tvungne til at finde sig i Biskoppernes Fængsling og maatte udstede Reverser herom. Det havde endogsaa været paa Tale at fængsle hele Rigsraadet, men det blev afvendt. Nu kunde man reformere og gjennemføre de allerede i Horsens 1534 antydede Forbedringer i verdslig og kirkelig Henseende, hvilket derfor gjennemførtes paa Rigsdagen i Okt. 1536, hvor tillige Kongens Haandfæstning blev vedtaget og hans Søn allerede erkjendt for hans Efterfølger. Men endnu paa denne Tid tilbød Kongen at trække sig tilbage for Broderen Hans, hvilket der selvfølgelig nu ikke længere kunde være Tale om. 12. Avg. 1537 blev han paa sin 35. Fødselsdag kronet i Frue Kirke af Bugenhagen.

Den Maade, hvorpaa Kong C. havde behandlet Biskopperne, fandt stor Misbilligelse, selv hos Luther. Der er i denne Handling ligesom et Træk tilbage af hans Ungdoms utaalmodige Higen efter at gjennemføre Reformationen. Men han var nu modnet til en selvstændig Mand, der med stor Ro og Besindighed grundlagde den nye Ordning. Med Maadehold brugte han den større Magt, der var lagt i hans Haand, og lidt efter lidt lykkedes det ham at frigjøre sig for de Baand, hans holstenske Raader lagde paa ham, og atter at udsone sig med de danske Stormænd, han havde behandlet haardt. Naar Danmark efter Reformationen ikke blev helt styret i holstensk Aand og af Holstenere, kan man takke Kong C.s rolige, hæderlige, besindige og ridderlige Karakter herfor. At følge hans store og betydningsfulde Kongegjerning i de 23 Aar, han endnu sad paa Tronen, hører ikke herhen. Den sikrer ham Mindet som en af de betydeligste Konger i den oldenborgske Stamme, et smukt Exempel paa en rolig og sindig Reformlyst, der aldrig taber Maalet af Sigte og netop ved sin Sindighed udretter saa meget i mange forskjellige Retninger. Religionssagens Ordning var dog hans Hovedmaal, og han opgav den aldrig. Endnu paa Dødslejet udstedte han Forordninger om Kirken og Gejstligheden. Selv i Besiddelse af kirkelig og videnskabelig Sans understøttede han enhver Stræben i denne Retning, ligesom han stadig stod i Forbindelse med Luther og Melanchthon; Luther nød Understøttelse af ham og efter Luthers Død hans efterladte. Selv var Kongen i hele sit Liv et Mønster paa Gudsfrygt og Fromhed. Gudelig og anden Læsning beskæftigede han sig med, naar hans Kongegjerning levnede ham Tid. Drik og al Slags Umaadelighed hadede han; intet saadant fandt Sted ved hans Hof, og gjennem de unge Adelsmænd, der opdroges ved Hove, udgik en religiøs, maadeholdende, alvorlig Tone, der spores hos de bedre af dem i den følgende Tid.

Han døde paa Koldinghus efter flere Aars Svagelighed 1. Jan. 1559 i sit 56. Aar og blev 3. Febr. bisat i St. Knuds Kirke i Odense. 1579 flyttede Frederik II Liget til Hellig tre Kongers Kapel i Roskilde Domkirke og lod af nederlandske Kunstnere i Renæssancestil opføre det endnu staaende Gravminde, der er et af de skjønneste kunstneriske Monumenter i Norden. – Med Dronning Dorothea († 1571) havde han 5 Børn: Anna, f. 1532 (s. I, 284), Frederik II, f. 1534, Magnus, f. 1540, Hans (d. yngre), f. 1545, og Dorothea, f. 1546.

Allen, De tre nord. Rigers Hist. V, 246 ff. Hist. Tidsskr. 4. R. III og VI.