Christian Hviid Bredahl (1784–1860)

Bredahl, Christian Hviid, 1784—1860, Forfatter. Han var født 30. Okt. 1784 paa Sorø Akademis Hovedgaard, Hellestrupgaard, hvor Faderen, Peter Severin B., var Forpagter. Moderen, hvis Navn gjenfindes i Sønnens, hed Christiane Hviid. 1796 kom han i Slagelse Skole, der dengang styredes af den bekjendte Skolemand Rektor P. Wøldike, som gjentagne Gange baade fra Regeringen og Universitetet havde modtaget hædrende Vidnesbyrd som Anerkjendelse af den udmærkede Dygtighed, hvormed han havde hævet Skolen fra dens tidligere Forfald; men han var nu bleven gammel og svag, og den Tugt og Orden, han havde gjennemført, var ved Aarhundredets Slutning atter ved at tabe sig. Digteren B. S. Ingemann, som har givet en Skildring af de Udskejelser, der herskede i disse Aar under hans Skolegang i Slagelse, har dog vistnok rykket Udgangspunktet for sin Fremstilling noget for langt tilbage. Der er i ethvert Tilfælde ingen Tvivl om, at Wøldikes Indflydelse paa B.s Udvikling har været af stor Betydning. Den Omhu, hvormed han gjennemgik de græske og latinske Klassikere, roses af en af B.s samtidige. Men især fremhæves den Indøvelse af Versekunsten, som Wøldike drev med stor Forkjærlighed, og hvorpaa der lagdes saa ringe Vægt i Landets øvrige Skoler. Han havde naturligvis fortrinsvis Øje for den latinske Digtning, men ogsaa de Forsøg i den danske, som forelagdes ham, gjennemgik han med stor Omhu, og han bevarede ikke faa af Baggesens første Digte som kjære Minder om deres Samarbejde paa dette Omraade.

B. arbejdede flittig og deltog ikke i de Udskejelser, som Ingemann omtaler. Han var en Særling, der holdt sig uden for sine jævnaldrendes Lege og kun undtagelsesvis greb ind, hvor hans strænge Retfærdighedsfølelse æggede ham til at tage de svages Parti over for de stærkeres Tyranni, og han kunde gjøre det i Tillid til sin Legemsstyrke, der satte ham i Stand til at afvise ethvert Overgreb. At han ikke deltog i nogen Leg, finder sin Forklaring i et Karaktertræk hos ham, der lader sig paavise hele hans Liv igjennem, en afgjort Uvilje til at underordne sig. Der var i øvrigt noget af en Sportsmand i ham, og den Sikkerhed, hvormed han kunde sende en Bold imod Maalet og med en Sten ramme en Svale i Flugten, tyder paa en lang Øvelse og et sikkert Blik. Det var uden Tvivl ogsaa en Trang hos ham til at øve og udvikle sine fysiske Kræfter, der drev ham til at slutte sig til Skolens Kustos, en gammel, mandhaftig Kvinde, der optraadte i halv Mandsdragt, i Karletrøje og bredskygget Mandshat. Hun gik under Navnet «Kærlingen» eller «Ringer-Lisbet», fordi hun tillige var Ringer og Graver. Han fulgte hende trofast, hvor hun færdedes. Han hjalp hende med at hugge Skolens Brænde, i Kirketaarnet trak han Klokken for hende, og paa Kirkegaarden udførte han Graverarbejdet. Ingemann har i sin Skildring af ham kastet et vist romantisk Skjær over dette Forhold, og det kan være, at han har Ret. Deres Færden paa Kirkegaarden imellem Gravene, hvor de udvexlede deres Tanker om Død og Forkrænkelighed, har maaske haft noget tiltrækkende for ham, især da han var noget overtroisk. Han troede saaledes baade paa Hexe og Varsler, og han fastholdt denne Tro endnu i en fremrykket Alder. Men paa den anden Side var han stærkt paavirket i rationalistisk Retning af Præsten H. Bastholm og stillede sig mærkelig nøgtern og ædruelig over for mange religiøse Spørgsmaal. En Kjærlighedshistorie i 14 Aars Alderen, som han lejlighedsvis omtaler i en senere Alder, har maaske ogsaa haft nogen Indflydelse paa hans Udvikling, men han udtaler sig ikke nærmere om dette Forhold. I ét har Ingemann dog vistnok Ret, nemlig deri, at han mener, at den gamle «Ringer-Lisbet» har været Forbilledet for den gamle «Gumba», den hexeagtige Sandsigerske, der blev B.s «Musa», og som hvis «Famulus» han lod sig inspirere i sin senere mærkelige Digtning.

1801 blev B. Student og hævdede Wøldikes Disciples gode Ry ved at gjøre en god Examen. Men dermed vare hans Kræfter foreløbig udtømte. Saa længe han stod under en god og sikker Ledelse, der afpælede ham Vejen, arbejdede han flittig nok, men da han kom paa egen Haand, manglede han Viljekraft og lod staa til. Anden Examen 1803 viste et meget tarveligt Udfald. Broderen, Hans Severin B., var bleven Student 2 Aar før ham og havde endnu nogen Indflydelse paa ham. Han studerede Theologi, og det skyldes vistnok ham, at B. ogsaa valgte dette Fag til Examensstudium. Men denne Broder døde allerede 1804, og fra den Tid opgav B. at arbejde imod et bestemt Fremtidsmaal. Han siger selv om dette Afsnit af sit Liv, at med sin Ungdom var han alt for ødsel, og at en ny ulykkelig Kjærlighed bragte ham til at slentre Livet igjennem. Han forlod Hovedstaden og opholdt sig en Tid hos Faderen, der som Enkemand havde opgivet Landbruget og levede af en lille Formue i Sorø. Moderen var allerede død 1801 paa Krummerupgaard, hvor Familien den Gang boede. Faderen døde 1810, og den lille Arv, B. derved kom i Besiddelse af, satte ham i Stand til at leve et frit og ubundet Liv uden Bekymring for Fremtiden. Han lejede sig ind som Kostgænger i Nærheden af Sorø og drev Tiden hen med at se paa Markarbejderne og gaa paa Jagt eller med Læsning af Skjønlitteratur, for saa vidt som han kunde tage sig sammen og holde sig inden Døre. Første Gang, han fremtræder i Litteraturen, var 1810, da han i «Statstidende» (14. Dec.) indrykkede et fordringsløst, men stemningsrigt Digt over sin Fader. Men i øvrigt gjemte han i Haandskrift flere dramatiske Digte, f. Ex. «Pauli Omvendelse» i tunge Trimetre, udarbejdet under Paavirkning af Oehlenschläger, og «Roller», et Sørgespil fra o. 1813. Under Striden imellem Baggesen og Oehlenschläger skrev han: «Søbekaalen, hin poetiske», rettet mod Tylvten og Oehlenschlägers Digterhovmod. Men intet af dette kom nogen Sinde frem. Hans Kjendskab til Litteraturen var ikke stor, og hans litterære Forbindelser vare meget begrænsede. Han havde læst Goethes Clavigo, Wilhelm Meister og Werther. Oehlenschlägers Digterværker kjendte han og satte dem langt højere end Goethes. Ogsaa Foersoms Oversættelse af Shakspeare, som udkom 1807—18, maa han til Dels have læst, skjønt han ikke omtaler den. Engelsk kunde han ikke.

B. var nu allerede henved 35 Aar, og endnu slentrede han Livet hen uden at føle Trang til at samle Evner og Kræfter imod et bestemt Maal. Han levede, siger han selv, efter sit eget Hoved og brød sig hverken om Per eller Poul; han var en Naturens Søn, for saa vidt man kunde være det i det 19. Aarhundrede, en demokratisk Natur, der oprørtes ved ethvert saa vel gejstligt som verdsligt Aag. Der maatte et Stød til udenfra, der kunde sætte hans Lidenskab og Viljekraft i en saadan Bevægelse, at han overvandt sig til at forlade sit Overdrev for at tage en Kamp op imod Kulturens Overgreb. En gammel, fattig Kone sankede Brændekvas i en Skov. Hun blev overrasket af en Skovfoged, der løsnede et Skud imod hende. Dette Skud vækkede B. Fra nu af kjendte han sig selv igjen og følte sig som en Ridder, der var kaldet til at kæmpe imod al den Uret og Vold, et forkvaklet Samfund kunde frembyde. Kort efter udgav han sit første dramatiske Arbejde: «Dramatiske Scener, uddragne af et ældgammelt Haandskrift, frit oversatte af det kyhlamske ved C. Bredahl, Kyhlamnensis musæ famulus», 1. Del, 1819. Det var en Række Brudstykker uden nogen harmonisk afrundet Komposition. I et fantastisk Kejserdømme paa Maanen fører Forfatteren en «Række Skikkelser frem, der iklæde deres ejendommelige Tankeindhold snart en gigantisk Pathos, snart en stille hulkende Vemod, snart en mandig-barsk Humor og snart en sønderflængende Satire. Verdens Forfængelighed, Tidens Usselhed, Menneskets Smaalighed skildres med Shakspearesk Billedrigdom, og som Modsætning dertil trofast Sammenhold imellem de faa, der, flygtende bort fra al denne Ynk til Naturens sandere Liv, med Foragt skue ned paa den troløse Færd.» 1820 udkom 2. Del: «Sotto og Lorma». Allerede 1819 havde Rahbek i «Tilskueren» henledt Opmærksomheden paa dette mærkelige Digterværk. Men da han ikke kjendte Forfatteren og følte sig fremmed over for den Form, hvori Digtningen fremkom, holdt han sin Kritik tilbage. 1821 fremkom i «Litteraturtidenden» en velvillig Anmeldelse af Jens Møller, der bød Forfatteren velkommen i den danske Digterkreds; men heller ikke han kunde finde sig til rette med Henlæggelsen af Scenerne til Maanen, skjønt han «i de lunariske Personer gjenkjendte Kjød af vort Kjød og Ben af vore Ben».

Den kraftige poetiske Føde, B. bød paa, passede ikke til Tidens Smag, og han fandt kun faa Læsere. Skjønt Indtægten ved Salget af de to udkomne Dele ikke engang kunde dække Trykningsomkostningerne, afskrækkede det ham dog ikke. Nu, da han først havde overvundet sig til at træde ud af sin Uvirksomhed, følte han, hvorledes Modet voxede. Han trængte nu til at udvide sig ogsaa paa andre Omraader og tage en praktisk Livsgjerning op. 1820 ægtede han sin yngre Broders Enke, Vita Sophie f. Bertelsen, der medbragte en værkbruden Søn. Desuden tog han sin Søster, et ulykkeligt Offer for en troløs Elsker, i Huset. Han haabede at kunne ernære Familien ved et lille Landbrug. Resten af sin Fædrenearv, 3000 Rdl., mente han at have i Baghaanden, og hvad der i øvrigt vilde gaa med, skulde indvindes ved litterært Arbejde. Men han havde laant sin lille Formue bort til en Ven, og da han vilde have den tilbage, viste det sig, at den var gaaet tabt. Hans «Haabs hele Bygning laa i Grus», og dermed begyndte hans «Næringssorgers Saga». Han tabte dog ikke Modet. Han lod Familien blive tilbage paa Oldeberggaard ved Sorø og rejste til Kjøbenhavn, hvor han haabede at finde Velyndere i litterære Kredse. Det lykkedes ham ogsaa til Dels, i det Professor P. E. Müller, der den Gang var Redaktør af «Litteraturtidenden», tog sig af ham og stod ham bi med Raad og Daad. Under sit Ophold i Kjøbenhavn udgav B. 1820 «Nytaarsgave for 1821 til den ynkværdige kyhlamske Famulus», hvori han skildrer sig selv som en Stakkel, der vaander sig under Livets tunge Tryk:

1821 udgav han «Lirmsongs Optegnelser paa en Rejse, oversatte af det kyhlamske og lokaliserede», der indeholde en Polemik imod Romantikken og Mystikken, rettet imod Oehlenschläger og Ingemann. Dette Skrift efterfulgtes 1822 af «Smaating for Smaating til J. K. Høst». Denne havde nemlig beskyldt ham for Uhøviskhed, fordi han ikke var snerpet nok i Valget af sine Udtryk, der undertiden faldt i det bondske raa. Samtidig hermed udkom 1821 3. Del af «Dramatiske Scener»: «Skuespillet i Kyhlam eller Røver Thurno», og 1822 4. Del: «Tvekampen i Kyhlam», men de synes ikke at have vakt nogen Opmærksomhed. I disse 2 sidste Aar boede han i Sørbymagle ved Slagelse og stod i livlig Brevvexling med P. E. Müller, der sendte ham baade Penge og Bøger. 1824 kjøbte han for 5 Rdl. Parcellen Damsgaarden, et Arvefæste under Sorø Akademi, men han overtog den øde og tom med udpinte Jorder og med Gjæld og Restancer, som han maatte betale. Her voxede de økonomiske Vanskeligheder ham over Hovedet, og Næringssorgerne joge hans Muse paa Flugt. Men i Sorø fandt han en trofast Ven i B. S. Ingemann, der ikke slap ham i Nøden, men altid fandt Udvej, naar Trangen var størst. Ogsaa fra anden Side gjordes der Forsøg paa at mildne hans Kaar. En gammel Veninde, Fru Benedicte Rosenstand-Goiske, f. Wøldike, en Broderdatter af hans gamle Rektor, lod 1831 i «Dagen» indrykke en anonym Opfordring til at hjælpe en «Digterbroder af Ewald i lige saa trykkende og kummerfuld Stilling», som var nær ved at segne under det groveste materielle Tryk «paa Holbergs Grund som i hans Akademis Paasyn». Dermed var Opmærksomheden igjen henledt paa den trængende Digter. Kongen fritog ham for Skatter og Afgift til Akademiet, og ved privat Indsamling indkom henved 900 Rdl., saa at der dog blev en lille Sum tilovers, efter at Gjælden var betalt. Da B. begyndte at se lysere Dage i Møde, vendte Musen atter tilbage. 1832 udgav han «Fra gamle Gumba», et Indlæg i Gjengangerstriden. Samme Aar udkom 5. Del af «Dramatiske Scener»: «Kejser Glomer», med stærke Udfald imod Grundtvig og Lindberg, maaske det mest formfuldendte af B.s Arbejder. 1833 afsluttede han «Dramatiske Scener» med 6. Del: «Saaledes gik det til sidst». 1837 skriver han, at han havde 5—6 dramatiske Arbejder liggende. Han havde sendt dem til Theatercensoren, C. Molbech, men fik dem tilbage med den Erklæring, at de ikke lode sig føre frem. Endnu 1842 udgav han «En Hverdagshistorie af Mads Klister», en tung og trættende Parodi paa Fru Gyllembourgs Hverdagshistorier. Af langt større Værd var derimod «Erindring om Danmarks svundne og Haab om dets kommende Dage» fra samme Aar, der er mærkelig ved sin politisk konservative Karakter. Han udtaler sig her for «Eneherskerstaven» og foretrækker en maadeholden Enevælde for et Demokrati. 1848 udtaler han sig endnu stærkere: «Et absolut Demokrati er en absolut Uting». Saa meget havde en sand Demokrat den Gang lært af Tiden. 1845 fik han en aarlig Digtergage paa 250 Rdl. Af hans dramatiske Arbejder naaede kun et eneste frem paa det kgl. Theater. 29. Dec. 1849 opførtes hans: «Knud Svendsøn», et Sørgespil i 5 Akter. Men uagtet J. L. Heiberg havde filet paa det og efter bedste Evne hjulpet til at føre det igjennem, kunde det dog ikke holde sig paa Scenen. Dermed standsede B. sin Digtervirksomhed. Men efter F. L. Liebenbergs Opfordring overtog Samfundet til den danske Litteraturs Fremme 1855 en ny Udgave af «Dramatiske Scener» i forkortet Form, og B. fik henved 1600 Rdl. i Honorar. Udgaven besørgedes af Liebenberg, der dog ikke satte sit Navn paa Værket. B. døde 16. Jan. 1860.

Dansk Maanedsskrift 1864, II, S. 225 ff. O. Borchsenius, To Digtere, 1886. P. Hansen, Illustr. dansk Litteraturhist. II, 388 ff. 455 ff.