Nicolas Boileau (1636–1711)

Boileau-Despréaux [bwa↱lo-dæpre↱o], Nicolas, fr. Smagsdommer og Digter, f. i Paris 1. Novbr 1636, d. smst. 13. Marts 1711. B. mistede tidlig sin Moder og henlevede en sygelig og ulykkelig Barndom bl. sine mange Søskende i et Hjem, som Faderen, der var Retsskriver, ikke kunde tage sig af. Fra 1652 studerede han Teologi ved la Sorbonne, men byttede snart dette Studium med Juraen og blev Advokat 1656. Han lagde ogsaa snart Retsvidenskaben paa Hylden, og hans Fædrenearv satte ham i Stand til udelukkende at hellige sig Studiet af Digtekunsten, navnlig de gr. og lat. Klassikere. Navnet Despréaux føjede B. til sit Navn — maaske efter et Familiegods — for at skille sig fra 3 af sine Brødre, der ogsaa var Litterater. 1660 skrev han sin første Satire L’adieu du poète à Paris og begyndte hermed sit Forfatterskabs første Virksomhed, Satiren; indtil 1668 udgav han i alt 9 Satirer. Uden at tage Hensyn til ældre fr. Satirikere, som han ikke kendte med Undtagelse af Régnier, efterligner han direkte Horats og Juvenal. Hans satiriske Mission var at lutre den litterære Smag, nedsætte Datidens svulstige, burleske ell. affekterede Forfattere i Publikums Øjne og bane Vejen for den sunde Fornufts og den rene Menneskeligheds store digteriske Talsmænd, Corneille, Molière, Racine, La Fontaine. 1669—77 fortsætter B. sine Satirer med 9 Epîtres, ligeledes skrevne med Horats som Mønster. I en beundringsværdig Form docerer han sund Fornuft, trøster Racine for hans udpebne Phèdre, besynger den store Konge i Fred og Krig, dadler menneskelige Laster og Smaaligheder. 1669—74 arbejder B. samtidig paa sit Hovedværk: L’art poétique, der ligesom Horats’ Ars poetica skulde fastslaa en Codex for den gode Smag; i 1100 Alexandrinere, fordelte i 4 Bøger, opstiller B. Regler for den unge Digter, navnlig streng Selvkritik, gennemgaar kortelig den fr. Digtekunsts Historie indtil Malherbe og behandler de digteriske Hovedformer: Lyrik, Tragedie, Epos og Komedie. Hans Regler for Tragedien er i det væsentlige rigtige og endnu gældende; dog har Romantikken nedbrudt den saakaldte aristoteliske Lov om de tre Enheder. Ellers er B.’s stivnede Dogmatik, der i halvandet Aarh. klemte den fr. Digtekunst i Traditionens Skruestik, nu ganske opløst og slappet. Hans Mangel paa Forstaaelse af Middelalderens Kunst, der for ham repræsenterede det rene Barbari, hans ensidige Betoning af Fornuften som øverste Herre og Vejleder (»kun det sande er skønt, og sandt er kun det fornuftige«), hans fantasiløse Korrekthed og Formtilbedelse har fremkaldt en stærk Reaktion mod hans langvarige Despoti som »Smagens Lovgiver«. Senere Tider har beskyldt ham for aandløst Pedanteri og prosaisk Nøgternhed trods hans store Dygtighed som Verssmed. Imidlertid bør det ikke glemmes, at B. trods sin ensidig rationelle Aandsudvikling var en virkelig højsindet og ædel Natur. Han var en trofast Ven af sin Tids største Digtere, han var gennemsyret af Descartes’ klare, sunde Fornuftfilosofi; som Pascal bekæmpede han Jesuitterne, han tilhørte Jansenismen, var frimodig i sit Forhold til Kongen, angreb Akademiet (hvorfor han først 1684 blev Medlem), kort sagt, han var paa alle Omraader virksom som Fjende af Unatur og Usandhed. Som saadan har da B. ogsaa virkelig Fortjeneste af sit Lands Litt.; han undervurderede ganske vist den digteriske Inspiration, Fantasien og Følelsen, han kendte ikke Dante ell. Shakespeare, Middelalderkunstens vildtblomstrende og duftende Have var for ham en utilgængelig Urskov, han satte Formens Ulastelighed alt for højt, han var kort sagt en Akademiker, og dog faldt det i hans Lod at undervise udmærkede Elever. — Næst efter L’art poétique er B.’s mest læste Værk et komisk Heltedigt, noget i Smag med Holberg’s »Peder Paars«, Le lutrin (1.—4. Sang, 1672—74; 5.—6. Sang, 1681—83), der i elegante Vers parodierer over et ubetydeligt Emne, en Nodepult, der afstedkommer alskens Chikane mellem Prælaten og Kantoren ved Sainte-Chapelle i Paris. — B. har tillige oversat Traité du sublime efter den gr. Retor Longinus. Satirerne og Epistlerne fra hans gl. Dage er svage og betydningsløse. Bevaret er hans fine og venskabsrige Korrespondance med Racine. Han døde ensom, men højagtet, halv blind og døv. — B.’s Værker er udgivne af Brossette & du Monteil (Amsterdam 1718), Berriat Saint-Prix (4 Bd, 1830—37, ny Udg. 1860), Brunetière (Pragtudgave 1890) o. fl. (Litt.: Correspondance entre B.-D. et Brossette [udg. af Laverdet 1858]; Morillot, B.-D. [1891]; Lanson, B.-D. [1892]; E. Dreyfus-Brisac, Un faux classique. Nicolas B. [1901]).