Ole Bang (1788–1877)

Bang, Oluf Lundt, 1788–1877, Læge, ældste Søn af ovfr. nævnte Frederik Ludvig B. og dennes tredje Hustru, blev født paa Frederiks Hospital 27. Juli 1788 og modtog saaledes allerede i sine tidlige Børneaar rige Indtryk af Lægevidenskaben og dens Udøvelse, ligesom han i øvrigt ogsaa fik stærke Indtryk af Faderens tiltagende pietistiske Aandsretning. Han omtaler selv i sine efterladte avtobiografiske Optegnelser den Plage, det forvoldte ham, at «Syvaarsdrengen opdroges med Bibellæsning og Salmesang». 16 Aar gammel blev han med Udmærkelse dimitteret fra det Schouboeske Institut og tog strax fat paa sine medicinske Studier, – medens Faderen holdt ham borte fra den kirurgiske Uddannelse, fordi der paa denne Afdeling af Hospitalet den Gang ikke herskede den bedste Tone. Dog blev hans første Praxis afgjort kirurgisk, i det han under Bombardementet 1807 maatte prøve sine Kræfter paa Volden som Læge ved Studenterkorpset. Allerede 1808 absolverede han den medicinske Examen med Laud. unanimi consensu og fungerede derefter i et Par Aar som Kandidat og Reservemedikus paa Frederiks Hospital med sin Halvbroder O. H. Mynster som Overmedikus. 1810 fik han Universitetets Guldmedaille for en medicinsk Afhandling, som han kort efter fik Tilladelse til at forsvare for Erhvervelsen af Licentiatgraden, ved hvilken Lejlighed han imidlertid blev ilde tilredt, navnlig af den lærde og i Latinen stærke Dr. Rahlff. I sin Funktionstid paa Hospitalet blev han tillige ansat som Distriktslæge i Kjøbenhavn og beholdt denne Ansættelse under sin derpaa følgende Virken som Underaccoucheur ved Fødselsstiftelsen. Denne Stilling beklædte han i 14 Aar (1811–25) og vandt megen Anseelse som Fødselshjælper, ligesom ogsaa hans Doktordisputats (1813) omhandler et Æmne fra dette Specialfag. I 1814, altsaa kun 26 Aar gammel, blev han Adjunkt i det medicinske Fakultet og 1818, to Aar før Faderens Død, extraordinær Professor. 1821 blev han ordinær Professor og Medlem af Konsistorium. Allerede 1818 var han bleven Medlem af Sundhedskollegiet. 1823 foretog han en større Studierejse til Berlin, Dresden, Wien, Paris og London og kom overalt i nøje personlig Berøring med Medicinens fremragende og ledende Mænd; Hufeland i Berlin synes han at være bleven meget tiltalt og paavirket af. Særlig betydningsfuldt var hans Ophold i Paris, hvor han af den store Laennec lærte at foretage Brystundersøgelse med Stethoskopet. Med sin livlige Begejstring tilegnede B. sig hurtig denne franske epokegjørende Opdagelse og gjorde den efter sin Hjemkomst baade litterært og praktisk frugtbringende, hvad han ogsaa fik saa meget rigere Anledning til, som han kort efter, i 1825, blev Herholdts Efterfølger i den medicinske Overlægepost ved Frederiks Hospital.

De 16 Aar, i hvilke han beklædte denne vigtige Post, udgjøre hans egentlige lægevidenskabelige Glansperiode. Den nu til Dags saa sjældne Gave, som udmærkede Fortidens berømteste Læger og udgjorde deres Storhed, det geniale Blik, der strax og ligesom med et Slag formaar at opfatte et Sygdomstilfældes hele Natur og Væsen, viste B. sig at besidde i en fremtrædende Grad. Den minutiøse, utrættelige Detailundersøgelse, som er Nutidens flittige Klinikeres Løsen, men som ogsaa synes at forholde sig antagonistisk til Genialitet, var den Gang endnu ikke kommen til fuld Udvikling, og den vilde heller ikke have egnet sig ret for hans Naturel. Men om end hans bekjendte og med Aarene voxende Hastighed ved Sygesengen hvilede paa en stundum for sangvinsk Tillid til hans store geniale Evne, hans Inspiration, saa var paa ingen Maade Overfladiskhed hans Karaktermærke, i ethvert Tilfælde ikke i denne hans Glansperiode. Som alle Datidens store Klinikere stod han paa den antike Hippokratismes Grundlag, og for dette Standpunkt er alvorlig, objektiv Iagttagelse og Erfaring den første Betingelse. Den allerede af hans Fader indførte, men af dennes nærmeste Efterfølgere igjen forsømte Undervisning ved Sygesengen naaede ved ham en hidtil ukjendt Udvikling, han lærte de studerende at skrive omhyggelige Sygejournaler og har Æren af at have skabt en dygtig Skole af sine Elever. Særlig Fortjeneste og Betydning havde han som Therapevt. Han anvendte i sin kliniske Virken megen Omhu paa Behandlingen af Sygdomstilfældene, indskrænkede den fra tidligere Tid nedarvede alt for brogede og multiple Medikamentbehandling, og som ægte Hippokratiker, der begejstret iagttager Organismens Vidunderlighed, forsømte han aldrig at indskærpe, at Naturens helbredende Kraft, «den indre Læge», er den første og vigtigste, og at den behandlende Læge kun maa være Naturens forsigtige Medhjælper og Tjener. Kun naar «den indre Læge» svigtede, anvendte han, men da ogsaa med urokkelig Sikkerhed, sine stærkt virkende Lægemidler, for en Del efter originale Medikamentformler, som benyttes endnu den Dag i Dag. Ogsaa de diætetiske og hygiejniske Sider i Sygebehandlingen lagde han megen Vægt paa. Hans i øvrigt først i en senere Alder (1852) udgivne «Haandbog i Therapien» har navnlig Betydning ved sine udførlige, bestemte og paa selvstændig Erfaring grundede Anvisninger til de indre Sygdommes Behandling. Men skjønt B. i det hele mere var genial Praktiker end egentlig Videnskabsmand, rørte der sig dog hos ham som hos andre ideelt anlagte Læger af den hippokratiske Retning en stærk Trang til videnskabelig at systematisere, til at opstille færdige Theorier, og i ovennævnte Skrift som og navnlig i «Index morborum internorum systematicus» har han udformet en Sygdomsinddeling efter «Dyshæmier», hvilken tager sig smukt og konsekvent ud og ligesom hele Humoralpathologien har noget for en umiddelbar Betragtning slaaende ved sig, men som dog ikke har kunnet vinde Hævd lige over for Lægevidenskabens hurtig fremadskridende Udvikling. Som Videnskabsmand i Stræng Forstand kom B. ikke til at høste egentlige Lavrbær, hans store Fortjenester koncentrere sig vedblivende om det praktiske Omraade.

Efter at han i 1841 var fratraadt den medicinske Overlægepost, overtog han paa ny, men kun for en kort Tid, en overordnet klinisk Stilling, i det han flyttede ind i Fødselsstiftelsen for ved sin store Indsigt at bistaa den efter J. S. Saxtorphs Død nyudnævnte og endnu ikke praktisk øvede Lektor Levy, og samtidig blev han Medlem af Direktionerne for Kjøbenhavns forskjellige Hospitaler og dermed beslægtede Stiftelser, hvor hans prøvede praktiske Energi kunde finde en frugtbar Virkeplads. Imidlertid bleve hans Evner og Kræfter i bestandig højere Grad tagne i Brug af den private Praxis. Han var efterhaanden bleven Hovedstadens mest søgte Læge og nød i en meget lang Aarrække en ubetinget Tillid baade hos Publikum og hos sine Kolleger, der i alle vanskelige Tilfælde toge ham med paa Raad. Hans store Ry førte ogsaa til, at han i 1844 blev kaldet til St. Petersborg af Kejser Nicolaus i Anledning af Storfyrstinde Alexandras Sygdom, og kort efter hentedes han til Strelitz i et lignende Anliggende. Men hans livlige Aand kunde dog ikke fuldt absorberes af den overvældende Praktik, og han vedblev med usvækket Interesse og Energi at virke navnlig for Lægevidenskabens videre praktiske Anvendelse i Befolkningen. Han forfattede talentfulde og livlige populære Skrifter, mellem hvilke hans «Sygediætetik» og «Koldt Vand» særlig maa fremhæves. Den sidstnævnte lille Bog har haft en stor Betydning og navnlig bidraget meget til at udrydde gamle Fordomme med Hensyn til Brugen af koldt Vand, baade som Drik og til Bade. Af Søbadeanstalten ved Ryssensten, i hvis Direktion han i mange Aar havde Sæde, gjorde han sig i høj Grad fortjent, ligesaa af Klampenborg Vandkuranstalt. Brugen af Mineralvandene søgte han ogsaa paa enhver Maade at fremme, foretog hyppige Rejser til udenlandske Badesteder og meddelte sine indsamlede Erfaringer i forskjellige Skrifter. Og for at Befolkningens mindre bemidlede Flertal ogsaa skulde kunne faa Gavn af Mineralvande, kaldte han i Forbindelse med forskjellige andre Mænd Rosenborg Sundhedsbrønde til Live (1834) og var utrættelig i at virke for denne Anstalts tidssvarende Udvikling. Til Fagtidsskrifterne, navnlig til «Bibliothek for Læger», vedblev han at forfatte Afhandlinger omhandlende den praktiske Lægevidenskab. End videre var han i flere Aar en virksom Medredaktør af «Maanedsskrift for Litteratur», og en fra Moderen nedarvet poetisk Begavelse gjorde han frugtbringende i talrige danske og latinske, til Dels humoristiske Digte under Mærkerne Dr. Balfungo, B-o, O. B., ligesom han ogsaa har publiceret enkelte større poetiske Arbejder.

Et Liv som hans, saa uafbrudt virksomt, saa langt og rigt og saa fremragende i Samfundet, var naturligvis ogsaa rigt paa Æresbevisninger af forskjellig Art. Allerede 1835 var han bleven korresponderende Medlem af Académie de médecine i Paris, 1836 blev han Æresmedlem af det medicinske Selskab i Kjøbenhavn og omtrent samtidig Etatsraad, 1842 Kommandør baade af Danebrog og af Vasa, 1848 Konferensraad, 1852 fik han en Guldmedaille af den russiske Kejser, 1864 udmærkedes han med Storkorset i Anledning af sit 50aarige Professor-Jubilæum, hvilket tillige fejredes ved en stor Fest, hvori 150 af hans ældre og yngre Disciple deltoge. Efter at han 1871 havde haft det sjældne Held at kunne holde sit 50aarige Jubilæum som Medlem af Konsistorium, tog han endelig 1874 Afsked fra Universitetet efter fulde 60 Aars uafbrudt Lærervirksomhed; samtidig udtraadte han af Sundhedskollegiet og af Direktionerne for Fødselsstiftelsen og Frederiks Hospital. Samme Aar blev han Gehejmekonferensraad. Han var to Gange gift, 1. (1813) med Henriette Lovise Aamodt (d. 7. Jan. 1818), en Datter af Haarskærer Ole A. i Kjøbenhavn, og 2. (1826) med Sophie Marie Dahlerup, en ældre Søster til Lægen E. A. D.; to Døtre af dette Ægteskab ægtede Lægerne Hassing og Aarestrup. 1876 oplevede han sit Guldbryllup med denne sin anden Hustru, og endnu hen ad denne Tid kunde hans mange ældre og yngre Venner have den Glæde at se «gamle Bangs» ejendommelige, joviale Personlighed færdes frisk og livlig imellem sig. Først i hans 90. Aar bortrev Døden ham, 12. Okt. 1877; hans Hustru døde snart efter, 26. Marts 1878.

«Ungdommelig bestandig, selv i sin høje Alderdom, barnlig glad og harmonisk fortrøstningsfuld i sin ideelle Betragtning af Livets brogede Færd, altid rede til at lade sit gode Hjærte raade i gavmild Hjælpsomhed og venlig Opmuntring, altid visende levende, usvækket Interesse for Videnskaben og alle aandelige Rørelser, har han i og uden for sine Kollegers Kreds rejst sig et Minde, smukt og lyst som faa.» Med dette Citat af Forfatteren til nærværende Biografi (fra en Nekrolog i Ugeskr. f. Læger) vil O. L. B.s aandelige Personlighed vistnok være ret træffende karakteriseret.