Erik Gustaf Geijer (1783–1847)

Geijer, [jæj_ər], Erik Gustaf, svensk Historiker og Digter, født paa Gaarden Ransäter i Värmland 12. Januar 1783, død i Stockholm 23. April 1847, hørte til en oprindeligt østrigsk Slægt, der var indvandret i Sverige under Gustaf Adolf. Faderen var en velhavende Jernværksejer; i sine »Minnen« har Geijer givet en smuk Skildring af det baade litterært og musikalsk interesserede Hjem. — 1799 blev Geijer Student fra Karlstad og kom til Uppsala; her vandt han, kun 20 Aar gammel, Svenska Akademiens store Pris for et »äreminne« (Lovtale) over Sten Sture d. æ.; dette var dog kun Retorik i Tidens gammeldags Stil. Efter at være blevet Magister i Filosofi foretog Geijer 1809 en Rejse til England, der blev af stor Betydning for ham, ikke mindst for hele hans Syn paa Historien og den historiske Udviklings Værdi. Efter Hjemkomsten blev han 1810 Docent i Historie ved Uppsala Universitet, og han udfoldede nu en rig Virksomhed som filosofisk Forfatter, Litteraturforsker og Digter. Aaret efter stiftede nogle Värmländinger »Götiska förbundet«, som oprindeligt havde et temmelig vagt, romantisk-oldnordisk Præg; den virksomste Kraft i Forbundet var Geijer, der ikke alene fik Ideen til Forbundets Organ, »Iduna«, men ogsaa gav dette dets værdifuldeste Indhold. Han skrev heri sine betydeligste Digte »Manhem«, der i Grunden giver Forbundets Program, »Vikingen«, »Odalbonden«, »Den siste kämpen« og »Den siste skalden«. Han viste sig her straks som en af Sveriges største Digtere. Det var ikke mindst Folkepoesien, der interesserede ham; sammen med Afzelius udgav han »Svenska folkvisor från forntiden« og skrev til denne Udgave die to ypperlige Afhandlinger »Om den gamla nordiska folkvisan« og »Om omkvädets betydelse«. Ogsaa Salmer skrev han, og han er ved sin Oversættelse af »Macbeth« den, der grundlægger Shakespeareoversættelsen i Sverige. Tidsrummet 1811–16 er Geijer’s egentlige Digtertid; kun faa af hans betydeligste Digte falder efter denne Tid. Men hvad han her har givet, er ogsaa af en saadan Originalitet, Kraft og Skønhed, at det er forstaaeligt, naar Tegnér kunde sige, at dersom Geijer helt havde helliget sig Digtekunsten, vilde han heri have overtruffet »os alle. — Ogsaa Musikken dyrkede Geijer med stort Talent; han har komponeret smukke og karakteristiske Melodier saavel til mange af sine egne som til andres Digte.

Ved Siden heraf udfolder Geijer allerede fra 1810 en betydelig Virksomhed som filosofisk Forfatter; han skrev saaledes en Afhandling om Indbildningskraftens Betydning for Opdragelsen, om sand og falsk Oplysning m. H. t. Religionen, om Historien og dens Forhold til Religion, Sagn og Mytologi. I disse Afhandlinger viste han sig som en bestemt Modstander af Oplysningstidens hele Livsanskuelse, medens han dog holder sig fri af de yderliggaaende romantiske Retninger. Men hans Tale ved Reformationsfesten 1817 sluttede sig rigtignok saa nær til den hellige Alliances Tanker, at Tegnér kunde sige om den, at den var som skrevet med Vievand. 1817 blev Geijer Professor ved Uppsala Universitet, og nu begynder ret egentligt hans Virksomhed som Historiker. Hans første Forelæsninger samlede allerede en stor og interesseret Kreds; 1820 udgav han »Thorild. Tillika en filosofisk eller ofilosofisk bekännelse«, og her udtalte han Anskuelser om Treenigheds- og Forsoningslæren, der betragtedes som saa stridende mod den ortodokse Kirkes Lære, at han blev anklaget for Forbrydelse mod Religionen. Da han frikendtes, var Jubelen stor, og hele Sagen forøgede i høj Grad hans Popularitet. Skønt Geijer var en dybt religiøs Natur, var han dog aldrig ortodoks Lutheraner; han var, som han selv har sagt, »Kristen paa egen Haand«. Han blev ikke mindre end to Gange foreslaaet til Bispeembede, men frabad sig det begge Gange; hans Universitetsvirksomhed var ham den kæreste.

Sin største Bet. har Geijer som Historiker; 1825 udkom Geijer’s store Hovedværk, »Svea rikes häfder«, en uovertræffelig kritisk Indledning til Sveriges Historie; særlig berømt er Afdelingen om den skandinaviske Halvøs Natur. Geijer’s andet Hovedværk er »Svenska folkets historia« (1832–36). Desværre blev intet af disse Værker fuldendt; Geijer maatte standse ved Kristinas Tronfrasigelse, skønt han levende havde haabet at kunne føre Værket ned til den nyeste Tid. Han behandlede imidlertid Frihedstiden i »Teckning af Sveriges tillstånd och af de förnämsta handlanda personerna under tiden från konung Karl XII’s död till konung Gustaf III’s anträde af regeringen« (1838) og udgav (1844–45) »Konung Gustaf III’s efterlämnade papper« (Gustaf III’s Papirer var først blevne tilgængelige 50 Aar efter hans Død). — Til Trods for det ufuldendte, der altsaa præger Geijer’s Hovedværker, er hans Virksomhed dog saa betydningsfuld, at han med Rette har faaet Navn af den moderne svenske Historieskrivnings Fader. Hvad der udmærker ham som Historieskriver, er hans Evne til at finde det væsentlige, gennem Overfladen at trænge ind til det centrale. Hans Stil er ejendommelig; fri for al oratorisk Pragt fremtræder den kraftig og rammende.

Ved Siden af Geijer’s litterære Virksomhed maa nævnes hans store Betydning som Universitetslærer; han var højt skattet af de Unge, for hvem hans Personlighed var et Ideal af ædel og klar Mandighed. Ogsaa danske og norske Studenter vidner om, hvilket Indtryk det gjorde paa dem alle, da Geijer under det nordiske Studentermøde 1843 hilste de Unge med de Ord: »Gud velsigne eder og eders Haab; jeg deler det«. I politisk Henseende var hans Standpunkt konservativt og royalistisk; Uppsala ansaas for Konservatismens faste Borg og Geijer for dens kraftigste Støtte. Men Geijer var i Udvikling. Længe havde det gæret i ham, og 1838 fremtraadte han i »Litteraturbladet« med afgjort liberale Anskuelser med Krav om alm. Valgret, fri Konkurrence o. l. Dette Geijer’s »Frafald« vakte en uhyre Opsigt ikke blot i Uppsalakredsene, men i hele Landet; det er, sikkert med Rette, blevet sagt, at hele Sveriges efterfølgende politiske Udvikling er blevet bestemt og i væsentlig Grad paavirket af dette Geijerske Omslag. Men i hans personlige Vennekreds virkede det sørgelig afskrækkende, og han blev Genstand for Angreb, der i høj Grad forbitrede hans sidste Leveaar. I Aaret 1846 forlod han Uppsala og flyttede til Stockholm for bedre at kunne arbejde paa Afslutningen af sit store Historieværk, men her døde han allerede Aaret efter. Hans Lig blev ført til Uppsala og begravet der; foran Universitetet rejstes der 1888 en smuk Bronzestatue af Geijer, modelleret af Börjeson.

Litteraturen om Geijer er meget rig og øges Aar for Aar. Foruden Biografier af S. A. Hollander [1869] og J. Hellstenius’ »Inledning til Geijer’s Samlade Skrifter« [1873–75] kan nævnes R. Hjärne, »Götiska förbundet och dess hufvudmän« [1878]; N. Erdman, »E. G. Geijer En minnesteckning« [1897]; Lotten Dahlgren, »Ransäter« [1905]; Lydia Wahlström, »E. G. Geijer. En lefnadsteckning« [1907]; D. Marcus, »E. G. Geijer’s lyrik« [Sthlm 1909]; Anna Hamilton-Geete, »I Solnedgången« I-IV [1910–14]. Danske Værker om Geijer: A. Thorsøe, »Om Geijer’s »Människans Historia«« [1876]; V. Vedel, »Svensk Romantik« [1894]; Jørgen Nielsen, »E. G. Geijer« [Odense 1902]. »Breve fra Geijer« er udgivet af H. Schück [1903]; hans »Minnen« m. m. med en Indledning af Fr. Böök [Sthlm 1915]; desuden findes talrige Artikler om Geijer, især i »Samlaren« og »Ord och bild«.