Th. Stockfleth (1742–1808)
Stockfleth, Thomas Rosing, 1742–1808, Sorenskriver, Forfatter, Søn af Provst og Sognepræst i Faaberg (Gudbrandsdalen) Niels S. (f. 1701 † 1760) og dennes 1. Hustru, Elisabeth Antoinette f. Rosing. Han fødtes i Faaberg 3. Dec. 1742, deponerede 1758, blev Exam. jur. 1762 og Byfoged og Avktionsdirektør paa Frederikshald 1768, hvor han 1777 tillige blev Postmester. Han fik 1773 Titel af Justitsraad og 30. Juni 1779 sammen med flere Slægtninge Naturalisations- og Fornyelsespatent paa Familiens gamle Adel, hvilket er en urigtig Angivelse for hans Vedkommende, da den Linje af Slægten, hvortil han hørte, ikke nogen Sinde havde opnaaet arveligt Adelskab. 1781 blev han udnævnt til Sorenskriver i Eker, Modum og Sigdals Fogderi. Hans Amtmand, Herman Lange, fremfører i Embedsbreve til Kollegierne mange haarde Beskyldninger mod ham; saaledes siger han 1799, at han mangler det Prædikat, Lovens 1—5—1 fordrer af Dommere («vederhæftige og uberygtede Dannemænd»). Han afgik ved Døden 21. Juni 1808, men allerede i Marts s. A. havde hans Bo vist sig at være fallit. 28. Juni s. A. opfordrede 16 Mænd af Eker paa den øvrige Almues Vegne under mange Lovord over den afdøde, hvis Begravelse var foregaaet hurtig og i Stilhed, hans Ven Professor O. Olavsen paa Kongsberg til at lade et passende Mindesmærke sætte paa hans Grav paa deres Bekostning. – Han blev gift 23. Sept. 1768 med Johanne Marie Arbin (f. 15. Sept. 1744 † 1. Sept. 1804), Datter af Hofmedaillør M. G. A.
S. gjorde sig i sin Samtid bemærket ved forskjellige poetiske Arbejder, saaledes 1772 ved «Forsøg til originale danske Fabler efter Lafontaines Maade», ved Digtet «Heides Hytte» i Virgils Manér 1780, «Forsøg over Sarpen», Herolden «Philippa til Erik» og en Oversættelse af Voltaires «Alzire» m. m., hvilket alt dog har vist sig uden større Levedygtighed. Bemærkeligst er maaske «Heimatkomsten, et Kvad i den nordre gudbrandsdalske Sprogart» med dansk Oversættelse (i «Hermoder» XII), nærmest dog for Sprogets Skyld.
H. J. Huitfeldt-Kaas i Dansk biografisk Lexikon, C. F. Bricka (red.), Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 1889, bd. XVI, pp. 446–447.
1742
Stockfleth født i Fåberg (nu Lillehammer).
1746
Frederik V (1723–1766) udråbes til konge.
1748
Det Kongelige Teater åbner på Kongens Nytorv.
1755
Jordskælv i Lissabon dræber 60.000.
1764
Jens Schielderup Sneedorff død.
1766
Aalborg Stifttidende udkommer første gang.
Christian VII (1749–1808) udråbt til konge.
1767
August Wilhelm Schlegel født i Hannover.
1770
Trykkefrihed indføres indtil censurens genindførelse 20/10 1773.
1771
Struensee ved magten.

Johann Friedrich Struensee, 1771. Schloss Celle.
1781
Kant skriver Kritik der reinen Vernunft. (Kritik af den rene fornuft)
1784
Den 16-årige Frederik VI (1768–1839) overtager regeringsmagten fra sin sindssyge far.
1788
Ophævelse af stavnsbåndet.
1789
Den franske revolution (1789–1801).

Jean-Pierre Houel: Vue du siège et prise de la Bastille.
1790
Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen: Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, Frederiksborg Museum.
1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
1806
Napoleon sejrer ved Jena.
1807
København bombarderes af englænderne.

Københavns Bombardement, 1807. Københavns Bymuseum.
1808
Christian VII død. Frederik VI (1768–1839) som har haft regeringsmagten siden 1784, udråbes til konge.
Danmark erklærer Sverige krig.
Stockfleth død i Kongsberg, Buskerud.