Angelo Poliziano (1454–94)

Poliziano [poli’ts_iano], Angelo, ital. Digter og Lærd, f. 14. Juli 1454 i Montepulciano, d. 28. (ell. 29.) Septbr 1494 i Firenze. Han hed egl. Ambrogini, men tog Navn efter sin Fødeby. Allerede i sin tidligste Ungdom stod han Medici’erne nær og uddannedes under Lorenzo il Magnifico’s Beskyttelse og de ypperste Humanisters Vejledning til en fortrinlig Filolog. Han blev Lærer for Lorenzo’s Søn Piero og Prof. i gr. og lat. Litteratur i Firenze, tillige Domherre ved Stadens Katedral, og 1485 sendtes han som Republikkens Gesandt til Pavehoffet. Til de mindre tiltalende Afsnit af hans Liv hører hans Skænderier med andre Lærde — G. Merula, B. Scala —, som angreb baade hans litterære Virksomhed og hans personlige Vandel. Trods sin korte Levetid har P. efterladt en Mængde Værker, — de fleste paa Latin, nemlig Oversættelser af gr. Oldtidsforfattere, et stort Antal tekstkritiske Studier over antik Litteratur, vidnende om ligefrem filologisk Genialitet (Miscellaneorum centuria prima [1489]), Breve, Taler og Afh., Digte af betydelig formel Elegance; ogsaa gr. Epigrammer digtede P. med stor Virtuositet. Hans Omnia opera udkom i Venedig 1498, fuldstændigere Basel 1553. Men foruden at være Lærd og lat. Forf. var P. en meget fremragende ital. Digter, vel nok den tidligere Renaissances mest begavede. Hovedværket er her det ufuldendte allegoriske Epos i Ottave rime, alm. blot kaldet Le Stanze, hvori han som ganske ung besang Giuliano de’ Medici’s Optræden ved en Turnering 1475; det er overordentlig skønne Vers, og Digtets fantastiske Billedpragt tager Læseren fangen. Maaske allerede 1471 skrev P. et lille lyrisk Drama, Orfeo, til Ære for Hertug Galeozzo Sforza i Mantua, Italienernes tidligste verdslige Skuespil, endnu naivt i Henseende til dram. Bygning, da det ganske er holdt i den gammeldags »Rappresentazione«-Form, men rigt paa yndefuld Lyrik. Hans henrivende mindre Digte (Ballate, Canzonette, Rispetti) har et ejendommeligt Præg af — noget forfinet — Folkepoesi; de er ikke uden Grund blevne sammenlignede med Goethe’s »Lieder«. Overhovedet øver P.’s Frembringelser med deres ungdommelig naive Gratie og dog høje Kultur en lgn. Tiltrækning som 15. Aarh.’s florentinske Kunst: han er den ital. Poesis Botticelli. Der haves en Mængde Udgaver af hans »Stanze«, »Rime« og »Orfeo«, tidligst Bologna 1494, bedst ved G. Carducci (Firenze 1863); endvidere Opere volgari, baade Vers og Prosa, ved T. Casini (Firenze 1885), tidligere Prose volgare inedite e poesie latine e greche ved I. del Lungo (smst. 1867). Det maa bemærkes, at der er to Redaktioner af Orfeo, hvoraf den ene først udgaves ved L. Alfò (Venedig 1776). (Litt.: F. O. Mencken, Historia vitæ et in literas meritorum A. P. [Leipzig 1736]; I. del Lungo i Nuova Antologia, X og Archivio storico ital., Ser. 3, XI).