Kalliope
→
Poètes
→
Viggo Stuckenberg
→
Premiers vers
Viggo Stuckenberg
(1863–1905)
Œuvres
Titres des poèmes
Premiers vers
Références
Biographie
Søg
Tous les poèmes de Viggo Stuckenberg sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.
A
Aftenen kommer, den sorte Nat!
Ak, hvad er det hele?
Ak! hvem har vækket mig? — en Vogn paa Vejen
Al den Frugt, mit Hjærte plukked, blev mig vammel!
Aldrig glemmer jeg den Morgenstund
Alle disse gule Blomster
Anemoner og Solskin og Knopper
Aserne lo
Atter en Vinter er svunden
B
Bag Horisontens bjærgblaa Skyer
Bag min Haves høje Tjørne
Barn, du er mig som den store Skov
Blomsterstøv fra Blomsterbæger
Blæsten har travlt, det er Rengøringstid
Brændenælderne dufter
Bækken sprang
D
Damperen lettede. Yderst paa Molen
De falder som pjuskede Stumper
De fine Elmekroner
De har digtet i kælne
Den kolde Natteluft i Huden stikker
Den lune Solluft dirrer
Denne Blæst i Løv, der er som Læder
Den rinder tungt og stille
Den, som har levet en Dag i Sorg
Der bliver saa vigende stille
Der drypper Dug i Skove
Der dufter Urt, der dufter Muld!
Der er graat og mørkt paa Louvre
Der er Snefald over Skoven
Der er saa besk en Sødme
Der flyver omkring mit Hus en Flok Krager
Der lever blandt de Mænd, jeg traf
Der ligger en Sø og lyser
Der ligger et lidet Værtshus
Der pipper en Rødkjælk
Der red en Ridder ad Borgens Port
Der sang en Sisken for min Dør
Der sidder i min Stue
Der sidder paa min Læbe, hvor jeg stedes
Der skinnede Sol over Asgaard
Der skinner ej Sol, det er Graat i Graat
Der var en Prins, og det var mig
Der var en Tid, da hvert et Vand
De skal gaa
De staar der og venter, i trekantet Hat
Det blæser en Snestorm derude!
Det blæser strengt i Nat, og her er koldt
Det blæser ude
Det er de klare Dage
Det er ej dine Hænder
Det er saa høj en Dag!
Det er saa liflig Hvile
Det er saa mildt i Aften, Dug det regner
Det er saa tungt af tænke
Det falder, det krøllede, pjuskede Løv
Det havde været en Regnvejrsdag
Det knitred frem, det blussed op derude
Det lyder for mig tit, som om der bæver
Det regner over Mosen
Det skinner hvidt, hvorhen jeg ser
Det skumrer mellem Klitterne; en skyet Dag
Det var en Morgenstund i Regn og Graat
Det var en Skovsti
Det var først paa Foraarstiden
Det var i Aftes
Det var i Fjor ved Løvfaldstid
Drenge!
Du elskede den stille Sang
Du er kommet, og du sidder
Du har været i min Have!
Du kom — en tindrende Strøm af Sol
Du kommer som et Syn
Du kommer til mig og spørger
Du kommer til mig, Ven
Du min Barndoms fuglefyldte Have
Du spurgte mig i Dag — ej med din Mund
Du store Spotter, kolde Efteraar!
Du store, stille Skov
Du Zeus, som sidder Solen næst!
E
Een Ting maa man kunne
Ellekrattets Troldebund
En Egn med øde Markers milevide
En Morgen var din Grav
En stille Morgenstund, en Foraarsdag
En tidlig Sommermorgen, Rugen funkler
En Ting ved jeg sikker!
Er du ung og stærk
Esbjerg, Lykken, Æventyret
F
Fest blev der meldt, en Begravelsesfest
Fimbulvinteren svandt
Forbi mit Vindve slingre
For Vinden danser det grønne Støv
Foraaret er kommet, iblandt os det staar
Fra min Barndom har jeg elsket Gryet
Før jubled Nattergale, hvor vi gik
Først en Skov af sorte Stammer
G
Giv mig Lysets Klinge
Glemslen kommer med iskold Blæst
Grave Guld
Grave paa begge Sider
Greve Gundel er vandret til Stranden
Gaa lidt til Side, gode Folk
H
Hartmann! — var det dig, som hvisked!
Havens Blomster har smykket sig ud
Hen under Himlen aftengraa Skyer
Her, hvor Tusinder af døde lagdes ned
Herre!
Himlen er saa høj derude
Hr. Hagbart stod paa Vindebro
Hr. Preben pusler i Skovens Bryn
Husker du den lille Fod
Hvad er den hele Jord mig værd
Hvad er det vel, der kævles om?
Hvad er Kunst vel
Hvad er Retfærdighed?
Hver Aftenstund ved Solnedgang
Hver lys Skærsommernat, naar Jorden sejler
Hvert Aar hænder den samme Ting
Hvide Jord, tavse Sne!
Hvor er der langt til Livets Larm
Hvor er de Veje lange
Hvorfor ikke denne Aften synge?
Hvor fyldes alt mit Sind med Sorg
Hvor jeg elsker denne mørke Stue
Hvor skønt et Sted ved første Sommertide
Hvor Vejen løber for Bakkens Fod
Højt, højt en Stjerne staar!
Højt oppe, midt i det sommerstærke
Hører du en Nattergal?
I
I Aften tæt det regner
I Fjor ved denne Tid jog Blæst og Regn
I laa paa Knæ og kyssed
I Nat brast Skoven
I Nat er Jorden lys af Sne
I Nat har det regnet. Saa lind og klam
Isen har lagt sig derude
J
Ja, du! ifald jeg kunde dykke ned
Ja — jeg kan skifte Mening
Jeg bringer dig en ringe Bog
Jeg elsker Maanen
Jeg er ked af at sværge til Faner
Jeg er saa fyldt af gode Raad
Jeg er saa træt
Jeg gaar og gaar
Jeg gaar ved Dag derude
Jeg har et Helgenskrin i Hus
Jeg har gaaet langt
Jeg har lagt mig lidt til Ro i Baaden
Jeg har set dig, jeg har hilst dig
Jeg kommer fra Kulden derude
Jeg kom til dig med alle mine Klager
Jeg ligger paa en aaben Plet i Skoven
Jeg mindes Jotunfjældenes snehvide Vanvid
Jeg rejste mig fra Sengen, da Nabohanen gol
Jeg sad imellem Damer
Jeg sad med Lykkens Guld i Fang
Jeg sad og saa paa min Plænes Græs
Jeg sad ved Gribsø en Efteraarsdag
Jeg ser igennem den duggede Rude
Jeg skimter gennem Mørket Tag ved Tag
Jeg stemmer frem mig gennem Nat og Blæst
Jeg stirrer mod en Stjærne
Jeg strider ej med Spot og Trods
Jeg staar hver Morgen ved Pont neuf og ser
Jeg staar paa Brøndshøj Bakke den første Foraardag
Jeg staar ved Foden af den gule Skrænt
Jeg saa den lyse Springvandsstraale stige
Jeg saa det, hvor jeg mig vendte
Jeg tror paa, at der findes
Jeg tænker ej paa dem, som har det bedre
Jeg valgte mit Stade hernede ved Stranden
Jeg var Barn den Gang, jeg vandt dig
Jeg ved, at Verden er en Gard
Jeg vil ikke tænde
K
Kløften lukker sig, og Stien slipper...
Kom ud! du, der sidder i Kirken og tror
Kragen synger sin hæse Sang
Kristus! du døde! staa af din Grav!
Kun ét jeg ved i denne brune Ørk
L
Lad mig se i dine Øjne!
Lykke-Leg og Drømme-Døsen
Lykken i min Sjæl!
Lykken mellem to Mennesker
Læg dit Hoved i mit Skød
Lærken synger den hele Dag
M
Mange sære Ting staar skrevne
Med fornem Blinken, aandssløv Plirren staar
Mefisto! Mefisto! er du død?
Mellem skillende Skyr
Men det var her i Salen
Min Dør staar aaben. Det er imod Morgen
Min egen lille Kær-Søster
Min Færd kan gaa saa vide
Min Kniv var borte
Min lille Dreng, du lyse Æbleblomst
Min Nat er søvnløs
Mit Hjærte er en Skov, der dyb og dunkel
Mit Liv er vokset fra dig længst
Mod den blege Strandbred hulker Havet sagte
Mon nogen har levet, som bar til det sidste
Morgendug og Duft og Fugle
N
Nej, Fingrene er stive
Nej! ingen Famlen efter Hjærnens Guder
Nu angre I, strenge Herre
Nu blomstrer Maaneskinsnatten derude
Nu brister i alle de Kløfter
Nu er det Foraar. Digterne har travlt
Nu er det Foraar — løb, min Dreng
Nu er det just den fagre Tid
Nu er for stakket Tid forbi
Nu er Solen nede
Nu hvirvler Skovens Bronzeløv
Nu lakker det mod Aften
Nu ligger Jorden mørk
Nu ligger Markerne øde
Nu lister sig Vinden for Skolens Dør
Nu, Moder, hvor du stedes
Nu rider Efteraaret ind
Nu rinder Sol over Skovenes Kamme
Nu springer Vaaren fra sin Seng
Nu synker Solen bag de røde Skove
Nu synker Solen bag violblaa Banker
Nu synker Sommerdagens Sol
Nye Tider, nye Taaber
Nys gled Maanen bort fra Længen
Nyt Aarhundred
Naar Arbejdsevnen ebber
Naar det suser i de nøgne Grene
Naar jeg ser paa dig — hvor hvid du staar
Naar Solen synker
O
Og dog er Klinten blandt Blomst, der gror
Og har jeg bejlet iblandt til din Gunst
Og har jeg dyrket Dagens Sol
Og skulde jeg fælde den Tid, der gik
Om det saa blot er mine Hænder
Om jeg gav dig denne Sol
Omkring paa alle Veje
Om nogen spørger dig
Over de frosne Marker flyver en Storm
Over de skumrende Linde
P
Prins Vidrik staar saa tavs ved Aa
Paa Altanen er der ganske stille
Paa Byens Torv laa Dug
Paasken er inde, Naaden er nær
R
Ransag dit Hjærte, siger du
Rugen drær, Byggen staar i Skred
S
Se, Elskov lyver
Se, i Dag ler du paany
Se, nu letter Dæmringsdisen
Se Sivene nejer
Siden — siden — —
Solen sank, og Solen stiger
Solen synker
Sol i blinkende
Sorgen den er saa stort et Træ
Sov sødt, lille Lire
Spring ud! du lille Danmark!
Store Skove, grønne Sletter
Stundom ser jeg Efteraaret
Saadan blev Livet givet
Saa er den lyse Nat forbi
Saa er Menneskenes Lod
Saa sadler jeg min Hest!
T
Tag Vinen væk
Tavse Graner, sorte Nætter
To Slaver tjente hos den store Herre
Tre Kærlinger fløj til Bloksbjærg en Nat
Tre Pigebørn har elsket mig
Tusind Glæder rummer Livet
U
Undertiden gaar éns Liv i Staa
V
Vel er Livet bittert
Verden laa der
Vift stolt, vift Fred, vift Lykke
Vilde Kørvel, Grøftens Brudeslør
Vi sad og fletted Kranse
Vi sidder alene herinde
Vis mig Ægypten, Slaver!
