Hulda Lütken (1896–1946)

Tous les poèmes de Hulda Lütken sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.

A

Ak, du min angstfulde Kærlighed

Ak, ingen Sorger og ingen Længsel

Ak, Kære, tit jeg ønsker at du døde

Aldrig mere skal vi mødes

D

Da Solen drog til Vestens fjerne Riger

De burde køres i Triumf

Den sene Nat blev næppe til

Der brænder i mit Hjerte

Der drømmes dybe Drømme

Der er Blomster saa rene som nyfalden Sne

Der er en rindende Kilde

Der er et Haab, som lønligt skinner

Der er gaaet mange Dage. Det er atter Sne.

Der falder Maanelys ved Vintertide

Der findes Rav under Bølgen

Der gaar igennem Skoven

De rinder ud de mange bitre Tanker

Der kommer ingen mere hvor jeg gaar

Der raser en Storm i mit Indre

Der sived Skumring over Lyng og Grætter

Der strømmer i Natten mod Rudernes Glar

Der staar en ensom Hund hver Nat og vaager

Der staar en Stjerne i Nat og ulmer

Der staar et Tegn paa Himlen nu i Nat

Der staar i Nat paa Himlen

Der vokser Blomster i Dødens Have

De røde Roser folder deres Blade

De røde Roser staar og gløder nu

De sorte Skove suser

De store, graa og skarpe Sten

Det blev Skumring. — Det blev Aften

Det, der dræber

Det ejer ingen Øjne og heller ingen Mund

Det er Aften nu derude

Det er den dybe Sandhed

Det er i Nat den store, gyldne Tim

Det er kommet saa vidt med mig

Det er Morgen i en Moders Stue

Det er Søvngængertid

Det er tæt mod Paasketide

Det er vist det, jeg er bedrøvet over

Det lider henad Aften

Det lider mod Aften — saa stille det bliver

Det regner stille i Dødens Have

Det raaber vi højt i den klare Dag

Det Sindets Mørke

Det skal langsomt blive sandt, alt hvad jeg har sagt

Det sner derude i den sorte Nat

Det Stof, som du gav Liv

Det stormer i de vilde, sorte Nætter

Det var en diset Sommernat

Det var i Dag, jeg mødte dig paa Vejen

Det var i saa trist en Aften

De vanskelige Fyrre

Din Latters Ekko ler i mine Ører

Dit violette Blosterblad er falmet

Du blide Taare, kom til mig

Du bød Farvel — gav mig til sidst

Du dybe Nat, grib os i denne Stund

Duggen perlede i Græsset

Du kom og gav mig hvide Hyacinter

Du kom til mig i Høstens øde Nat

Du, min Fugl i Skovens Birkekrone

Du, som bærer Løgnens Mærke

Du spørger mig, hvorfor jeg aldrig smiler

Du stryger Lokkerne bort fra Panden

Dybt i Hjertets dybe Kamre

Dybt smerter i min Sjæl en evig Ve

Dødsstilhed hersker om mig. — Ude over

E

Elskede, du sover, mens Bølgerne de slaar

Elskede, nu er det Foraar

Elskede, ser du, hvor Mørket forsonende

Elskede, vær stille, Keruberne sover!

Elskelige Maane!

En blaalig Skumring brød den klare Dag

Ene i Skumringens dæmpede Skygge

Ene, som en Gnier

En Haand blev stille

En snehvid Vase med smaa, gyldne Tremmer

Ensom jeg i Nattens Riger stiger

En Vaar sank under Mulde

Er der een eneste Dag

Et Ansigt, hvidt

F

Fald blidt, fald blødt, o, Jord

Fjernt i det luende Foraar

Foran mig staar i en snehvid Vase

Formørket blev den Stund, da vi fik Bevidsthed

Fortæller jeg dig, mens du smiler

Før syntes jeg, at Sorg var noget tungt

G

Gider du at lytte

Gud har boret sit Sværd igennem mig

Gæst mig ikke, jeg er Glædens Fjende

Gaa bort fra Graven

H

Hadet er en stum Elefant

Hedens ensomme Palme

Hisset bag de sorte Skove

Hun bød ham de røde Æbler

Hun havde en Nakke

Hun sidder og læser Breve

Hvad kender du til Mørket, du, som er saa blid?

Hvad vil du nu igen i Nat?

Hver Morgen vil mit Hjerte kime

Hvor færdes du i denne mørke Nat?

Hvor har du gjort af dit blaa Blik?

Hvor mange Vintre har vi nu tilbage?

Højt over Nætternes Gru og dæmoniske Mørke

Hører du, Stormen tuder

I

I det Rum, som Livet kalder Verden

I en Tid, hvor vort Hjerte staar stille

I, mine Sange, mine Sange

I Mørket vaagner Trangen til at dræbe

I Nat har jeg mødt ham

I Nat sad jeg Ansigt til Ansigt med Rummet

I Nat stod Stjernen bag hvide Hegn

I Nat saa jeg [Pilgrim]

I Nat saa jeg [Sejr]

I Nat vaagnede jeg

Ingen kommer i den lyse Nat

I skal dø, I skønne Blomster

I to, som har to Par Hænder

J

Jeg bankede sent paa dit Vindu

Jeg ejer ej Guld eller Perler

Jeg elsker dig!

Jeg er et Straa, der visner

Jeg er saa træt, min Fod er mat

Jeg fjerner mig mere og mere fra mig selv

Jeg flygted fra Verdens Maske

Jeg forestiller mig altid

Jeg frygtede intet, da jeg var Barn

Jeg gik i den blændende Maanenat

Jeg gik over Kirkegaarden

Jeg gaar atter Paa saa kendte Steder

Jeg gaar til Grunde nu

Jeg har en Sorg

Jeg har ikke mere Sorg

Jeg har vandret til dit Hus paa min Fod

Jeg havde en Lilje

Jeg holdt et Stykke Marmor i min Haand

Jeg klaged’ over Sange

Jeg knytted’ mine Hænder op mod Maanen

Jeg kæmper mig frem paa de ensomme Øer

Jeg levede, men Lykken gik Fallit

Jeg ligger og lytter til min egen Aande

Jeg lytted til din Sjæl — som til Musik

Jeg længes ingen Steder

Jeg mindes en Paaskemaane

Jeg mødte en Dag i et Spejl

Jeg mødte en Pusling en tidlig Kvæld

Jeg sad en Dag i en Sporvogn

Jeg sad en Nat paa en Sten ved Havet

Jeg ser din høje Eventyrpande

Jeg ser en Nat staa ensom bag min Rude

Jeg ser mod en Facade, tung og graa

Jeg sidder foran Livets Ansigt

Jeg sidder og lytter til den store Verden

Jeg sidder ørkesløs ved mit Skrivebord

Jeg skuer dybt i Slægtens tunge Spor

Jeg standser i den dybe Nat

Jeg sværger til den kunstige Rose

Jeg saa en Nat, omsust af Elskovs Ild

Jeg tegner en Kridtstreg

Jeg tørster aldrig efter Vin

Jeg var saa ene, at ingen i Verden var mere

Jeg ved et Navn, saa evigt stort

Jeg ved, hvem jeg er

Jeg ved ikke, hvor du lever

Jeg vilde gerne rive

Jeg vil vandre der, hvor Skoven

K

Kalder nu en Stemme fra det fjerne

Kender du Fortvivlelsen?

Kender I mig ikke mere

Kom jeg forstemt og træt fra Livets Strid

Kommer du til mig i Nat gennem Mørket?

Kæmpende stadig med Stoffet i Nætter sorte

Kære, jeg tænker tilbage

Kære, luk Dørene op og lad Stormene fare ind

Kære, skal vi vaage i denne dybe Nat?

Kæreste, var du en Stjerne

L

Lad mig hvile ved dit Hjerte

Lad mig se dit røde Hjerte

Livet er en mangesidet Bog

Luften skælvede af Lys

M

Man siger, der gives Fakirer

Mennesket gransker i Skriften

Mens Sneen dryssed

Min Ensomhed, du er mit Helvede!

Min Kunst og min Kærlighed er som to Kæmper

Min Kærlighed er som en Rose rød

Min store Smerte!

Min Tanke vandrer

Morgenen er Livets Sødme

Mørke over Heden

Maane, fjerne Maane

Maanen straaler i Nat

N

Natten var dæmrende lys

Nu døde Frejlif —

Nu ebber Dagen ud

Nu er den kommen, den mørke Nat

Nu er jeg kommen tilbage

Nu er Nætterne sene

Nu kryber Grævlingen i Vinterhi

Nu lider Dagen saa graa og trælsom

Nu risler Regnen i den dybe Nat

Nu ruller de evige Bølger

Nu skælver Somrens blide Luft

Nu smuldrer Dagen

Nu svulmer i alle Skove

Naar Aftenrødens dybe Guld bli’er dæmpet

Naar du kommer til mig

O

O, du store Maane

O, du Sø, som bruser

Over Heden — over Tørvegrave

R

Roser du sendte mig, straalende, røde

T

Tiden er inde, Natten er nær

Tiden læger ikke vore Saar

Time efter Time gled ved Havet

Timerne æder af Tiden

Træt til Døden lægger jeg min Pande mod Morgenen

Tusmørkebleg jeg sneg mig ud,

Tys! Det mørkner over Stien

U

Ufattelig er den lyserøde Rose

V

Véd du, hvad det er, at miste en Ven?

Ved du noget om mig?

Vent paa mig, saa vil jeg komme

Verden er som et Orkester

Vi fødes til Verden

Vi har set ham, som døende Olding

Vi kom og saa dig danse — sad og hvisked’

Vil du vide lidt om min Ensomhed

Vinteren kommer fra Norden

Vinter igen. Et blygraat Hav

Vi sidder ene under Havens Træer

Vi ældes, og spørger ind i os selv