Lars Jørgensen (1857–1945)

Tous les poèmes de Lars Jørgensen sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.

A

Ak, vandrer du i Drømme, lille Flue!

B

Bølgerne nynner og nusler ved Kyst

D

Dagene glider i Evighedsflod

Decemberdag med Taage, Rusk og Regn

Den gamle Sol har pudset blank min Rude

Den lange, mørke Vinter, saa svandt den dog omsider bort

Den lyse Sol nys sænked sig i Hav

Der ligger Fred paa Hvidbjergs gamle Banke

Der smyger sig omkring min Kind

Der stod et gammelt Poppeltræ for Hjemmets lave Rude

Der stod i Faders Huggehus en Tællebænk saa gammel

Der var engang en Oberst Brum, en streng og myndig Herre

Det lille Hus med Tag af Straa

Det var en Dag i Ungdom god, vi mødte som Rekrutter

Dybsindig spanker han, den gamle Degn

E

Efteraarets travle Sus igennem Skoven jager

En lille Han af Spurveætten springer

Et lille Beds ydmyge Flor

Et Sekel halvt er sunket ned

F

Farvel du Sol, som nu gaar ned

G

Gamle Bælt med Urtidsminder

Græsgrønne Skrænter og Sol over By

H

Historien fortæller og tvinger sig i Hu

Hvad mon større Skønhed ejer

Hvad var min Slægt i Tidens Vaar

Hvor de hvasse Vinde

Hvor Stormen farer frem i Trav

Hvor Vejle har stukket sin Fangarm mod Vest

Hvor Verden da æ mylderfuld

Hvor æ Skov aa æ Mark gik hveranner te Haann

J

Jakob har sovet i Snese af Aar

Jeg finder alt saa herligt

Jeg fletter dig en Mindekrans

Jeg hader den djævelske Sladder

Jeg hader den snobbede Kryben

Jeg har siddet ved Aaen i smilende Enge

Jeg stod i Lykkens Solskin

Jeg stred mig saa trælsomt ad Skrænterne op

Jeg tager en Bog fra en støvet Reol

Jeg véd en lille græsklædt Vej — som snor sig gennem Skoven

Jeg vil kæmpe din Sag

K

Kranset af Banker, af Aaen og Eng

L

Lille Lærke, du som svinger

Livets Vogn paa Livets Scene

Læs Historien, du Bonde

Læs langsomt Poesiens Blad

M

Mi’ Faer og Muer vaar fatde Folk aa soer i lejet Stej

Maane, jeg synes, du griner, din Rad

N

Nu blunder gamle Moder, og Dagen staar i Kvæld

Nu drømmer Jorden i Frostens Puder

Nu glider Solen ned bag Skov

Nu stunder Vinter til

Nu støjer derude den fredløse Nat

Nys tindred Dagen i Sommergløde

O

O Esbjerg, nu ligger du voksen og fin

O Himmeldyb — hvad rummer dine Boder

P

Paa Gadernes rimslagne Stene

S

Se hen i Hjørnet, hvor dog Musikanten

Si, han haajh sæ en Hus lont derur ve’ æ Skov

Solen er sunken bag Kimingens Kyst

Som Kommandør jeg sad engang paa Vagten Citadellet

Stille Fjord i stille Skove

Stol ej paa Stormands Venneord

Strø kun, Sædemand, dit Frø —

Stærens Fløjt i Havens Linde

Staa stille her paa Skrænten i denne skønne Kvæld

Saa har vi bygget et samlende Hjem

T

Trosserne løses og hales om Bord,

U

Underfulde Sommermorgen!

V

Vi koldt’ ham Pæjrte dawle, hans Kuhn hedt’ Ann’ Mari’

Vi løfter Flig og ser paa Fremtids Scene