Kalliope
→
Poètes
→
Kai Hoffmann
→
Premiers vers
Kai Hoffmann
(1874–1949)
Œuvres
Titres des poèmes
Premiers vers
Références
Biographie
Søg
Tous les poèmes de Kai Hoffmann sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.
A
Aftenens Ro har vugget sig ind
Ak, hvilke Hymner fødes
Ak, jeg elsker Januar —
Ak, Sol og Duft og Smil og Jomfruynde
Ak, stumt, forstenet stirrer
Alle Vorherres Fugle
Altfor længe var jeg bosat Mand
At Jorden er ikke fordømt, forladt —
At sove trygt og længe
At sætte sin Spade dybt, dybt i Muld
Atter, atter
Aa, at gaa paa denne Strand
Aa Blæst fra Syd, aa Blæst fra Nord
Aarhundreder itræk har Vinden blæst
Aarhundrederne kender
B
Bag de nøgne Træers
Bag Stenten, fjernt fra Menneskenes Veje
Bagved de mørke Bjerge
Barn, jeg har elsket dig saare
Begrav de døde i Tavshed
Bevæbnede med Økser og Fakler brød vi ind
Blandt de om Dragen Majs gulgrønne Kviste
Blandt de udødelige »Atten« hilser
Blege Luft bag Nattens Rude ...
Bliver jeg gal engang
Blaat i det hvide
Brav Mand forstaar ikke brav Mand
Buske og smaabitte Træer staar bøjet mod Jorden
Byen er hvid som en Jomfru
Børnene sove — jeg hører
Baad under Bølgen og Baad i det Høje
D
Dagene gaar saa hurtigt
Dagene, Nætterne —
Danmark flytter sin Grænse
Danmark, Havets Datter
Danmark laa plyndret
Danmark, nu rejser de Taarn paa Din Borg
Dannebrog, Dit gamle
De Baal, som jeg tænder for at varme min Sjæl
De drog ind. Det var dem
De første Hyacinther —
De Gader og de Pladser
De grønne Marker og de store Haver ...
De grønne Ruders Maaneblink erindre
De hvide Skyers Flokke
De kom fra Dale, hvor Fjelde luded
De kommer med Ørkenens Tog af Kameler
Den Dag, der har glædet os, glemmes
Den evige Asur — al dens klare Ironi
Den Evighed, min Tanke øjner
Den Fattige gaar med sin Ulvesult
Den gamle Gud, den gode Gud
Dengang, da jeg var yngre
Dengang kun Sjælen lever
Den grønne Have dybt bag sorte Stammer
Den hvide Digter smilte
Den høje Luft er blaa og uden Skyer
Den klare Bølge risler
Den Luft over Vandet — en Taage af Sol
Den lune og fugtige Have —
Den mægtige Sommer uden en Sky
Den Negerlivlighed i U. S. A.
Den smalle, hvide Baad i Maaneskinnet
Den, som vil grønne Skove
Den sorte Solsorts søde Sang
Den store Rus — en Drøm, vi kalde Gud
Den straalende Aften er blegnet —-
Den Tid, som jeg skal leve
Den unge Herr Pjank
Den unge Kvinde elsker Maaneskin
Den øde, den raakolde Efteraarsskov
De piner mig, de raa og skingre Røster
Der bor en Fisker ved Fjorden
Der brænder Lys i Husene
Der drømmer gamle Gader
Der er ingen Glæder i Verden mer
Der er Master og Taarne
Der er nogle Stuer
Der er Skorstene, Kraner i den vældige Havn
Der er visselig én Vellyst
Der falder Regn, der falder Regn!
Der falder Sne i Skoven —
Der gik engang i denne By
Der græder Regn ned over Gadens Sten —
Der gaar altid en Front mellem Syd og Nord
Der gaar Bølger gennem Menneskenes Hjerter
Derinde ligger i Glans og Røg
Der kommer en Verden saa blaa og hvid
Der kæmped en uovervindelig Flaade
Dèr ligger de gamle Kanoner
Der ligger Sne — og Kanerne kan glide
Deroppe er Himlen saa blaa —
Der ringer langt borte en Klokke
Der sidder paa et Taarn to Kimærer af Sten
Der stod engang paa Als en Tjørnehæk
Der staar syv store Stjerner
Der staar tre unge Mænd
Dertil — og ikke længer
Der vandred tre Mænd i den evige Sne
Der var engang i fjerne fromme Dage
De Skibe i Mørket derovre
De skumrende Klipper ved Havet
De skumrende Stuer og Stalde
De store grønne Bøge
De store Tider skabes ej — de skaber!
Det Brus — o, det vilde og klingre —
Det dufter sødt og stille
Det dunkle, det urolige, vidtstrakte Aftenhav
Det er den nye Tid — Alverden slumrer
Det er den skønne Høstens Park
Det er en Billedbog med mange Blade
Det er i Aften
Det er Luften, som skælver og klinger
Det er sagt, at en ny Tid skal fødes
Det giver Ro at vandre ene i gamle, stille Gader
Det grønne Vand — o, Skumringsvand
Det graanende Vand og den sorte Skov
Det hvide Solsejls Smelden
Det klare Efteraar — og hine Veje
Det lyse og tyste Palads
Det nytter intet! Denne Slægt er døv
Det nøgne Efteraar med sorte Linde —
Det regned over Havnen, over Bolværk og Broer
Det ringer til Jul i det tabte Land
Det skete en Aften, da Sol gik ned
Det, som begyndte, endte
Det store Vindu er aabnet mod Foraarsskumringens Himle
Det var den skønne Himmel
Det var i et Hus nær ved Havnen
De vaade Vinteraftners sorte Parker
Din Skønhed, din Hvidheds Ynde
Dit tunge mørke Haar med Azaliens røde Brand
Don Quichote og Sancho Panza
Du blev min Ungdoms Profet, og ingen Syner
Du bliver saa hvid i Mørket
Du greb Strengelegen
Du hvide, skinnende Statue i Havens natlige Dunkle
E
Efteraarets gyldne Træer
En Aften i Barcelona
En Aften, under Stjernen
En dyb, fuldmandig Røst, der dybest inde
En høj, blaa Luft, et vaarligt Gny
En lille hvid heftig og hadefuld Hund
Ensformig risler Regnen
En Sky gik sort for Solen
Er det hændt dig, mens du vandred
Er jeg en Fugl, der synger?
Et Baal har flammet — flammet og lagt øde
Et Sagn i min Slægt fremmaner
Et Skib, der rankt og hvidklædt skrider frem, berust af Magt
Et Tog af Somre — én for én
F
Foragtet af den hvide
For længe siden drog jeg ud
Fortidens Husgeraad
Foraarets Sol beruser atter Gaden
Fra Hillerød gaar Toget
Fra mit Vindu ser jeg den blinkende Sø —
Fra mægtige Haves berusende Øde
Frem af dybe Gaders Midnatsmørke glide
Før jeg blev født, var der Havnestæder, Palmer
G
Gadens flygtende Skygger
Ganske unge Elskede!
Gennem Gardinet siver den ind
Gud Odin med Ulve og Ravne!
Gule Sporvogn med de stærke Lys
Gyldenhvid staar Maanen
Gaar Kvinden de lange Dage
Gaaseurten — Danmarks Blomst — bæver i Aftenens Græs
H
Hadet til Cæsar er mere dybt
Halvmørk, tom og tyst er Kirken
Halvmaanen staar over Digterens Hus
Hamlet — nervøst forfinet
Hans Liv var Drøm og Vandring
Han svinged sin Pisk og drog rasende frem ...
Havet mumler i Natten
Havgraa og havmilde Øjne
Hendes Smil er blaat — og sødt som Hyacinther
Henover de skumrende Skove
Her i disse Sale
Himlen er aldrig saa blaa som i Marts
Himlen staar i Brand, mens det regner
Hun kommer fra fjerne Have
Hun aabnede sin Favn, som glæded mange
Hvad er vel fast — hvem lænkes
Hvad jeg aldrig kan forklare
Hvad Værd har al min Handling, alle Tanker
Hvide Tulipan, der dufter
Hvis Vilje gaar mod Syd?
Hvor blinker den rødt, den Stjerne
Hvor er det henne nu — Huset
Hvor glitrer i Natten det hvide Vand
Hvor Stuen er fyldt af et Kærteskin
Hvor underligt kan Sols og Skyers Hvidhed
Hvor Venner Venner møder
Højt hænger Nyet som en Skaal og lyser
Hør, der toner Vers under Dyrehavens Bøge!
Hør — gennem Luften — den gamle Klang
Høstakken og det gyldne Træ —
I
I Danmark — paa Ternernes
I danske Drenge i Flensborg By
I de fjerne Havers Skumring, i de hvide Parkers Dis
I de gamle Bægres Sølvdyb er der blege Blink af Glemsel
I den kolde og susende Aften
I den uhyre Havn
I, der drog bort ad den høstlige Vej
I det fygende Mulm
I det skærmende Hus, under Taget af Tang
I en lilla Allé af Kastanjer
I en ny Tids Dagning
I gammel Tid bar Skjaldene, bar Skjaldene i Nord
Igen en Tid med Fest og broget Mylder
Igennem det smalle Vindu
Igennem store Marmorbuers Gab
Igaar det hvide Snelag
I hin berømte Sagntid, da Verden var en Park
Ikke hos Gud skal vi finde
Imellem de gode og tapre
I Maaneskinnet sad
Ind over Byen stryger Havets Vinde
I sin hvide, i Stockholm berømte
I Skov og Eng, i Lo og lyse Sale —
I Skumringsmørket
I skønne Lys, der brænder
I Vintermørkets Smerte er min Sjæl hyllet ind
J
Jeg blader i en gulnet Bog
Jeg drager for Natten det gyldne Gardin
Jeg drømte inat, at jeg stod ved en Flod
Jeg elsker det, du elsker
Jeg er bare Invaliden
Jeg er en stille Nat, der ikke svinder
Jeg er en stor og letsindig By
Jeg er ikke den vandrende Sanger
Jeg er kun en Mand, der sejler
Jeg er Sydhavspigen med det mørke Haar
Jeg favned dig blidt, og jeg kyssed dig blidt
Jeg gik ad Vejen, der gløded hvid
Jeg gik i Aftnen ene gennem mange Lindes Duft
Jeg gaar i halvt øde Kvarterer
Jeg gaar og finder Huse
Jeg gaar over Broen i Skumringen
Jeg har givet mig hen til den fyrige By
Jeg har lagt til ved Vadstena Slot
Jeg har staaet engang paa en græsgrøn Vold
Jeg har søgt mine Forfædre
Jeg havde siddet længe
Jeg kommer fra Byen
Jeg kom til Festens forgyldte Port
Jeg mindes en hvid Balcon
Jeg rejste gennem Lande
Jeg sad ved Ovnen
Jeg sejled igennem det blaanende Danmark
Jeg ser de grønne Slotte
Jeg ser dem i Musæerne, de skønne Himmelsenge
Jeg ser et bleget Aasyns trætte Kummer
Jeg sidder paa en Skrænt etsteds i Somrens Land
Jeg sidder ved Marmorkilden
Jeg vaagnede til Livet ved din Varme
Jeg ønsker dig ikke det hæslige Regnvejr —
Jeg aabner tyst mit Vindu
Jevnt skraaner Vejen — mod Himlen og ned
Jorden er frugtbar, og Havet er øde ...
K
Kast røde Blomster ned paa Elefanterne!
Kirsebærtræerne blomstre nu
Kom — at jeg kan drage, medens Natten gaar
Kom Nød, Bekymring, Kvide
Kongen med Nordlysets Krone
Kong Frederik, Grænsens Værge
Kun ved dit Bryst er jeg hjemme
L
Lad mig se dine Øjne
Landet med de mange Have
Landnamsmænd, hvis Ry skal runge
Langt, langt herfra
Lavendlerne stod i en endeløs Række
Livet er saa fattigt
Luften er blid og vidunderlig lun
Lyser dèr Rug og dèr Havre?
Lyset, Stormen, Stenen, Vandet
Læs atter disse Vers
M
Man bød mig til et Gilde
Manden, hvis Usselhed modnes af Modgangens Knugen og Knæk
Marie, det var Pigen
Mellem Brødre sad Ivar
Mellem Drømmens hvide Sky
Mens udenfor, mens udenfor
Midt i Byen, der brager
Midt i Havet
Min Broder hver, som lider og som hader!
Min elskede, du, skønne!
Min Faders Verden — Hav og Dæk og Mers
Min Fader var en Sømand
Min Hytte stod færdig
Min Moder gaar i Morgenskær
Min Sjæl har vendt sig mod Norden
Mit Hjertes Drøm om Liljer — min Drøm fra jeg var Barn —
Mod Aftnens skære Himmel Hyldens stille
Molok var Gud. — Og Gud blev en Stjerne
Mærk dette disede, rimhvide Gry’s
Mørk er Natten, tæt er Taagen
Maanenatten, Maanestaden
Maaneskinshaven
N
Norden lytter
Nu bades vi atter af Foraarets Regn
Nu er det, at Svalerne samles
Nu glimrer Sirius igen i Øst
Nu suge Vestens Sluser Mørkets Vover
Nær ved at briste er den blegrøde Rose
Naar Byernes Middag brænder
Naar jeg kysser din hvide Arm
Naar jeg ser de store Skyer
Naar jeg tavs, med lukkede Øjne en Høstkveld, der gløder
Naar Landets store Ildner — i Kisten, under Faner —
Naar Munken stundom vandrer til Menneskenes Stad
O
O danske Slette, klædt i Bøgens Grønhed
O, Eftermiddagssol paa stengraa Mure!
O, en Tid, hvor ingen læser, og hvor ingen føler Svimlen
O, fjernt i det drømmende Mørke
O Foraar — det er Foraar!
Og jeg gik udenfor mit Hus —
Omkring den Mand, der vil det Fjernes Pragt
Omkring mig den bølgende Hede
Om Morgnen, ved Middag, mod Solnedgang
O Morgen, naar Huset vaagner
O Morgnens Vemod, Liv ved Solopgang —
O nye Aar, kom nye Aar
O Pige, se —
O Pinsemorgen — o hvide Sky
Op over det gamle Skaane
O Stad af Sten, der lever — vidtstrakte København
Over brede Enge, spundne
Over Bølgerne kom Taagen
Over de mørke Marker
Over Havet stod Skyer, drev Bjerge
P
Parthenon, Aandens Tempel
Paa den skønne danske Slette
Paa det lille Birketræ
Paa Gulv og Væg og Spejle spille gyldne Strejf af Sol
Paa natlige Tæpper sidder Østerlandets Kvinder
R
Rheden er blaa og kruset
Rugen bølger, Rugen bølger —
Røde Blomster duver
S
Se Byen bleg af Dampe
Se dog, se deroppe over
Se, Himlen er Violer
Se, i Halvmørket blidt
Se, jeg sad en ensom Aften, og mit Hjerte var bedrøvet
Sejren var nærmest
Se, nu staar Glans over grønne, grønne Sletter
Se — paa den sorte Kanal
Se, se, i Drømmerstilling! — Haven, Havet
Se, Springvandet springer — det skælver i Vinden!
Se Tegnet — de skønne Raketter!
Se udenfor, bag Ruden
Se Vinterens Stammer og Stier
Siden Nederlagets Dag
Skoven, Skoven og Himlen
Skaanet for Sorgers Uvejr
Solen har skinnet
Solen straaler paa Vaarhimlens Blaa
Solen staar op
Solen var kommet tilbage
Som den højt fæstede Drøm i vort Liv
Som Draaben huler Stenen, blev deres Sjæl hulet ud
Sommerlige Huse inde mellem Træer —
Sorgløst hælder Gærdets Stolper
Sporvognen suser ned ad Vesterbro
Stiger du af Skumhavet, saltfrisk og hvid
Stilhed, der er Tone
Store Bøge, staa og gro!
Sælsomt er Frankrigs Rige paa éngang Syd og Nord
Saa kort en Tid — halvt Hundred Aar
Saaledes kan Afgrunden raabe
Saalænge Xerxes lever og Attila er nær
T
Tagenes Verden i Mørket, Skorstene, lysende Ruder ...
Tavsheden over Havet
Tavs staar Vampyren
Tiden strømmer — Livet gror
Til Smil og Latter har jeg ikke Raad
Titusind Aar er ingenting
Tre Troldmænd stod paa Taget
Triumfen, Triumfen, Triumfen
Træt og tynget sukker Skoven i de lange, sorte Nætter
Tungsindig kom jeg til Stranden
Tusmørkets blegblaa Himmelskær
Tyskland kan tage en nordisk By
Taager og Stjerner og Storme
U
Udfor den oplyste By ved Havet
Ud mod det blæsende Vest
Uglen og de hvide Blomster
Ulykkesfugl — hvad vil du midt om Natten?
Under et Blaa uden Skyer
V
Velkommen, England, til Danmark
Vend Dit Ansigt mod Flensborg Fjord
Vi bøjede gerne Knæ
Vift af Vind i Rugens Top
Vi har en lang, lang Stund
Vi har ingen Pagt med de Svage
Vi husker den gamle Konge
Vi kommer fra Byen og Skolen
Vi lever med de stumme Ting
Vinden brummer som en Tyr
Vin og Parfumer — Fest og Festens Duft —
Vi Normanner har Rod ved den rullende Sø
Vi sejlede ud ad en Fjord
Vi sov for aabne Døre
Vort Land med Oldtids Stene
Vær velkommen fra Købstad og Land
W
Wienerbarn, Wienerdreng, Adolf fra Donau
Æ
Ægyptens Paradis er ogsaa mit