Kalliope
→
Poètes
→
Emanuel Goldstein
→
Premiers vers
Emanuel Goldstein
(1862–1921)
Œuvres
Titres des poèmes
Premiers vers
Références
Biographie
Søg
Tous les poèmes de Emanuel Goldstein sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.
A
Af dit Kys suger jeg kun Livsenslede
Ak! hva’ ska’ Jeg gøre, Jeg stakkels Mand!
Ak! mindes Du vort skære Elskovs Gry
At jeg aldrig mere kan naa ham
D
Da jeg mødte Dig allerførste Gang
De blev ingensinde til
De gik ved Fjorden
De knuger og tynger med Centnervægt
Den Sorg, som hulker i Rytmernes Spil
Den store Maler studser
Der er en løjerlig Strid i Gemytterne,
Der er ingen Sjæl paa Jorden
Der faldt paa mit Øje
Der gaar et Bundt af Traade
Der kommer en Dag, vi skal hævne det svart
Der stod to i den lyse Nat
De svælger deroppe i Silke og Guld
Det er smukt nok med denne Forsoningens Aand
Devkalion, der af Naturens Bryst
Dig har jeg elsket —
Dine Træk er grove
Donna Isabella hviler
Du bøjed’, elskte! Dig for mine Bønners
Du er Vampyren, der suger
Du fyldte min Sjæl med Elskov
Du greb mig, Guddom! paa Sirenevis
Du har spundet mig ind
Du var kun min lille
E
Elskoven gror
Elskov, en Rus
Elskovens Minder
Elskov er som Syfilis
Engang fordred jeg grænseløst af dig
En Hede, der isner
En Trolddoms daarende Masker
Er De gal, højstærede? Hys! Hvis De offenlig viste Dem
F
For Graad og Bønner
Forpint jeg laa i Julinattens Glød
Fra Eros, Fortryller
G
Gispende som et saaret Dyr hun slæber
H
Her har I dem, alle mine raske Fyre
Hun havde ham af Hjærtet saa inderlig kær
Hvert et Strøg af Deres kloge Hænder
Hvorfor gav du dig helt!
I
I Daarer, som med teatralske Ord
Ih! hvorfor saa morgengnaven!
I hine Jævndøgnsnætter, da jeg nød
J
Ja, det er evig og altid kun Hensyn
Ja, disse Formers trylleriske Daaren
Ja, jeg erklærer Jer alle Krig
Jeg er som det skøre Lerkar
Jeg har kæmpet og lidt for Hjærternes Sag
Jeg aabned’ Døren — Himmel! O! jeg saa’
Jo, det er rigtig et herligt Kuld
K
Kan jeg da juble glødende elskovsdrukken
Kun én Bøn jeg, Guder! sender
Kun Sorg og Kval, Elendighed og Kummer
M
Min Frøken! ja. jeg vil det ikke dølge
Misericordia! Du, som flænged’ i mit Bryst
N
Naturen driver formummet Spil
Nu nænner jeg ikke engang at sætte dig Stævne i Regn
Nu skiller mig fra Graven kun et Hegn
P
Poeten med det lydfine Øre
Paa Fjældene, hvor mine Taarer fløde
S
Salonens Gulv var kun én Spejlglasflade
Sé, hér er Grænsen, ej en Fodsbred længer
Sér jeg hende paa Gaden, bleg og udtæret
Saa, Kammerater, nu rask til Værket!
V
Vort Øre bliver, naar Elskovsdriften gryr
Vaaren var fløiet og min Elskerinde med
