Georg Brandes (1842–1927)

Tous les poèmes de Georg Brandes sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.

A

Af Leonardo mindes jeg et Billed

Ak! jeg har sat mit Liv paa denne Terning

Alt er tyst, som Fredens Stund før Freden brydes

April det var, men sommervarm var Luften

D

De flokkes i Klynger, de svæve i Kres

De glatte, dejlige Lokker

Den skønne blonde Lykke

Den vilde Storm og den kolde Regn, de lege

De, som engang har sluttet Pagt

Det gry’r, det gry’r

Det var i Uvejr, at vi fandt hinanden

Du bitre Latter! kom og trøst mig nu!

Du ene, du kære

Du Liv, der stærkt i Pulsen slaar

Du sagde: "Vil den Uro paa din Pande

Du stolte, som for mig er Ømhed, idel Sødme!

E

En Storm foer gennem mit Indre

En Tak til Borgens Frue, hvis sværmeriske Sjæl

Er for Andres Blik Figuren end lidt flad

F

Foibos! du ler, o min himmelske Fader

Forgæves Tone vi med Tone stemmed

G

Giv, at det mørknes engang i mit Sind

H

Held paa hans Vej, den Tauses og den Stilles

Hun stod der nøgen, rank som Sydens Pinie

Hun var Prinsesse, han en simpel Ridder

Hvad det er at elske, det mig lærte

Hvad det gælder er Menneskeaandens Revoltering

Hvad? glider Aarets stolte Aand

Hvor rører dog den sande Skønhed Sjælen

Højt imod Nord er Fru Yduns Sal

Højt op til Lysets og til Kunstens Hjem!

Hør Fuglesang af hundred Fugletunger!

I

I hellige Muser, begejstrende Ni!

I tunge Tanker, ensom alt i Uger

I vil vide min Elskedes Navn?

J

Ja Digteren er Maler; en Pensel er hans Pen

Ja, Hvirvel er det Alt — i dette Ord

Ja, kære, du var Drømmen

Jeg elsker dine brune Øjnes Mørke

Jeg synger højt det ud: det er min Lyst

L

Lær dog, Hanna, at væmmes

M

Mausoleet er færdigt

Mig fængsled aldrig mild Adagio-Klang

Min egen Yndling vil, jeg skal blive meget stor

Mon virkelig der findes

N

Nu trykker fast

Nu voks, min skønne Plante

Naar i min egen Sjæl jeg ser og svimmel

Naar Kraft og Lune synke

O

O dit Navn, o dit Navn var

O for et Kys af denne Mund

O rene Jomfru, tro ham ikke kold

P

Perle, du sprøde!

Proteus er hverken tør eller kold

R

Roser har han knækket

S

Sen Aften. Under Skrænten roede de ud

Se ned til mig! Jeg mine Hænder strækker

Se og saml! Det er Livet

Se Rosen, mystisk som et Digt i Veda

Sig, har du følt det, Elskede, at stærkt

Solen sank. Bølgerne slaa

Som en Sonet, du skriver, var hint Møde

Som Pailletter, spredte paa det blaa

Som Skyer drage

Spildt da al min Stræben var

Saalænge der findes et Bjerg, en Sø

Saa mangt et Lyn fra Himlen slaar ned

Saa skal jeg da surres til Pælen igen

Saa stormfuldt er mit Hjerte, og min Kummer er saa stor

T

Tungt og trist at længes

U

Ungdom i Norden! Rejs dog engang dig med Magt

V

Ve den, som aldrig saa dig

Vaarstærk du er, du Straale, som kommer fra Solen

Æ

Ære være de tapre Mænd