Hans Ahlmann (1881–1952)

Tous les poèmes de Hans Ahlmann sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.

A

Ad stille Veje, langt fra Smil og Spot

Ad Trappetrin, der knirked forraadende, fordømt

Af Ildflueilden og Stjernernes Rasen

Aftenen kommer, og Træerne svulmer

Aftnen blev stille, og Aftnen blev mørk

Aftnen er kølig, men Lindene

Aftnen kom — og Timen kom!

Aftnen mørkner den grønne Eng

Alt brast. Det var i Dagene

Alt det der sker! Først Hæk i Brud

Alting forfalder, alting gaar tilsidst

Aasens Graner blir borte

B

Barnet, som nylig løb og leged her

Birthe, der er langt til Morgen

Bjærget er fuldt af Violer

Blæsten blæser over By

C

Carlyle, du strenge Mester, saa er jeg atter her

D

Dagen blev kort

Dagen helded et Efteraar

Da jeg kom til den fremmede Egn

De blaaned, de Nætter i Maj

De matte Roser bliver daglig færre

Den første blege Stjerne

Den lyse Morgenstund

Den store grønne Slette

Der er ingen, der fortæller som Roserne

Der flimred Sol i Kanalens Vand

Der kastes saa mangen usselig Sten

Der kom lange, lange Flager

Der ligger En og dør i Nat

Der sejler et Skib fra Danmark

Der spilles i Orkestret

Der steg Lærker imod Himlen

Der stod den, iført en kostbar Dragt

Der var en Tid, — bag Trods og Harm

Der var et Ur, der vækked mig

De store Træer mumler

Det aftnedes vaarligt, de spilled „Boheme" i Caféen

Det blir en spinkel og vemodig Nat

Det bryder i Popler og Pile

Det er Aften. Horisonten

Det er Aften sent i Parken

Det er altsammen længe siden

Det er det samme Mørke

Det er en forunderlig Vaar i Aar

Det er en Søndagmorgenstund

Det er Foraar, og nu løves alle Grene

Det er i de tause Alléer

Det er i Nat saa klingert

Det er Morgen med Sol over Skrænt

Det er paa Gaardspladsen. Mørket daler

Det er saa smuk en Morgenstund

Det flimrende Aftenliv sang

Det frøs fornylig, og Sneen føg

Det grønne Foraar gik saa brat

Det grønne Vinløv udenfor mit Kammer

Det har regnet i Nat

Det hugger i Nattogets Kobling

Det hvirvler af Sne over Tag og Top

Det klinged med Bjælder fra Vinterens Slæde

Det lufter over Byen, en fin og lunken Vind

Det regned’ i Bobolihaven

Det regned. Og Gadernes Stene

Det rejser sig i Buer, Stykke efter Stykke

Det spilled i strømmende Vande

Det stille Mørke til min Stue gaar

Det stilned mod Nat, og Dagen blev drømt

Det stilner under Stjerner

Det stormed i Nat, og det pøste

Det suser, det suser i Haven

De tuder, de rastløse Biler

Det var Aften. Intet hændte

Det var den danske Sommer

Det var dengang, da hver en Blæst

Det var de urolige Dage

Det var en Foraarsaften, bleg og stor

Det var en Varme! Støvet, vandringstræt

Det var en Vaardag med Sne, der gled hen

Det var, mens vi stod der i Foraarets Vind

Det var paa Piazza San Marco

Det var Sankt Hans

Det var som en dæmpet Berceuse

Din hvide Skulder havde

Din Lyst skal brydes af Suk og Strid

Disse fem smaa blaa Krokus

Disse Sange, som jeg her har sendt dig

Dit Smil er som en Sejersfærd

Du dansed for mig — da blev Himlen rød

Du er Smilet i min Ungdom

Du kom langvejs fra, vor Broder

Du kom ned til os med Bulder

Du var et Træ — i Sol og Slud

Du vil glemme mig engang

E

End ligger din Have i Solskinnet svøbt

Endnu før det blev Daggry

En Død er kun en Død

En fremmed By en Aften sén

En Fugl, en vældig, med Vingefang

En Nat i Maj — det blege, grønne Skær

En slidfuld Dag — og Aften nu

En sortblaa Røg, en Bølge har hyllet Torvet tungt

En stor og dejlig Fugl har lagt sig ved mit Bryst

Ét Blad falder og ét og ét

Et Fuglepip i Vejens Hegn

F

Fodtrin holdt op med at vandre

Foraarsstormene bruser

Fra Havet ruller Sø paa Sø

G

Gennem Efteraarets Slud

Gennem Lampeskærmens gule Flor

Gik vi éngang, — gik vi liden

God Nat, god Nat

H

Han lytted længe til Husets Lyde

Han standser ved sin Rude

Har kysset hendes røde Mund

Hastigt løber Tiden

Henad Morgen, naar det dæmrer

Himlen er blaanende høj

Hun havde lovet, hun vilde komme

Hvad hjælper det, Vaaren vil komme

Hvem nævnede Violer

Hvert Nu i Nat gaar tyst og kort

Hvor er her dog stille — al taabelig Tuden

Hvorfor gaa hjem nu — Platanerne suser jo

Hvorfor smiler du, Susanna

Hvor mange Timer gik jeg? Slet ingen Sjæl jeg saa

Højt — højere jeg stiger i Aftentimens Duft

Hør, det suser i Akacierne — og atter

Hør min Hymne, hør mig, Eros

I

I den myldrende By har en Vinter gjort Holdt

I den store gamle Have

I den tause Nat er jeg vaagnet op

I dør, I dør, min Ungdoms Flok

I et Hjørne af mit Hjerte

Igennem Træerne de sorte nøgne

I Hildesheim, da Natten kom

I Landet Vé, som af Havet steg

I Luften skumringssval

I „Meistertrunk” drak vi en Jubelskaal

Imellem de lave Diger

Ingen Sol, der vaager

I Solnedgangens Purpur tog stærke Klokker fat

I tusind Aar var den Danmarks By

J

Jager det og banker

Jeg elsker de natlige Gavle

Jeg gik hjem igennem Byen, da Lygterne blev gule

Jeg gaar og gaar, mens Natten skrider frem

Jeg ligger i min Sygeseng

Jeg takker dig, fordi du gav

Jóhann Sigurjónsson

Jo, I kender disse Aftner

Jomfru Gertrud, Jomfru Gertrud

K

Kan du slet ikke lyse

Klokken er kun syv

Klokker har kimet, tonende og travle

Kom Bellmans Søster, Broder

Kom Ven og kom Veninde

Kunstner er han først

L

Lad os glemme hinanden i Nat

Langt borte hørte hun Violiner

Langt borte saa jeg — selv saa tung og træt

Lette og luftgraa Maager

Lille Barn, som tumled

Luften er dunkel og blaa

Længe havde Solen skinnet

M

Med de gule Bægre hældet

Med Natten kom den dybe Fred

Mens Foraarsaftnen drømmer

Mens udenfor alt er i Dvale

Min Gud, hvor du var smuk i Gaar

Modtag mig, grønne Park, som før

Morgenstjernen blegned

Mærk — det har regnet. Se Tagenes Skifer er vaade

N

Nattens Tid er inde

Nederlaget! Hør dem skrige

Nu bliver Bladene ganske gule

Nu blaaner Elven helt mørkeblaat

Nu drysser Kastanjen sin Rakkel

Nu er det Tid, da slagne Sind

Nu falder Mørket langsomt paa store Agres Tavl

Nu kommer de blide Nætter

Nu kommer Natten stille, berusende og stor

Nu mørkner Aftnen, nu blander Hylden

Nu mørkner det stille ved Floden

Nu segner alle Vinde

Nu stryger salt en Søndenvind

Nu staar Vaaren just i Syrenens Tegn

Naar jeg drikker denne Vin, ser jeg Pinjer

O

O Foraar og Elskov — man smiler og aner det næppe

Og Natten danser lydløst ud

Og Skyer drev, mens Dagen led

O Liv, hvad vil du med mig

Op med Skodderne — ah, det var godt

Over Aftenhimlen hen

Over gamle og mosgro’de Tage

Over Haver skinned

Over Torvet kom der blæsende

P

Paa Væggene hang der Portrætter

S

Se, det er Aften — og Træerne falder i Tanker

Se, det er Tiden, da Aksene falder

Se nu grønnes de ventende Agre

Se paa Sandstenens Tegning, hvor den drejer

Skridt for Skridt, men sejgt og støt

Skyen sejled i Himlens Blaa

Skyer driver og drager i Fold

Skærtorsdags Sol gik hastigt ned

Snestormen pisker paa Ruder

Solen er oppe, det blaaner foroven

Solen kommer, Solen gaar

Som en Fæstningsgrav, hvis Svaner

Som en Høg slog du ned i mit Hjerte

Somre kommer og Somre gaar

Spræng Portene op for den store Vaar

Stille, nu sejler vi ind i en aftenlig Brise

Stodderfattig, graa af Jammer

Stævnet er sat, vi er ej mer’ Nationer

Saa er det en Morgen i Luxembourghaven

T

Tag dit Blik fra denne Rude

Telefonen klang i den sene Kvæld

Tidt har vi lyttet til den dunkle Nat

Tyste, tyste, sukkende Træer

U

Under Birkeløv og i Markers Duft

V

Vel mødt, du frie Landevej

Ventetimerne er lange

Vi har den samme Trang

Vinden vifter, Birken slaar

Vinterkulde steg af Mulde,

Vi, som midt i Renæssancens

Vi spurgte hinanden: Skal Flensborg nu med?

Vaaren dufter saa fint og godt

Vaaren kom med sine Fløjt