Ved Toldboden steg en Matros i Land,
Hans Haar de vare saa hvide;
Han havde ej seet sin Fædrestrand
I mange Herrens Tide.
Han havde ej seet, at Byen faldt
For engelske Blus og Brande;
Ham Skjæbnen havde fra Hjemmet kaldt
Langt bort til fremmede Lande.
Der stod han da, med Haanden i Barm,
Og Øjet saa mørkt i Vrede,
Og stirrede, med vemodig Harm,
Paa den tomme Svanerede.
Da tørrer han sig om Skjæget brat,
Mens Taaren paa Kinden brænder;
Han knuger den gamle, begede Hat
Imellem de sitrende Hænder.
„Hvor er I henne, store og smaa,
I Havets stærke Svaner,
Som smykkede her i Dammen laa
Med Dannebrogs røde Faner?
Søger I end den gamle Færd
Paa fjerne fjendtlige Kyster?
Viser I Fienden, hvor stolt I bær
De egeplankede Bryster?
Nej! — I har glemt den gamle Sang,
De danske, jublende Toner;
Nu stemmer I op den Sejerssang,
Der tordner fra Brittens Kanoner.
Vel har jeg tømt saa mangen Skaal;
Men ingen bedre, som den sidste:
Den var iskjenket til bredfuldt Maal;
Nu vil mit Hjerte briste!
Naar snart, Kammerater! mit gamle Skrog
Jeg i sidste Havn skal fortøje,
I svøbe en Flig af Dannebrog
Omkring min snævre Køje.
Naar da den store Baadsmandsmat
Paa Dækket kalder de Døde,
Da skal jeg ogsaa være parat
Til Mønstring hisset at møde.
Og Chefen selv, kan I troe mig, Børn!
Mig beder frem for sig træde:
„Naa er du der, du gamle Ørn!
Gak ind til din Herres Glæde!“
Saa faaer jeg Lov at gaae agter ud
Til Chefens Kahyt, den høje;
Der møder jeg Wessel, Juel og Rud
Og Ham med det ene Øje.“
Saa talte han og lagde sig træt, —
De tro’de, han faldt i Tanker; —
Da var han død; — hans Død var let,
Hans Hoved laa paa et Anker. —