Antologier

Hvor Bølgen larmer højt fra Sø

om Danmarks gamle Rige,

hvor Bøgen kranser Land og Ø,

som Uskyld Slettens Pige:

der er min elskte Fødestavn,

der jubler jeg mit Danmarks Navn;

thi der er godt at være.

I Danmark knejser intet Fjæld,

ej gjemme stolte Bjærge

det røde Guld til Ladheds Træl,

ej Jærn til vældigt Værge;

men Guldet rigt paa Marken gror,

og Jærnets Kraft i Armen bor;

uvæbnet har den Værge.

O! straal fra Øjet uforsagt,

du Præg af Nordens Stempel!

et Ord, et Haandslag være Pagt,

og Barmen Troskabs Tempel!

Ja, Troskab, du est Danmarks Værn,

du est et Skjold af hærdet Jærn,

du est vort Danevirke!

O! Danebrog, vort Himmelflag!

tilaand os Mod og Styrke!

Vift højt mod Sky i blodigt Slag,

spred Lys i Kampens Mørke!

Fra oven har en Stemme talt:

du ned til os fra Himlen faldt

og skal til Himlen hæves!

Og ret som i dit Purpurflag

det hvide Kors staar tegnet

at tyde kristent Sindelag

af Kjærlighed omhegnet:

saa styrke Retsind Krigens Aand

og knytte Fredens Broderhaand

og skjærme Land og Konge!