Den Time var ret snart udrunden,
Da Natten møder Morgenstunden,
Og Margarethes Skygge stod
Ved Wilhelms skumle Leies Fod.
Ved Taarer hendes Øine dunkle,
Liig Morgendæmrings-Stier’n funkle,
Og Liljen liig den kolde Haand
Var sunken under Dødens Baand.
Hun blomstred’ nys som Foraars-Planter,
Naar dem strøer ned Diamanter,
Som Rosen, naar dens Knop udbrød
Af Balsamsvangre Blades Skiød.
Men hendes Barm en Orm fortærte;
Thi skuffet Elskov hun ernærte,
Og, liig en Skygge, svandt hun hen
I Dødens Favn, Forgrædtes Ven.
„O (raabte hun) selv Gravens Giemme
„Ei, Wilhelm, lod mig dig forglemme!
„Vaagn op, og hør den Piges Graad,
„Hvis Kierlighed du har forsmaad.
„Det Timen er, da Gravens Huuler
„Er’ lukked’ op, og Mørket skiuler
„Hver Geist, der her i Verden leed
„En ubelønnet Kierlighed.
„Betænk dog, Wilhelm, at du krænked’
„Den Troe, du med din Haand mig skienked’,
„Og spøgde med en Piges Ord,
„Som dig sin første Ømhed svoer.
„Hvor kunde Wilhelm sværge hende;
„Bestandighed til Livets Ende,
„Som han dog kunde svigefuld
„Selv sænke ned i Gravens Muld?
„Oplivende, som Morgenrøden,
„Du saae mit Ansigt var, og Døden
„Du tegned’ paa forgrædte Kind,
„Hvis Roser Kummer plukked’ ind.
„Ved mine Læber tidt du hængde,
„Og svoer, at Ild dig giennemtrængde,
„Som naar et mildt elektrisk Stød
„Fra Musklen ind i Musklen flød.
„Paa blege Kind ei Roser gløde,
„Ei mine Læber meer er’ røde,
„Og slukket er det Øies Ild,
„Der blussed’ kun ved dine Smiil.
„En hungrig Orm er nu min Søster,
„Og indtil Doms Basunen ryster
„Den heele Jord, opfyldt med Liig,
„Skal rædsomt Mørke skiule mig.
„Men nu min Tid er snarlig omme,
„Alt varsler Hanen Dagens Komme.
„Bedrager! følg mig, skue den Grav,
„Din Troløshed mig Arme gav.“
Nu sluktes Himlens sidste Lampe,
Nu Lærken slog, og Viraks Dampe
Fra græsklædt Eng til ham opfoer,
Som skabte Himmel, Hav og Jord.
Da vaagned’ Wilhelm fuld af Kummer,
Og iiled’ did, hvor Dødens Slummer
Hans Margarethe Hvile gav
I ubemærket Landsbye-Grav.
Han tre Gang’ hendes Navn udhylte,
Og Gravens Huuler tre Gang’ hylte,
Han sank, og qvalt i Dødens Favn
Udstauned’ Margarethes Navn.
Mærk, unge Mænd! o vogter Eder
I Kierlighed for falske Eeder.
Samvittighedens bittre Harm
Omsider knuser Eders Barm.
Niels Weyer.