Blidelig vor Barndoms Vugge gynger
Os mod Livets Bølgestrømme ud;
Mildt en Engel om vor Hvile synger,
Hæver barnligt Hierte fromt til Gud.
Hulde Toner! Uskylds Harpestrenge!
Sødt I lyde! Ak, hvorfor ei længe?
Morgenrøde skyfri, stille, blid,
Ak! hvi smiler du saa kort en Tid?
Men den Vugge er for trang og rolig,
Os de Barndomsblomster er for smaa;
Vi maa søge os en større Bolig,
Større Blomster vil vi see at faae.
Baaden bygges — Vuggen vi forlade,
Sølverbølgen kruser blanke Flade,
Milde Vindpust bugne Silkeseil,
Glæden vinker! — kan vi styre feil?
Skiønne Kyster for vort Øie smile!
Hist er Lunde — her er grønne Vang,
Og paa Strømmen muntert med os ile
Mange Baade under Sang og Klang.
See! de dandse hen ad blanke Vove,
Mellem Kyster, hvor i dunkle Skove
Tone lifligt Fuglechores Kvad;
Her er Lyst! skal man ei være glad? —
Strømmen breder sig, og store Bølger
Stundom vældigt drive Baaden frem;
Under Voven blinde Skiær sig dølger —
Ak! saa Mangen støder an mod dem.
Himlen sortnes — vilde Bølger bruse,
Hule Storme over Strømmen suse; —
Lad os vende om til Hiem og Havn
Førend Bølgen tager os i Favn!
Men for sildigt! — Bag os i det Fierne
Barndomslandet vi kun dunkelt see;
Dog, foran os blinker der en Stierne
Giennem Skyens Rifter til os ned.
Fremad skal vi — vi kan ei tilbage!
Kan den Stierne os maaskee ledsage?
Over bedre Kyster tindrer den,
Lad os stævne da mod Landet hen!
Taagedampe ofte Synet blende,
Mange svagt kun skimte Stiernens Tegn,
Og i natlig Mulm forvildet vende
Sind og Øie fra dens lyse Egn.
Hvo vil trofast os ved Roret stande?
Hvo vil styre, at vi ikke strande?
Hvo advare, naar vi komme nær
Skarpe Klipper, blinde Dødningskiær?
Jo! en Engel i vor Baad sig sætter,
Han kan styre giennem vilde Sø;
Lad ham styre! huld han da forjætter,
Trygt at føre dig til Fredens Ø.
Og naar Storme suse, Bølger brage,
Hør ham! tro ham! han dig vil ledsage
Over blinde Skiær og Klipper frem,
Did, hvor Stiernen boer i evigt Hiem.
Ernst Wegener,
Præst.