Georg Holger Waage (1793–1842)

Saa Flodguden; han taug, og det selsomme Under forbauset

Havde Enhver; da med Smiil bespotted de Troende ene

Ixions Søn, thi vildt var hans Sind, han agted ei Guder.

Digt du fortæller, og alt, Achelous, for mægtige, troer du

Guderne, siger han, hvis de Skikkelser give og tage.

Alle med Skræk forundres, dem ei slig Tale behager.

Lelex af Alle dog først, i Hiertelag moden og Alder,

Saaledes taler: Umaatelig er, og Grændse ei kiender

Himmelens Magt; og hvad kun Guderne ville, er fuldbragt.

Og for at hæve din Tvivl: en Eeg med en Lind ved sin Side

Staaer, af en maadelig Muur indgierdet, paa Phrygiens Høie.

Selv jeg Stedet har seet, da til de pelopiske Sletter

Pittheus skikkede mig, hvor engang hans Fader var Konge.

Nær derved er en Sø, tilforn beboelig Jordbund,

Nu den et Vand er, besøgt af Maager og søglade Terner.

Herhid i Menneskeham kom Jupiter, og med sin Fader

Atlas’ Heroldstavbærende Æt med aftagne Vinger.

Tusinde Huse de gik til, og bade om Huusly og Hvile,

Tusinde Huse i Laas vare lukte. Dog eet dem modtager,

Uanseeligt vel, og med Straa og Moserør tækt; men

Baucis, en Qvinde saa from, og liig i Alder Philemon

Bleve i Ungdommens Aar i denne Hytte forbundne,

Bleve og gamle i den; deres Fattigdom var de bekiendt, og

Giorde den derved let, og bare den ikke med Uro.

Ei det hielper, at her du Tienere søger og Herrer,

Alt Huusfolket er to, de samme befale og lyde.

Altsaa da ind til de smaa Huusguder de Himmelske traadte,

Og med Hovedet bøiet indgik af den uslige Huusdør,

Byder paa fremsatte Bænk den Gamle dem Lemmerne hvile,

Mens med et grovt Stykke Tøi den geskiæftige Baucis den bredte.

Derpaa hun ryddede op i den lunkene Aske paa Arnen;

Ild fra igaar opvækker, med Bark og Blade den nærer,

Og med den Gamles gispende Pust den bringer i Lue.

Smaahugget Brænde og Qvas, som var tørret, hun henter fra Loftet,

Brækker itu det, og til den liden Kiedel det lægger.

Og det Grønt, hendes Mand havde plukt i den vandrige Have,

Tager hun Bladene af. Han letter med tvegrenet Gaffel

Svinets den røgede Ryg, som hang paa den sortbrune Bielke,

Og af Flesket, som længe var giemt, han skærer en liden

Deel, og afskaaret den toer og koger i sydende Vande.

Tiden imidlertid, som han gaaer, de skuffe ved alskens

Tale, og Opholdet ei man mærker. En Ballie der var af

Bøgetræ giort, som hang paa et Søm i det krogede Haandgreb.

Denne, med lunkent Vand øst fuld, deres Lemmer modta’er til

Badning. I Stuen der er et Hynde af blødeste Siv, som

Laae paa en Bænk, med Bret og Fødder af Piletræ giorte;

Derpaa de brede et Klæde, som ei undtagen paa Fester

Bruge de pleied; dog dette endog var gammelt og grovt, og

Havde ei Grund at skamme sig ved den Piletræes Løibænk.

Guderne lagde sig ned. Opkiltet med skiælvende Haand et

Bord frembær hun, men dette var skiæve paa det tredie Been; en

Splint det ligede; og da den havde hævet dets Skraahed,

Og det stod jævnt, aftørredes det med grøn Krusemynte.

Her Minervas tvefarvede Frugt frembæres usyltet.

Og i klar Viinbærme nedlagt høstsamlede Hyben,

Reddiker og Endiven, derhos en Mængde af tyk Melk;

Endelig Æg, saa lettelig vendt i den jævnvarme Aske.

Alt paa Fade af Leer. Dernæst af Leer forarbeidet

Ogsaa en Bolle fremkom, og Bægre af Bøgetræ giorte,

Og som, hvor de var hule, med guult Vox vare poleerte.

Efter et Øieblik kom fra Arnen de dampende Retter.

Nu borttages Vinen igien, den ei synderlig gamle,

Og giver Plads for en kort Tid for den anden Anretning.

Her ere Nødder, her Figen man saae blandt rynkede Dadler,

Blommer og Æbler der laae i flade Kurve og dufted,

Og Viindruer, afplukt af de purpurprangende Ranker.

Midt deriblandt en hvid Bikage. Og over det Alt sig

Bredte et velvilligt Blik, og en Villie ei dorsk eller karrig.

Midlertid see de paa ny sig Bollen stedse at fylde

Uden al Hielp, og Vinen de see af sig selv at fremkomme.

Underet slaaer dem med Skræk, de skiælve, med løftede Hænder

Knæle i Bøn baade Baucis og den bange Philemon,

Bedende: at ei for Mad og Anretning de Fremmede vredes.

Een Gaas var der ikkun, den uslige Hyttes Bevogter:

Den de besluttede nu for de himmelske Giæster at slagte.

Hurtig den paa sin Vinge undflyer de af Alderdom sene:

Driller dem længe. Tilsidst man saae til Guderne selv den

Søge i Skiul. De Himmelske bød den ikke at dræbes.

Guder vi ere, og Straf som fortient skal den nedrige Omegn

Lide, de sagde, men frie for denne Ulykke at være

Eder forundes det skal; ikkun forlader jert Huus, og

Følger paa Stand vore Fied, og op ad Brinken paa Bierget

Vandrer med os. De lyde dem begge, og ved deres Stave

Stræbe de op med Besvær ad den langhøie Bakke at vinde.

Borte fra Toppen saa langt, som udsendt Pilen formaaer at

Flyve i eet, de vendte sig om i og sunket i Kiær de

Saae det Øvrige; kun deres eget Huus var tilbage.

Mens med Forundring de see derpaa, og begræde de Andres

Skiebne: den gamle Hytte, endog for liden for tvende,

Bliver et Guddomshuus, og i Stivernes Sted kom der Søiler:

Tagets Straa bliver guult, med Marmor Gulvet bedækkes,

Herlig udziret en Port, og Tag med Forgyldning de skue.

Derpaa Saturnus’s Søn med venlig Stemme saa talte:

Siig mig, du ærlige Gamle, og du den ærlige Mages

Værdige Hustru, hvad har I for Bøn? Med Baucis Philemon

Taler et Ord; derpaa den fælles Beslutning han nævner:

Præster at være vi maae, og Templet for Eder at vogte

Ønske vi os, og da vore Aar vi har levet samdrægtig,

At den selvsamme Stund maa os tage, at aldrig min Hustrues

Baal jeg maa skue, og ei af hende jeg lægges i Høien.

Ønsket vorder opfyldt, og Templets Bevogtning de vare

Medens Liv blev forundt dem; af Aar og Alderdom trætte,

Da paa de hellige Trin de stode netop og fortalte

Stedets Skiebne, da saae med Løv Philemon bedækkes

Baucis, og Baucis med Løv at skiules den gamle Philemon.

Da en Trætop alt voxde op ad de iiskolde Aasyn,

Vexle de giensidig Ord, imedens de kan, og: Levvel min

Elskte! i eet fra Læberne lød, og i eet deres Læber

Skiultes af Løv; mig viiste endnu en Mand fra Tyena

Side om Side de to Træstammer, de Elskendes Kroppe.

Værdige Oldinge mig (og Grund var der ei til at lyve)

Dette fortalte: jeg selv der saae paa Gravene hænge

Krandse omkring, og i det jeg friske ophængte, jeg sagde:

Guderne vogte de Fromme, og hvo dem ærer, han æres.