Een Dag den lumske Odder møder
Den Orm, der ofte drikker Syges Blod.
“Jeg” siger den, “og du er lige god;
Thi under begges Tand det stolte Manddyr bløder.
Og dog jeg med Forundring seer,
Du af den Taabe yndes meer
End jeg.” — “Det maatte du dog bedre vide;”
Var Iglens Svar; “vi begge vist nok bide;
Men som Forgift man flyer for dig,
Og som en Lægedom man søger mig.
Jeg Helbred kan tilbage kalde;
Men for en Odders Bid den stærkeste maa falde.”
Den Himmelgave, Vid, os begge vise vil;
Her bliver det Satyre, der Pasqvil.