Florette.
Jeg holder det for Tant og Digt,
Hvad man om Amors Pile siger.
Veninde, troe mig, man ved sligt
Vil ikkun skræmme unge Piger.
Elise.
Det vilde rigtigt lønne sig,
Forvovne Piger lidt at skræmme;
Men, Barn, at Amor træffer dig,
Det vil du vist engang fornemme.
Florette.
Jeg veed nok, hvad du sige vil,
Hør, jeg vil aabne dig mit Hjerte:
Lidt Elskov er jeg falden til,
Dog fandt jeg derved ingen Smerte.
Elise.
De Pile det Særegne har:
De Lyst, men ingen Smerte giøre;
Men at dit Hjerte saaret var,
Det veed jeg vist; lad mig kun høre!
Florette.
Forleden Dag saae Frids paa mig,
Og i hans Blik var Ild og Glæde.
Han lod til ej at mætte sig;
Han syntes færdig mig at æde.
Elise.
Og du blev underlig derved?
Jeg saae dig rødmes, sukke, smile.
I Fridses Blik sad Kiærlighed;
Det var den første af dens Pile.
Florette.
Aa, snak! Men da jeg af hans Mund
Det, som Du nok kan tænke, hørte!
De gienlød’ i mit Bryst en Stund;
Gud! hvor de Ord mit Hjerte rørte!
Elise.
Jo! da du stod der i en Ild!
Jeg Amors hele Krigskunst kjender.
Fra Elskers Mund den anden Piil
Han i en Piges Hjerte sender.
Florette.
Saa han min Haand saa sagte tog,
Og den saa glad, saa fyrig kyste.
Men hvor min Puls da heftig slog!
Og hvor jeg var nær ved at ryste!
Elise.
Saa knyttes Elskovs første Baand.
Det Tryk vel ryster, men det fryder;
Men Amor lurer i den Haand;
Og trede Piil i Hjertet skyder.
Florette.
Et Kys han røved’ eller gav;
Nok, jeg blev som elektriseret;
Jeg fik saa livligt Ondt deraf.
Det vist den fjerde Piil har været?
Elise.
Det har. Paa Læberne den Gud
Den bedste Piil af alle tager.
Det er hans rette Kongeskud;
Derfor det allersødest smager.