Om Helte og Heltenes kogende Hede;
Om Taler, indgivne af fnysende Vrede,
Om blodige Feider sang Fader Homer;
Og dog den Homer til den sildigste Alder
Hver Bogskriver Konge for Digterne kalder;
Men var vel en Slagsmaales Sanger det værd?
End nylig tilvandt sig den snilde Voltaire
Blant seneste Digtere kongelig Ære,
Høitidelig, kongelig Liigfærd han fik;
Men vist nok hans Muse var ligest en Skiøge;
Paa Kiønnets og Sæders Bekostning at spøge,
Var Mandens, ja Gubbens udmærkede Skik.
Den ømme Petrarka sang ene sin Laure,
Slap Konger af Sigte, og qvad om den Faure,
Og Kiærligheds Sanger blev kronet Poet.
Hvo yndigst besiunger den værdigste Pige,
Fortiener blant Digterne Scepter og Rige:
Petrarka blev Konge ved helligste Ret.
Saa gierne jeg ønsked’ en Laure at finde,
Kun hende at siunge, og Krandsen at vinde?
Saa gierne jeg blev en poetisk Monark!
Men Dannemark eier utallige Faure;
Hver af dem er lig hiin fortryllende Laure,
Hver af dem fortiente sin egen Petrark.
Men skal jeg mit sødeste Haab da frafalde?
Nei, nu vil jeg være Poet for dem alle,
Og synge det hele indtagende Kiøn.
Min Qvad skal saa livligen flyde som Honning,
Mit Æmne mig kalde til Digternes Konning,
Ja Pigernes Sanger faaer Krandsen til Løn.
