Jeg søgte Dig, min Brudgom! Blandt Alle var Du den
jeg maatte gjennem Jordlivet eje.
Ak, ved Du vel, det voldte mig stor Sorg og stor Men
paa alle mine jordiske Veje!
Som Barn jeg saa Dig flagre med Alfevinger paa
og blinke til mig fra hvert Blomsterøje.
Og naar Guds Himmel favned som Børn de Stjerner smaa,
du vinked mig til Møde i det Høje!
Saa saa jeg, hvor du voxte, saa kjækt som Fjeldets Gran
og kongeligt det unge Hoved rejste.
Snart saa jeg, hvor du stødte dit Lykkeskib fra Land,
som Styringsmand Du selv i Stavnen knejste!
Jeg saa Dig løfte alle de morgenhvide Sejl,
og Glædens raske Bør med Skibet fulgte!
Jeg saa det knuse dristigt det blanke Bølgespejl; —
til Fjernets hvide Straalerand det dulgte. —
— Da stirred jeg saalænge mod det Lys, hvori Du svandt,
til Øjet, det blev blændet og forvirret;
og Glemsels fine Traade sit Net om Synet spandt;
ak, siden har i Taagen om jeg irret!
Jeg tænkte tit saa sikkert, nu var det Dig jeg saa,
Dig med den rige Tankeskrift paa Panden
og Øjet af Violer med Duggens Glimmer paa...
o, hvorfor var da ogsaa han en Anden!
Han bar dog i sit Hjerte en Skat af Længsler gjemt;
den lyste fra de dybe, varme Blikke.
Saa mildt som han har Ingen min Sjeleharpe stemt,
og dog — det ved jeg nu — Dig var det ikke!
Ak, sig mig da, min Brudgom, fik selv Du intet Savn,
det, som de aldrig stil’te Længsler bringe?
Gav Du Din stolte Lykke maaske et andet Navn?
Og tyktes jeg Dig altfor arm og ringe?
Jeg gik Dig dog imøde med Festensgave fin,
jeg bød Dig frem mit unge, varme Hjerte,
jeg rakte Dig et Bæger med Tankens gyldne Vin,
hvad større Brudeskat mon du begjerte? —
Nu er jeg træt. Jeg føler, det lider stærkt mod Kveld;
mit Livstræ kaster alt de Skygger lange.
Og dog — jeg kan ej sige min Brudgom helt Farvel,
jeg sidder endnu lyttende og bange!
Naar Længslens unge Svale om Morgnen flyver ud,
den bringer mangt et Bud, mens Dagen rinder.
Men naar den flyver silde — paa Frygtens Herrebud...
da vender den først hjem, naar Dagen svinder!
O, giv mig dog at mindes, hvad jeg i disse Aar
paa hver en ensom Nattevagt mig lærte:
at langt, langt over Jorden de stille Veje gaar,
hvorpaa jeg engang vinde skal dit Hjerte!