Allerdybest inde
i Germanjens Skove,
hvor de barske Vinde
dysses hen og sove;
hvor den lille Due
med sin Længselstanke
sidder lunt paa Tue
bag den vilde Ranke; —
hvor en Sø sig dølger
under Træets Telte
uden Strøm og Bølger
bag et Sivblomstbelte; —
hvor den stille drømmer
om sin dunkle Gaade,
medens Liljen svømmer
paa de lyse Traade; —
og hvor Solens Øje
bøjer Træets Pande,
vil sin Længsel føje
mod de dybe Vande,
trykker Elskovskysset
paa den fagre Lilje
(bare Egen tyssed
paa den Stærkes Vilje) —:
didhen monne drage
Sydens stolte Svane,
ensom uden Mage
paa sin høie Bane;
og den daler stille
over Søens Flade
som en Aften silde
svømmende Najade!
Ensom uden Følge
tankefuld den svømmer,
ingen dristig Bølge
vækker stolte Drømmer. —
Sagte Luftning sukker
mellem Træets Kroner,
vilden Due klukker
sine dybe Toner.
Og mens Dagen iler
og dens Pulse banke,
svømmende den hviler
i sin egen Tanke. —
Men mod Aftentide
kredsende den gynger
om hin Lilje hvide,
medens Bølgen synger.
Naar saa Tiden lider
og naar Høsten kommer,
og dens Skygge glider
mellem visne Blommer, —
løfter den paa Vingen
styrer bort saa fage,
mens fra Luften svinger
sig et Skrig tilbage! —
Stolte vilde Svane!
Drog Du uden Følge
over viden Bane
for Din Sorg at dølge?
Kom du hid saalunde
for Dit Væsens Gaade
stakket Frist at grunde?
Kan Du nu den raade?
Kom Du for at finde
fine hvide Lilje,
monne Lyst Du vinde
i dens svage Vilje?
Ak, den fagre Lille
bøjer blegen Pande,
synker dødningstille
i de dybe Vande!
Eller mon Du vilde
lønligst Tanke binde?
Dag og Aften silde
pleje dyrest Minde?
Maatte hist Du føje
Livets stærke Stemme?
Hvilte Dagens Øje
paa Dit mindste Gjemme?
Ak Saamange — Mange
paa de gjemte Veje
vogte sky og bange
Mindets store Eje!
Men naar Livet kalder
til den stærke Ferden
Gitret sagte falder
for den skjulte Verden.