Jeg elsker Dig
min Tankes Morgenrøde,
du Glimt af Solen over Skyens Rand!
Jeg elsker Dig, —
og til et skyndsomt Møde,
jeg stevner Dig til Fantasiens Land.
Jeg elsker Dig:
din Kjærlighed skal sire
som tusind Stjerneblomster Digtets Grund.
Jeg elsker Dig
som Vaarens første Spire,
som Skovens første glade Sangermund.
Jeg elsker Dig
som Himlen elsker Havet,
som atter Havet elsker Himlens Hvælv.
Saa elsker jeg!
Thi i min Sjel begravet
Du hviler i et Billed af Dig selv.
Jeg elsker Dig
som Tonens fulde Svæven
paa Luftens Bølger i en Højtidsstund.
Jeg elsker Dig
som Zitrens sagte Bæven
til Melodien i mit Hjertes Grund.
Jeg elsker Dig
som Ordets rige Skiften
i Digtets underfulde Harmoni.
Jeg elsker Dig
som Tankevingens Viften,
naar Sjelens friske Strøm er Poesi.
Jeg elsker Dig
som mine Barndomsminder,
som mine Ungdomsdrømmes Paradis.
Jeg elsker Dig,
mens jeg i Tanken binder
endnu en Krands af Drømmenes Forlis!
Jeg elsker Dig
mit Jordlivs sidste Stjerne,
du Glimt af Gud i Tvivlens lange Nat!
Jeg elsker Dig, — —
og i Guds Himmel fjerne
til næste Møde er Du Stevne sat!
