Næste Morgen stod ved Bækkens Bred
Endnu skjult af Duggens kjøle Vaade
Blomsten, som har Himlens gyldne Fred
Mellem sine himmellyse Blade!
Stjernen havde deelt sit Himmelsblaa
Og paa Haabets lysegrønne Stengel
Maanens gyldne Elskovs Taare laae
Mildt i Ætherhimlen som en Engel.
Dog som Billede paa Østens Guld,
Naar af Himlens Blaa det sluttes inde,
Higer den nu did saa længselsfuld
Kan dog ei Tilbagegangen finde.
Vanker Maanen da sin Aftenvei
Eller tindre Stjerners Himmelblikke,
Ak! da sukker hun: forglem mig ei!
Hulde Søstre! o forglem mig ikke!