Medens hvide Svane-Skyer
Seile over Himmelhavet,
Ligger jeg, paa Ryggen udstrakt,
I en Kløverstak begravet.
Alle mine Hverdags-Plager
Ligge i min Pult derhjemme.
Der er ikke een iblandt dem,
Som jeg ikke her kan glemme.
Som med Fløiels-Handske klapper
Solen venligt mig paa Kinden,
Og, naar det for varmt mig bliver,
Skifter den med Vestenvinden.
Hvilken Stilhed! — Jeg vil lytte
Efter Alt, hvad fjernt jeg hører:
Hund, som giøer — et Barn, der vræler,
Og en Vogn, der langsomt kjører. —
Rundt omflagres jeg af muntre
Sommerfugle og Libeller,
Og saa kommer der en Humle,
Som sit Eventyr fortæller.
Det er Skade, at jeg næsten
Nu er færdig med Cigaren! —
Saadan er det jo med Lykken —
Størst, naar man ei længer har’en!
Endnu blot i ti Minutter
Vil jeg ligge her og vente,
Før jeg slipper dig, du kjære,
Danske, dolce farniente!