I.
Christian Falster blev fød den 1 Januar 1690 i Brandeslev paa Laaland, hvor hans Fader, Christian Falster, der var fra Skaane og en Tid lang havde været Rector paa Bornholm, dengang var Præst. Alt i sit fjerde Aar blev han faderløs, men hans gudfrygtige Moder, Marie Pedersdatter Straal, som havde givet den døende Fader det Løfte, at Sønnen skulde blive opdraget til den gejstlige Stand, satte ham, efterat hun allerede fra hans sjette Aar havde holdt Huuslærer til ham, i Aaret 1700 i den latinske Skole i Nykjøbing paa Falster. Denne freqventerede han under tre Rectorer, og havde den Lykke, at alle tre vare dygtige Mænd. I 1708 blev han dimitteret til Universitetet, hvor han ved den academiske Examen aflagde Prøver paa en Modenhed, som i høj Grad tildrog ham Professorernes, især den daværende Rector Magnificus C. Reitzers Opmærksomhed.
Kun eet Aar tilbragte Falster ved Universitetet; thi i det følgende Aar, 1709, vendte han tilbage til Nykjøbing, for at modtage den ham af hans forrige Rector tilbudte Plads som Hører og Cantor ved Skolen.
I de tre paafølgende Aar finde vi ham i Nykjøbing, hvor han, efter hans ældste Biografs1 Vidnesbyrd, med udmærkede Læregaver og Flid i sit Kald, gavnede paa sin Post, medens han tillige dyrkede sit Yndlingsfag, den græske og romerske Philologi2 og derhos, for at føje sin Moder, studerede til theologisk Attestats. Han fortæller selv3, at han i sin Ungdom havde prædiket et Par Gange og, naar han turde slutte fra Tilhørernes Bifald, ikke uden Held; men at, i 1712, da han var færdig til at gaae op til Examen, indtraf en uventet Begivenhed, ifølge hvilken han opgav den gejstlige Bane, og helligede sig ganske til den ham saa kjære Philologi. Conrectoren i Ribe var nemlig yderst svagelig, og Biskoppen sammesteds, Hans Ocksen, tilbød Falster hans Plads, naar den blev ledig. Han forlod da strax Nykjøbing og gik til Kjøbenhavn, for der at fortsætte sine philologiske Studier, men havde neppe været der to Maaneder, da han ved Biskoppens Brev af 1ste October 1712 blev kaldet til det nu ledige Conrectorat i Ribe, hvortil han allerede ankom inden Maanedens Udgang.
Ribe Skole, som paa den Tid var i en meget maadelig Forfatning, blev af Falster inden kort Tid — som hans enthusiastiske Lovtaler Hansen udtrykker sig — forvandlet til et andet Athenen. Han ophjalp Disciplinen, indførte Disputereøvelser, fik et betydeligt Skolebibliothek skaffet tilveje, og Skolen blev snart en af de berømteste i Riget4.
Imidlertid havde Falster, som 1714 var bleven Magister5, fra 1717 af ved adskillige philologiske Arbejder gjort sig bekjendt baade inden- og udenlands, og stod i Brevvexling med mange af de lærdeste Philologer baade i og udenfor Fædrelandet. Hans Rygte bragte snart Misundelsen til at forstumme, som vilde udsprede Mistanke om at Verker, der vidnede om en saa dyb Lærdom, neppe kunde være udgangne fra saa ung en Mands Forraad, og hans herover opstaaede Mismodighed veg for hans Velynderes Opmuntring. I Kjøbenhavn vare Biskop Chr. Worm, og Professorerne Gram, Reitzer og Lintrup især hans Venner, og disse tænkte saa alvorlig paa hans videre Forfremmelse, at to af dem paa hans Vegne havde opsat en Supplik om et Professorat, „som vel allerede“, tilskrev Lintrup ham i et Brev af 27 Febr. 1719, „er Hans Majestæt forestillet“. Man ansaae det allerede for saa godt som afgjort, at Falster vilde være vundet for Universitetet, da dettes Patron Gehejmeraad Wibe, som gjorde Forestillingen derom, uformodentlig fik en Skrivelse fra ham, hvori han frabad sig den tiltænkte Naade, undskyldende sig med den daværende Skik ved Universitetet, ifølge hvilken Professorerne fra Tid til anden maatte bytte Videnskab, og saaledes ved indtræffende Vacance bleve nødte til at opgive deres Yndlingsfag for et andet, hvori de mulig ikke vare bevandrede. Sagen maa imidlertid have staaet hen i nogen Tid, og Falster selv været tvivlraadig; thi i et Brev af 13 Nov. 1719 fortæller han sin Ven N. P. Sibbern i Glückstadt, at hans Patroner, og iblandt dem Poul Løvenørn, kappedes om at gjøre ham til Professor, og at han stred imod af alle Kræfter; men tilføjer dog: Skee Guds Villie!
At Falster saaledes ikke noksom syntes at paaskjønne sine Mæcenaters Bevaagenhed, blev taget ham temmelig unaadig op6. Dog manglede han ikke derfor Venner og Patroner, hvis Velvillie og Yndest han vidste at bevare, eller erhværve sig ny Adkomst til. Hans Navn, som i den lærde Verden stedse blev berømtere, har sikkert i denne Periode, da han fremstod som dansk Digter, ogsaa levet i Folkets Mund. I et Brev til J. A. Fabricius af 6 Dec. 1721 fortæller han, at han har udgivet Satirer i Modersmaalet, men anonymt, og at han med det første skal til at file paa Matth. Moths efterladte Oversættelse af Ovids Metamorphoser, et Arbejde, som Chr. Ranzau har paalagt ham at lægge sidste Haand paa.
Under 26 Decbr. 1722 tilmældte Fr. Rostgaard, da Obersecretair i det danske Cancelli, ham i et venskabeligt Brev, at hans Rector var befordret til et Præstekald, og Falster udnævnt til hans Eftermand. „Til begge disse Promotioner“, slutter Rostgaard, „gratulerer jeg enhver især og tillige min Ven H. H. Biskop Thura, som ofte haver ønsket, at dette gode Nyt kunde spørges i Ribe.“
Men Rectoratets Indtægter vare for ringe, til at en Mand kunde leve anstændig deraf. Af den Grund havde Conrectoratet fra 1698 til 1712 været ubesat, og Conrectors Indkomster været anvendte til at forbedre Rectorens Løn. Falster ansøgte om at dette atter maatte finde Sted, men traf paa en uvæntet og næsten uovervindelig Forhindring. Biskoppen, der altid havde viist sig som hans Ven, og som først havde lovet at anbefale hans Ansøgning, forandrede sin Beslutning og ønskede dette Conrectorat til sin Søn, den lærde Albert Thura, som nylig havde fuldendt sin Udsigt over den danske Literærhistorie. Falster blev saaledes bragt i den ubehageligste Stilling. Han anstrængte sig forgjæves igjennem sine Venner i Hovedstaden; thi Kongen var stemt for Biskoppens Ønske. Men da dette Anliggende var en Velfærdssag for Falster, besluttede han at forsøge det yderste. Han rejste da, som Hansen beretter, uden nogens Vidende, og med den Beslutning, ikke at vende tilbage uden han fik sit Ønske opfyldt, til Kjøbenhavn, og henvendte sig til Rostgaard, som antog sig hans Sag og paa det varmeste anbefalede ham til to Herrer i Conseillet, J. G. Holstein og Chr. Lente, og disse udvirkede endelig med Møje, at Kongen, hvor sjælden han ellers plejede at forandre en tagen Beslutning, bevilgede Falsters Ansøgning om at beholde Conrectorens Indkomster, dog med det Vilkaar, at han selv skulde lønne en Subrector. Han kom da igjen til Ribe med velforrettet Sag, og blev i Juli Maaned 1723 indsat i sit nye Embede. Det geraader Thura ikke mindre end Falster til Ære, at de i deres Embedsforhold vedbleve at virke i uforstyrret Harmoni7.
Nu havde Falster opnaaet Maalet for sine Ønsker i Henseende til verdslig Lykke, og fra denne Tid tragtede han ej alene ikke efter nogen videre Befordring, men de Tilbud, der gjordes ham, vægrede han sig ved at modtage. Saaledes var han, i 1726, igjennem Gram bleven underrettet om, at man havde tiltænkt ham Rectoratet i Roeskilde, som var „aflagt med mere end biskoppelige Indtægter“, men frabad sig denne Befordring, hvilket atter, efter hans eget Vidnesbyrd, vakte nogles Fortrydelse. Universitetet tilbød ham — som han selv fortæller i et Brev til den bekjendte hollandske Lærde S. Havercamp, dat. 15 Maj 1732, i dette Aar et Professorat, denne Gang i Veltalenheden; men ogsaa dette Tilbud afslog han.
Falster forblev altsaa i sit kjære Ribe, hvor han havde den Glæde, ved Biskop Thuras virksomme Bistand og adskillige Venners og Videnskabsynderes Gavmildhed, at faae en ny Skolebygning opført, som han d. 13 Janv. 1727 højtidelig indviede. Han havde alt fra 1718 arbejdet paa sin Commentar til Gellius, allerførst opmuntret dertil af sin fortroligste Ven Lintrup, og siden tilskyndet af Joh. Gram og J. A. Fabricius. Den udgivne Prøve modtoges med Bifald, Arbejdet fortsattes med Iver, og væntedes i den lærde Verden med Længsel. Men da han omsider blev færdig dermed, fandt det ingen Forlægger. Imidlertid udarbejdede og udgav han fra 1729 til 1732 sine saakaldte Amoenitates philologicæ. Men efter den Tid udgav eller forfattede han intet8, uden nogle danske Vers. Hvorfor han, endnu i sine bedste Aar, ophørte at skrive, er, bemærker Hansen, ej let at gjætte; men man fejler vel neppe ved at antage, at Mismod over at see sin Flid ubelønnet, har været en Hovedaarsag.
Falster levede siden 1717 i et lykkeligt, men barnløst Ægteskab med en from og huuslig Kone, Margrete Baggesen. Disse Omstændigheder tillode ham desto mere uforstyrret at hellige sin Tid og Kraft til sin Skole og sine Studier, og gjorde at han, med sit nøjsomme Sind, blev en velhavende Mand. Da han dertil, som en Mand, der i det selskabelige Liv9 forenede en behagelig og underholdende Conversation med et smukt Udvortes (hvilket han ved en omhyggelig og smagfuld Paaklædning fremhævede), overalt var vel optaget, og stod i venskabelige Forhold til mange af Stedets og Omegnens lærde eller dannede Mennesker, ogsaa af de højere Stænder, kunne vi ikke undres over, at han fandt sig saa vel tilfreds med sine ydre Leveforhold10. Aarlig plejede han, som han selv fortæller, at tilbringe nogen Tid — formodentlig af Sommerferierne — paa Landet hos en Velynderinde (Gehejmeraadinde Harboe til Støvringgaard), og af hans lærde Brevvexling sees, at han undertiden gjorde kortere eller længere Udflugter, som til sine lærde Venner i Flensborg, eller til Kjøbenhavn. Ja i Foraaret 1732 havde han paatænkt en Rejse til Holland, hvor han i sin Ven Havercamps Huus i Lejden kunde vænte den venskabeligste Modtagelse. „Jeg meente saa godt som at have Foden i Vognen“, skriver han til Havercamp, „eller rettere, inden for eders Grændser, da min Rejse fik en Ende“. Han kunde nemlig ikke faae Tilladelse „fra Hoffet“.
Falster havde undertiden lidt af farlige Sygdomme, og tiltroede sig ikke nogen stærk Constitution. Dog nød han i det hele en god Helbred indtil sit 63de Aar, da han efter over to Maaneders Sygelighed døde, den 24 October 1752, og blev begravet i Ribe Domkirke. Hans Enke, der endnu levede, da Hansen skrev hans Biografi, vedgik, i en Alder af henved 80 Aar, at hun ene havde den Sorg i sin Alderdom, at skulle overleve en saadan Mand.
Om hans Testament see man Thorups foranførte Program, S. 52. Sin Bogsamling havde han 3 Aar før sin Død skjenket til Universitets-Bibliotheket i Kjøbenhavn, som med samme Donation tillige erholdt hans Manuskripter og lærde Brevvexling.
Falsters Portræt haves i Kobberstik af J. G. Schleuen, i folio. Det er udentvivl en stor Sjældenhed, men findes i F. Ad. Müllers Pinakothek paa det store kongl. Bibliothek, den 39te Plade i det Bind, der indeholder Literati, Artifices & Cives, Litr. A-M. Malet opbevares det i Ribe Skole11, og af dette Maleri findes en Copi i den frederiksborgske Portrætsamling.
Hvad Falster var for den Skole, han i 40 Aar helligede sin Iver og sin Duelighed, er udførligen viist af Rector Thorup. Skolens Indtægter bleve ikke blot vel bestyrede, men ogsaa anseelig forøgede. Den vigtigste Tilvæxt fik disse 1740, ifølge den kgl. Forordn. om Skolernes Reduction, men denne hensigtsmæssige Forordning har netop Falster givet den første Anledning til. Desuden blev Skolen under hans Rectorat beriget med adskillige Legater, og Thorup bemærker med Grund, at denne private Velgjørenhed kaster en ikke ufortjent Glands paa Falsters Bestyrelse. „Om hans Fortjenester af Underviisningen og Disciplinen12 var der“, siger hans nysnævnte værdige Efterfølger, „paa hans Tid, og har indtil denne Tid neppe været meer end een Stemme13, og denne har stedse ytret sig i de stærkeste Lovpriisninger“.
Hans Fortjenester som Lærd, især som græsk og romersk Philolog, fremlyse af den gunstige Modtagelse, hans Skrifter fandt, og den store Agtelse, han nød i den lærde Verden. At denne i en endnu langt højere Grad vilde have befæstet sig, naar ikke ugunstige Forhold havde berøvet Literaturen de modneste Frugter af hans Lærdom og Flid, og standset ham paa Skribentbanen, er klart.
Hans Værd endelig som dansk Digter erkjendes ikke blot af hans Samtidiges Domme14 og af de mangfoldige Oplag, de fornemste af hans digteriske Arbejder til sin Tid oplevede, men er i de varmeste Udtryk gjentagne Gange fremhævet af en senere Tids Æsthetikere. Men den Ros, der saaledes er tildeelt Falster, tilkommer ham ingenlunde for alle hans versificerede Frembringelser. Medens de fleste af hans Satirer ere saa rige paa Vittighed, saa fulde af træffende Bemærkninger, og med alt det bidende Salt, de ere besprængte med, dog, som Holberg kaldte det, saa honette og uskyldige, d. e., efter min Fortolkning, saa frie for personlige Stiklerier15, saa almindelige, saa behagelig formildede ved en vis godmodig Jovialitet, at de endnu maae læses med Behag; medens endvidere hans Oversættelse af Ovid kan siges at være en for sin Tid mærkelig Prøve paa ægte Dansk i den ældre Stiil, mærkelig, fordi han saa vel har vidst at vedligeholde Originalens vemodige og rørende Grundtone, og medens man endelig i Klagepsalmerne over Biskop Thura ikke vil savne et til Gjenstanden passende og ofte ret smukt Udtryk, ere Falsters øvrige mange, tildeels vidtløftige og meest alvorlige Vers, hvori vi som oftest kun høre den smagløse Enkomiast, nuomstunder næsten uden alt andet Værd, end det tilfældige, som nogle af dem i historisk Henseende kunne have.
II.
Fortegnelse
paa
Falsters Verker.
paa
Falsters Verker.
I. Philologiske Skrifter.
2. Animadversiones Epistolicæ in tres partes divisæ, quarum prima selecta quædam loca præfationis Stübelii examinat, secunda mantissæ Stübelianæ manifest. plagium coarguit, tertia supplementum secundum exhibet. (Flensb.) 1717, 124 S. 8.
Dette Fejdeskrift er meget bittert, og Falster fortrød det siden, som han selv (i Amoen. phil. Tom. I, p. 14) vidner. Men ihvorvel der var dem iblandt hans lærde Venner, der havde fraraadet ham at indlade sig med Stübel, saa vare der ogsaa andre, som æggede ham, og foruden den Undskyldning, han kan hente fra den unge, uforskyldt og uretfærdigen angrebne Forfatters saarede Selvfølelse, er Angriberens Uværdighed beviislig. I et Par andre smaa Tvistigheder med værdigere Modstandere viste han baade Beskedenhed og Maadehold.
3. a. Quæstiones Romanæ, s. Idea Historiæ literariæ Romanorum, quam claudunt Memoriæ obscuræ. Lips. et Flensb. 1718. 360 og 48 S. 8. foruden Index.
Den tilføjede Afhandling har, ligesom særskilt Paginering, saa og særskilt Titel, nemlig:
b. Memoriæ obscuræ clarissimorum quorundam ingeniorum et monumentorum apud Romanos, ex latebris suis erutæ et renovatæ. 1719. 48 S. 8.
4. Cogitationes variæ philologicæ tripartitæ. Lips. & Flensb. 1719. 183 S. 8.
5. Sermo panegyricus, in quo de variarum gentium bibliothecis scholasticis breviter disseritur, anno 1720, d. 20 Junii, in inauguratione bibliothecæ scholasticæ Ripensis recitatus. Flensb. & Lipsiæ 1720, 56 S. 8.
6. Vigilia prima noctium Ripensium s. Specimen annotationum in Gellium, quo liber huius octavus deperditus in lucem vocatur. Adjecto specimine lexici Gelliani et Indice triplici. Havn. 1721, 120 S. 8.
Dette Arbejde var en Forløber for Falsters Hovedverk: Noctes Ripenses in Noctes Atticas A. Gellii, et Verk, der udentvivl, saavel som den Plan, hvorefter han udarbejdede det, har undergaaet endeel Forandringer i den lange Tid, han arbejdede derpaa. Thi i 1724 haabede han „som snarest“ at udgive det, i eet Bind i „større“ Format, og i 1725 havde han fremmet det saavidt, at han i Brev af 1ste Juni beder Havercamp i Lejden om hans Bistand til at erholde en Forlægger. Efter dennes Forlangende sendte han nu et Par Prøver, med en Udsigt over det hele Arbejde, som skulde bestaae af Prolegomena, et Aftryk af Gronovii Text, og et latinsk saavel som et græsk Lexicon. Da imidlertid Havercamp under 8de Juni 1726 har mældt ham, at der i Amsterdam paatænktes en ny Udgave af den gronoviske Gellius, har han formodentlig forandret sin Plan noget, og endelig sender han, under 26de Febr. 1728, sine „latinske Lucubrationer“ over Gellius, fuldkommen færdige til Trykken. De græske, samt Prolegomena, skulde følge, og Verket var anlagt til 3 Bind i fol. (see Amoen. phil. Tom. 2. p. 243). Men af et følgende Brev, af 2 Aug. s. A., seer man, at Havercamp imidlertid har mældt ham, at Forlæggeren ikke torde paatage sig et Verk af saa stort Omfang; thi Falster beder heri om snarest muligt at faae sit Arbejde tilbagesendt, et Arbejde, som han aldrig havde paataget sig, naar ikke Gram og J. A. Fabricius havde skyndet ham dertil; men som han dog ikke fortryder, fordi han deraf har lært sin Latin. Da nu ogsaa hans tydske Venner (cfr. den leipzigske neue Zeitung f. gelehrte Sachen, 1728, S. 900.17) forgjæves bestræbte sig for at overvinde Forlæggernes „Vindesyge“, blev dette i den lærde Verden saalænge imodeseete og med Længsel væntede Arbejde henlagt. Falsters Manuskript, ziirlig afskrevet med hans egen kalligrafiske Haand, opbevares paa Universitetsbibliotheket i Khvn, som et stupend Minde om Mandens lærde Flid, og udgjør to Tomer i eet stort Foliobind. Det indeholder imidlertid kun den latinske, lexicalsk ordnede og forfattede Commentar; til den græske og til Prolegomena er der intet Spor18.
7. Memoriæ obscuræ, quarum pars 1ma: scriptores quosdam Romanos hactenus fere incognitos, 2da: ingenia quædam Romana, quæ literarum gloria atque scriptis floruerunt, 3tia: monumenta nonnulla incertorum auctorum, 4ta: urbes imperii Romani literarum laude florentissimas complectitur. Hamb. 1722. 246 S. 8.
Dette er en Forøgelse og Udvidelse af det foran, under Nr. 3. b. nævnte, lille Skrift.
8. Amoenitates philologicæ sive discursus varii. Amstelodami 1729, 1731, 1732. 3 voll. 8.
Den ulatinske Titel maa ikke tilregnes Falster, som havde kaldt sit Skrift: Sermones varii. Til dette Verks 2det Bind er tilføjet (S. 243—272) hans Afhandling: de vita et rebus Auli Gelli, og til 3die Bind (S. 213—344): Admonitiones ad interpretes A. Gellii, tildeels et Uddrag af det ovenomtalte store og lærde Verk. Falsters Honorar for disse Amoenitates var 20 indbundne Exemplarer; omtrent et lignende havde han forlangt for sin Gellius.
9. Juvenalis Satyra XIV, cum interpretatione, annotatiunculis et versione danica ligata. Hafniæ 1731. 4to.
Texten med latinsk Paraphras og Noter udgjør 21 Sider. Den tilføjede Oversættelse, 28 Sider, har sin egen Paginering og egen Titel, nemlig
D. Junii Juvenalis Fjortende Satyra, Af det Latinske I Det Danske Sprog, oversat af Christian Falster. Kjøbenhavn, Trykt udi Hans Kongl. Majestets og Universitets Bogtrykkerie af Joh. Jørgen Høpffner, og findis hos hannem til kjøbs. (1731).
At der har været en tidligere Udgave af denne Oversættelse, formodentlig udkommen 1719, eller maaskee 1718, det vidner Falster selv i sine Cogitt. phil., 1719, p. 133, hvor det hedder: edidi et ipsemet novissime in honorem et gratiam illustrissimi Herois Chr. Ranzau satiram XIV, vernaculo metro conversam, samt i Fortalen19 til den ovenfor beskrevne Udgave, og at denne ikke er et uforandret Optryk af hin, sees deraf, at i det mindste et Par Anmærkninger maae være tilkomne, saasom den 1ste, hvori han taler om Satiren „Disse Tiders onde Optugtelse“ som „en for nogle Aar siden i Trykken udkommen Digt“.
10. P. Ovidii Nasonis Klagebreve udi vort danske Sprog oversatte. Khvn. 1719, 1726, 1738.
Det er Falsters tidligste Skrift; han vidner i et Brev til sin Ven N. P. Sibbern, at han har begyndt det i 1711 og fuldført det 1712. Fortalen er underskrevet: Nykjøbing d. 21de Juni 1712; i et Brev til Prof. Kortholt i Kiel, dateret 18 April 1716, fortæller han, at Trykningen er begyndt; men i et andet til Sibbern af 15 Nov. 1718 mældes, at det da først var færdigt fra Pressen; det udkom først i Foraaret 1719, og modtoges med overordentligt Bifald.
II. Satirer og moralske Sermoner.
1. Disse Tiders onde Optugtelse. 1720, 1721, 1722, 1733, 1736, 1739, 1749.
Den første Udgave har Aarstallet 1716; men efter A. Højers Forsikring i hans Nova literaria, No. 13, antager man, at dette er en Trykfejl isteden for 1720. Udgaven af 1721 har paa Titelbladet „anden Gang oplagt“; den af 1722: „Trykt 3die Gang“; den af 1733 „tredie Gang oplagt“. Baade den af 1736 og den af 1739 hedde: „fjerde Gang oplagt“, og den fra 1749, som er den syvende, jeg kjender i særskilt Aftryk, kaldes: „femte Gang oplagt“. Endelig er denne Satire optrykt i Wielandts Samling af smukke danske Vers, 8de Bind (1726) S. 299—317. Om dens overordentlige Afsætning see lærde Efterretn. 1726, S. 410.
2. Daarers alamodiske Leveregler. 1721, 1722, 1734, 1736, 1740, 1749.
Ogsaa af denne Satire kjender jeg syv forskjellige Optryk; thi i 1721 udkom tvende, som skjelnes, blandt andet, ved at det ene i 3die og fjerde Strofe har
⎧ tydske ⎫
⎩ franske ⎭, medens det andet blot har: franske.
⎧ tydske ⎫
⎩ franske ⎭, medens det andet blot har: franske.
3. Den daarlige udenlandske Rejse og modige Hjemkomst. 1721, 1722, 1735, 1737, 1752.
4. Den utidige Rangsyge. 1722, 1734, 1736, 1740, 1750.
Af den ældste Udgave (1722) findes to Optryk, det ene kjendeligt paa Trykfejlene Diogvnes og Zebedeer, paa første Side, som have forplantet sig til de følgende Udgaver, medens det andet har Diogenes og Zebedæer. Dette sidste Optryk har i 24de Strofe: Sterfbo, og er af alle sex det eneste, der i 48de Str. har: laugt. Denne Satire er ogsaa optrykt i „Danske Originaliteter“, en Samling af Skjemt, Synderligheder osv. af C. F. Wichmann, 1 Bd. 1837.
5. Den uforsvarlige Recommendation. 1722, 1734, 1736, 1739, 1749.
Denne Satire er ogsaa aftrykt i det 15de (ved Khvns Ildebrand, 1728, med tredie Ark afbrudte) Bind af Wielandts Samling af smukke danske Vers, S. 144—163.
6. Det daarlige Giftermaal. 1722.
7. Gjerrigheds Afmaling. 1722.
8. Verden som et Dolhuus. 1730, 1736, 1751.
9. Betænkning om Frieri og Giftermaal. 1734, 1737, 1750.
Rahbek har opkastet Tvivl om denne Sermons Ægthed, fordi den hverken hos Worm, eller af Raarup i Fortalen til Castrum Doloris, eller af Krarup i Minerva 1797 nævnes som Falsters Arbejde.
10. (Om falske Venner — 1739).
Dette Digt er ikke særskilt udgivet, men findes i: Tredie Prøve af ziirlige og smukke danske Vers, efter Anonymi (Holbergs) Invitation og udlovede Gevinst, aflagt in Aprili 1739, in 4to, S. 25. Om dets Authenti cfr. nærværende Udgaves S. 155 og 169.
11. Den latinske Skriverstue (1742?)
Denne Satire, som er Falster vindiceret af Literatoren N. B. Krarup (see denne Udgaves S. 171), kjendes kun af den Lürdorphske Udgave af Wielandts Saml. af smukke danske Vers, 1742, 2det Bind, S. 123. At Lürdorph ikke har antaget Falster for Forf., kan sluttes af Indholdslisten til dette Bind, hvor Satiren siges: „forestillet af H. H. H. i Wiborg“.
III. Vers af blandet Indhold og versificerede
Taler.
Taler.
1. Til Jomfru Frederike Foss. Trykt i den Lürdorphske Saml. af smukke danske Vers, 1742, 3die Bd., S. 207.
(Jeg formoder, at denne „smukke og velbyrdige“ Jmfr. Foss var en Datter af Niels Foss, som var Præsident i Under-Admiralitetsretten og 1726 blev Etatsraad.)
2. Til Fru Chr. M. Worms Fødselsdag. Ribe den 13de April 1719. Trykt i den Lürdorphske Saml. af smukke danske Vers, 1742, 3 Bd. S. 209.
3. Til Generalmajor Poul v. Løvenørn (dat. Ribe 12 Juli 1720). Trykt paa et Ark i folio; ogsaa indrykket i Wielandts Saml. af smukke d. Vers, 5te Bind (1726), S. 121—124.
5. Supplik til Kongen (1723?), trykt i den Lürdorphske Saml. af smukke danske Vers, 1742, 3 Bd. S. 211.
6. C. Falsters Brudevers til sit eget Bryllup, holdet med Riber Domskole ved sin Indtrædelse til Rectoratet. 1723. 1 Ark i fol.
7. Supplication til Velyndere og Venner „om Hjælp til Riber forfaldne Skoles Bygning“ i de fem Høreres Navn. 1723. Trykt i Bland. Efterretn. om Ribe Cathedralskole, af Adjunct P. T. Hanssen. 1823. S. 8—11.
I den Samling af Falsters Vers, som findes blandt de Rostgaardske Manuskripter paa Universitetsbibliotheket, gjemmes et Autographum af F., 2 Ark i fol., hvori denne Supplik er tilskrevet Gen.-Lieutn. Palle Krag og Frue. „Paa foregaaende Supplication“, skriver han derpaa, „fulgde en Gave af 100 Daler, og derpaa igjen følgende Taksigelse“. Denne afskrives nu, hvorpaa F. atter bemærker: „Herpaa behagede Hs. Exc. at regalere mig med 10 Ducater, hvorfor jeg takkede med følgende Vers.“ I dette Vers fortæller han, at han vil anvende Gaven til at forskaffe sig en „til sin Studering høj nødvendig Bog“, hvori han vil skrive Krags, som Giverens, Navn.
8. Sørgelige Tanker ved Fru Helle, fød Friherrinde af Trolle, Palle Krags Ægtefælles Død. Trykt paa et Ark i fol., s. l. & a.
9. Tale til sine høje og fornemme Tilhørere af begge Kjøn, med hvilken han Ao. 1727 indviede den nye Domskole i Ribe; den højvelb. Fru Kirstine Harbo, fød Friherrinde af Fuiren, tilskrevet. Khvn. (1727). 4 Ark i folio.
Aftrykt i Thorups Efterretn. om Ribe Cathedralskole, 5te Fortsættelse.
10. Supplik til Kong Christian den Sjette. 1730.
Trykt paa et Blad i fol., overskrevet: „Stormægtigste, allernaadigste Arvekonge og Herre, og dateret Ribe den 30te Dec. 1730. Det er en Ansøgning om at maatte beholde sit „Tvilling-Rectorat“.
11. Allerunderdanigst Opvartning paa Nyaarsdag 1731 til Kong Christian den Sjette. Trykt paa 2 Ark i folio.
12. Et Guds Barns christelige Misfornøjelse med Verden og hjertelige Forlængsel — — — da M. Laur. Thura 1731 til sit Hvilested i Riber Domkirke blev gelejdet af en Christelig Forsamling. (Khvn.) 1731. 8 Blade i 8.
Dette er de hos Worm og Nyerup anførte „Klagepsalmer ved Biskop Thuras Begravelse“, eller, som Raarup i Fortalen til Castr. Doloris siger, „Arier, hvori Falsters Røst høres endnu (1770) ved de fleste fornemme Grave her i Provindsen og maaskee i de andre med“. Raarup nævner til Exempel fire, hvoraf den: „Naar skal da min Tid faae Ende“, af Falster selv kaldes: salig Hr. Biskoppens anden Psalme (den staaer ogsaa trykt i Laur. Thuras Poet. Sager, 1721, 4to), og en anden: „Lyksalig Dag paa hvilken“, hverken findes i dette Skrift eller andetsteds er mig forekommet.
13. Riber Skoles aarlige Taksigelsesfest, højtideligholdt Ao. 1732, den 24 April, da Hs. Exc. Hr. Chr. Carl v. Gabells priselige Communitets-Stiftelse og Tog paa Colberg Hejde blev ihukommet af C. F. Kbhvn. (1732), 8 Blade i 4to.
14. Taksigelses-Qvittering til Chr. Carl v. Gabell for hans Communitets-Underholdning fra d. 21 Marts 1729 indtil Aarsdagen 1735. Paa vedkommende Umyndiges Vegne udg. af C. F. Khvn. (1735). 2 Ark i folio.
15. Chr. Carl v. Gabells naadige Gavebrev med Tak tilbageleveret. Khvn. 1737. 6 Blade i 4to.
Om den Gabelske Stiftelse cfr. Thorups Efterretn. Femte Forts. S. 37. Verset røber, at Gabel formedelst forandrede pecuniære Forhold tilbagetog sin Gave.
16. Castrum Doloris, forestillende paa det allerkorteste Kong Frederik den Fjerdes højst priselige Regimente i de trende Hovedstænder.
Dette, Falsters længste, Poem udgjør haandskrevet i den forannævnte Rostgaardske Samling, 8 Ark i folio; det er tilegnet Christian den Sjette, under Dato: Ribe d. 9 Dec. 1737; men blev først trykt 1770, under Titel:
Rector Falsters Vers over Kong Frederik den Fjerde. Udgivet af Andr. Raarup. Aar 1770. Khvn. 43 S. 4to.
Udgiveren, en Discipel af Falster, tillægger det historisk Værd, fordi F. har haft sine Efterretninger om Krigshistorien af Gabel, „som var med paa Flaaden“.
17. Skyggeverk af Illuminationer, allerunderdanigst præsenteret af C. F. (Khvn.) 1743, 2 Ark i fol.
Dette Digt, skrevet i Anledn. af Prinds Frederik (den Femtes) og Prindsesse Lovises Indtog, er ogsaa indrykket i: „Dannemarks Glæde og Engellands Fornøjelse“, hos J. C. Groth. Khvn 1743. 4to.
18. Allerund. Ansøgning til Kong Frederik d. Femte om Bestallings Confirmation, d. 30te Aug. 1746. Trykt paa eet Bl. i 4to.
Optrykt i: „Det højstbedrøvede Dannemarks Sorgedigt over Christian den Sjette“. Khvn. 1746. 4to. (S. 71.)
19. Den kongl. Oldenborgske Stammes Naade mod Ribe, samt Velsignelser og Lykønskninger over Kong Frederik d. Femte og det kongl. Arvehuus, i Form af camera obscura, forestillet paa den store Jubelfestes anden Dag, Ao. 1749 d. 29 Octbr. i Riber Skoles Cathedra. Khvn. (1749), 3 Ark i fol.
Endelig omtaler Prof. Thorup i et af sine Programmer, jeg har ikke kunnet gjenfinde Stedet, et Poem til Iv. Rosenkrantz.
I den foran under Nr. III. 7. nævnte Rostgaardske Samling af Falsters Vers (Fasciklet Nr. 507, nyt Nr. 148, folio) findes endnu i Mskrpt.:
Cantater før og efter Prædiken (i Anledn. af Christian den Sjettes Død), eet Ark i fol., afskrevne uden Autors Navn, men med Falsters Haand og, som jeg formoder, af ham forfattede. Endvidere paa en Lap Papir følgende lille Vers, som for sin Kortheds Skyld her optages:
Til Hs. Excell. Geheimeconferentsraad J. L. Holstein,
da han blev Ridder af Elefanten.
da han blev Ridder af Elefanten.
Den Ring, som Joseph blev af Pharao foræret,
Da han en Abrec i Ægypten blev erklæret,
Jeg nægter ej, at jeg jo gjerne havde seet,
Om samme kom imod dit Elefant-Signet.
Men, danske Joseph, jeg har nok udi den Lykke,
At Kongen dig har klædt med Naade-Demantsmykke;
At du, som før var hvid, ved ham er bleven blaa,
Den Ære skjønner jeg og underdanigst paa.
Ribe den 9 Sept. 1747. D. Exc.
Iblandt de Manuskripter, som fulgde med Falsters Donation til Universitetet, var, næst hans oven omtalte Noctes ripenses, hans Brevvexling vigtigst. Hertil hørte, ifølge Catalogen (Codd. MSS. e donat. varior.):
„Endeel lærde Mænds enkelte Breve, udi en Æske, med en Optegnelse af Autorum Navne og Brevenes Tal, alle til Falster.“
Denne Æske med dens Indhold, som jeg formoder især har udgjort hans danske Correspondance, findes ikke paa Bibliotheket, og det er da den, som siges at være forkommen i 1807. Heldigviis har Nyerup benyttet disse Breve, hvoriblandt vare adskillige fra Grev Chr. Ranzau, til sin Skizze af Falsters Levnet (Skol. Hist. S. 168—180). Derimod findes endnu:
“Doctorum virorum ad Chr. Falsterum eiusque ad viros doctos epistolæ, 2 voll. 4to.”
Afskriften er deels af Falster selv, deels ved ham besørget, formodentlig af hans Disciple. Endeel Blade ere udskaarne, udentvivl af ham selv. Correspondancen optager, for saavidt den er i Behold, Tidsrummet fra 1715—1735 (efter den Tid findes der kun et Par Breve), og bestaaer, dersom jeg har talt rigtig, af 160 Breve. Et Udvalg af disse vilde udgjøre et saare interessant Bidrag til Prof. Thorups Falsteriana.
Endelig fortjener at anføres:
Chr. Falsteri Testimonia scholastica. Eet Bind i 4to.
Manuskriptet indeholder alle de af Falster, som Rector, udstædte Testimonier, og er ikke uden Vigtighed for den danske Personalhistorie, da det meddeler Bidrag (om end sparsomme) til 250 i hans Tid fra Ribe Skole udgaaede Personers Levnet. Disse 250 Anbefalingsbreve, der ere et stort Vidnesbyrd om Falsters sjældne Styrke i det latinske Sprog, afgive desuden, i den uendelige Variation af det samme Æmne, ikke faa Beviser paa hans Ingeniositet, og stundum ret interessante Træk af hans elskværdige Characteer.