Æonen fødes, og forgaaer,
Men du, o Jehova! bestaaer.
Naar Dagens Stierner skal ei mere brænde,
Naar Jordens Sted er ei at kiende,
Da taler du, som skabte Soel og den:
Vord Lys og Jord! da vorde de igien.
Kun du er uden Byrd og uden Ende.
Vi knæle for dit Aasyn ned,
Din Vælde, Jehova! vi kiende;
Men Abba Fader! hver din Søn det veed,
At som din Vælde er din Godhed uden Ende;
Stiig høit vor Glædes Jubelraab:
Gud Jehova! vor Trøst, vort Haab!
Hvert Aandedræt, hvert Støvets Fied,
Dem har du talt, du deres Grændse veed,
Du seer i Hiertet ned.
Gud Jehova! som Jordens Slægter dyrke,
Giv du vort Arbeid Viisdom, Skiønhed, Styrke,
Vort Hierte Fred!
Th. Thaarup.