Epilog
ved et privat Theaters Slutning.
ved et privat Theaters Slutning.
Almægtig er o Vaar din skiønne Stemme!
Den kalder til Naturens rene Fryd!
Selv Kummers Søn du byder at forglemme
Sin Graad, og dæmpe Klagens tunge Lyd!
Vi lyde dig, du Krandses Skaberinde;
Thi stor og herlig er din Trylle-Magt,
Din Aande byder Bækkens Iis forsvinde,
Og klæder Engen i sin skiønne Dragt!
Mod dig Naturens Røst sin Hymne hæver!
Og Blomstre spire frem i dine Fied! —
Og i din milde Luft med Svalen bæver
Det lysegrønne Blad den leeger med.
Naturen taler; Kunstens Stemme tier,
Og knæler for sin Lærerinde ned,
Stor naar den ligner blot dens Harmonier!
Den naaer dem ei, den følger kun dens Fied!
Med Vennefølelse vi Afskeed tage;
Vor Roes, vort Fryd, vor varme Ønske er —
O kommer med det Vennesind tilbage,
Hvormed I lønned’ os og vare her.
Thaarup.