Held den Mand, hvis ædle Hjerte
Veed mod Skjæbnens Haardhed Raab,
Lindrer faderløses Smerte,
Og aftørrer Enkers Graad;
Held den Mand, der ivrig søger
At forfremme Brødres Gavn,
Ædel Daad vort Værd forøger
Meget meer end ædelt Navn.
Ædle Schulz! du blev vor Broder
Ved dit Kald, vor Ven ved Dyd,
Mangen dybt nedbøiet Moder
Seent skal mindes dig med Fryd,
Tit en Fyrstes Laurbær falder
Hastig fra hans Tinding ned,
Men den Mand, man Fader kalder,
O hans Roes er Evighed,
Ven! det Minde du dig bygger,
Naar du boer i Gravens Skygger,
Vore Børn skal signe dig.
Her i Dag, hvor Bacchus vinker,
Her, hvor Glæden er vort Maal,
Fylder Glasset, Brødre! klinker!
Drikke alle Schulhes Skaal!