Philosophens sande Hæder
Er at fremme Brødres Gavn,
Og hans Sjæls forborgne Glæder
Meer end tomme Hædersnavn,
Stolthed hvisler, giftig Smigger
Kryber lumsk mod Thronen hen;
Ærens Mand ei Hæder tigger,
Thi han vil fortjene den.
Herligt lyder Folkets Stemme,
Naar det kalder ham sin Ven,
Thi blot for dets Held at fremme,
Svandt hans bedste Dage hen,
Stolthed skjælver feig tilbage
Ved den slet anvendte Tid,
Men den Vises brugte Dage
Gjør ham selv den sidste blid.
Gerner! mellem dine Dage,
Er os denne dyrebar,
Folkets Røst skal højt gjentage,
Hvad dig Venskab nynnet har:
Længe Brødres Held du fremme,
Visdoms, Dyds, og Brødres Ven!
Gid din Hæder maa beskjæmme
Hver, som ei vil føle den.