Hil være dig, vor Samfunds Dag!
Du skjænkte vore Fædre Glæde!
Naar her i ærligt Broderlag
De elskte Konger toge Sæde,
Og efter Brødres gamle Skik,
Tog Deel i deres Samfundødrik.
Her sad han, tredie Christian;
Han til sit Værd ei brugte Throne;
(En Fader for vort Fædreland!
Hvad trænger han til Spir og Krone?)
Han gav Religion, og Fred
Og Velstand og Lyksalighed.
Og her den anden Fredrik var
Som Konge, og som Fader hjemme,
Thi Værd og Huld hans Aasyn bar,
Hvor kunde Brødre dette glemme?
Hans vennesæle Blik, hans Dyd
Gav Adel til vort Samfunds Fryd.
Saa her den fjerde Christian sad,
Den Konge Held, som er hans Lige!
Blandt sine Børn saa mild og glad,
En kjærlig Fader for sit Rige;
En Kjæmpe bold i Ungdoms Vaar,
En Kjæmpe stærk med sølvgraa Haar.
En Lue brændte i hans Sjæl,
Den Døden ene kunde dæmpe:
For Kronens Hæder, Folkets Vel
At leve, tænke, virke, kjæmpe.
Vi see det straale fra hans Blik;
O vi velsigne Frederik.
For ham, det Godes bedste Ven
Vi ville Mænd i Faren være,
Fremkalde Landets Held igjen,
Og tunge Byrde mandig bære.
Nu tømmer efter Broderskik,
Vort Brodersamfunds Paaskedrik.