K. S.
K. S.
Være signet Eders Minde,
Hver vor Ven, og hver Veninde!
J, hvis Banes sidste Fjed
Var til Gravens tause Fred,
Føie Tid vi eder savne;
Snart vi eder atter favne.
Saligt Haab i Hjertet luer,
Naar vi Dødens Billed skuer,
O den er ei rædselfuld,
Den er, som en Engel huld;
Himlen os ved den indbyder
Did, hvor ingen Taare flyder,
Sjælens Øie seer imøde
Evighedens Morgenrøde,
I dens Straaler samles vi
Til en ukjendt Harmoni.
Kjæden, som os bandt herneden,
O den er for Evigheden.