Thomas Thaarup (1749–1821)

Hede, tunge Taarer snige sig

        Ned paa mandig Venskabs blege Kinder,

Og i høje vilde Klageskrig

        Armod hver en nydt Velgjerning minder.

Taus den store Kummer Graven seer;

                Hun er ei meer.

Føler det, I, der har hende kjændt!

        Taarer male, lindre Eders Smerte.

Eders Tab og Savn har hun fortjent,

        For sit sjældne, store, gode, Hjerte.

Dyd og Venskab har det Minde kjær,

                At hun var her.

Nu forklaret over Grav og Død

        Evighedens Jubler hende møde,

Og det korte Dødens Tudsmørk brød

        Livets store klare Morgenrøde;

Graven Støvets mørke Gjemme er,

                Hun er ei der.

Fromme, naar I nævne hendes Navn,

        Og med Længsel skue hendes Minde,

Føler heelt og stort, det tunge Savn,

        Tænker da, at Eders tro Veninde

Glædes, lønnes, lider ikke meer

                Der hvor hun er.